Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Kapløb med tiden
Skrevet af Solkysten
Hun vidste det, straks hun fik øje på ham!
Fornemmelsen var intens og ikke til at tage fejl af. Han stod i kursuslokalet, nonchalant lænet op ad væggen og stirrede hende direkte ind i øjnene.
Det føltes som om, der var en trådløs forbindelse fra hans øjne til hendes, der startede en kaotisk, men ganske dejlig, bølgende fornemmelse i hendes mave og en stakåndethed, der fik hende til at lægge armene beskyttende over kors på brystet.

Han var høj og slank med lyslokket hår og øjne så blå som himlen på en sommerdag. Det var uundgåeligt!

Debbie satte sig i hotellets bar med sin kaffe i den første pause og stirrede ud på Middelhavet og palmerne, mens hun krampagtigt huskede på, at hendes mormor netop nu sad og syede hendes brudekjole af det fineste, cremefarvede stof, man kunne tænke sig.
- Må jeg sætte mig her?

Debbie så op i et par smilende blå øjne, og mens blonder, silke og synåle fortonede sig for hendes indre blik, hørte hun sig selv svare; - Selvfølgelig må du det.
Debbie følte gulvet gynge under sig, og hun blev underlig let i hovedet, hver gang hun mødte de himmelblå øjne tværs over bordet. Han var uden tvivl fra København. Det hørtes tydeligt på måden, han talte på, og i særdeleshed for Debbie, der var ærkejydsk.

- Jeg så dig med det samme, ved du det? Han så igen direkte på hende med et varmt, gennemtrængende blik.
Debbie mærkede varmen i kinderne, og for den sags skyld i hele kroppen. Hun trak på skuldrende, men kunne ikke lade være med at smile.
- Åh, kom nu, indrøm det; du lagde mærke til, at jeg lagde mærke til dig, ik’ ? Han så appellerende på hende, mens den hånd, han holdt kaffekoppen med, rystede let.
Debbies læber skilte sig ligesom automatisk i et smil.

- Okay! Jeg så det.
Ole præsenterede sig og i resten af pausen gled samtalen naturlig og let imellem dem. Det var som om, de var gamle bekendte, der mødtes igen og genoptog samtalen, hvor de slap sidste gang. Men sådan var det jo ikke; de havde netop set hinanden for første gang.
Da baren langsomt tømtes for folk, rejste Debbie og Ole sig nærmest modvilligt op og bevægede sig langsomt mod udgangen. De var de sidste til at forlade baren, og Ole lagde en hånd på Debbies skulder og bøjede sig ned til hendes højre øre.

- Jeg lagde også mærke til, at du lagde mærke til mig, hviskede han.
*
Debbie kastede et sidste blik på sit spejlbillede, før hun gik ned til middagen. Hun havde en sort klassisk kjole på med v-udskæring og spaghettistropper og hendes mørke, fyldige hår hang blankt og feminint ned over skuldrene. Hun mødte sit eget blik i spejlet og så, hvordan hendes øjne strålede. ”Hvad har du gang i”? Spurgte hun sig selv og blev stående tøvende med hånden på sin sorte skindtaske. Hun trak vejret dybt.

Tre en halv times flyrejse herfra, hjemme i Jylland, lå det hus, som Svend havde købt, og som hun havde indrettet, og om fire uger ville der stå Debbie & Svend Andersen på døren. Hendes liv som Debbie Jørgensen ville være et afsluttet kapitel. Om fire uger ville hun være en gift kone!

Debbie krammede sit hår for at få et lidt vildere look, hængte et florlet sjal over armen og forlod værelset.
*
Naturligvis kom de til at sidde ved samme bord i restauranten og lige overfor hinanden. Det var lige så uundgåeligt som årstidernes skiften.
Til at begynde med talte Debbie høfligt med sine sidemænd og det samme gjorde Ole, men efter det første glas vin var det som om der voksede usynlige mure op rundt om dem; de så kun hinanden og blev lidt efter lidt ladt i fred af de andre ved bordet. De berørte kun overfladisk kurset om dekoration og reklame, det var ligesom kun en anledning til at komme dybere ind på hinanden.

Da laksemoussen var spist, tændte Ole Debbies cigaret og stirrede hende dybt ind i øjnene.
- Ved du hvad jeg tænkte, da jeg så dig i morges?

Debbie rystede på hovedet og pustede langsomt røgen ud.
Ole smilte et forlegent men meget charmerende smil. – Nu tror du sikkert, at jeg er fuldstændig forrykt, han tøvede, - nej, jeg vil sige det! Jeg har aldrig sagt sådan noget før, og det vil bare siges.
Debbie lo. – Så kom dog ud med det mand!

Ole smilte tilbage og fugtede sine læber med tungespidsen. – Jeg tænkte; ligegyldigt hvad der sker, så vil jeg giftes med den pige...
De så på hinanden et kort sekund, så slog Debbie blikket ned.
Ole kneb øjnene sammen i en underlig grimasse og vrissede; - Åh, nu har jeg skræmt livet af dig, har jeg ikke?

Debbie støttede ansigtet i begge hænder og lagde hovedet på skrå.
- Egentlig ikke, svarede hun, hvis jeg skal være helt ærlig, så bobler glæden rundt i min krop...
Ole iagtog hende intenst afventende. Efter et par sekunder fortsatte han hendes sætning; - Men?
Debbie sukkede. – Men ..., fortsatte hun, jeg skal allerede giftes om en måned ... med en anden!
Ole så kærligt på hende og tændte en cigaret. – En måned er lang tid, og forhindringer er til for at overvindes!

De lo begge to.
Hovedretten blev serveret og der blev skænket rødvin i glassene. De spiste et par mundfulde i tavshed, så så Ole op.
- Fortæl mig om den vordene brudgom!
Debbie tyggede af munden og tørrede sig med sin serviet. – Du mener, ”hvad er du oppe imod”? Hun så humoristisk på ham.
Ole så lige ind i hendes sjæl.
- Elsker du ham?
Debbie tøvede og hendes øjne flakkede rundt.
- Aha, sagde Ole, i hvert fald ikke ubetinget! Har jeg ret?
- Nu skal du ikke drage forhastede konklusioner, svarede Debbie, - jeg tænker.
- Det ser jeg, sagde Ole. Men du tænker for længe...
Debbie sukkede. – Det er svært. Jeg har kendt ham så længe, jeg er ikke forelsket i ham ... mere. Hun tav. – Jeg tror aldrig, jeg har været forelsket i ham, det er mere sådan trygt og praktisk.
Debbie mærkede stoffet fra Oles bukser mod sine nylonstrømpebeklædte ben, da han flettede ben med hende under bordet. Hun så ind i de blå, blå øjne.
- Er trygt og praktisk nok? Ole så kærligt på hende og tog hendes hånd tværs over bordet.
Debbie sank lidt sammen i stolen. – Det er jo det, jeg ikke ved, svarede hun.
Ole kærtegnede hendes hånd med sin.
- Hvad nu, hvis jeg påstår, at du godt ved, det ikke er nok....
Debbie lukkede øjnene, men Ole fortsatte; - Du er så fuld af liv og kreativitet ... du fortjener mere end ”praktisk og trygt”!

Debbie åbnede øjnene og smilte.
- Det er bestemt heller ikke de to følelser du giver mig ...
De så hinanden ind i øjnene og lo.
Efter desserten blev de alle vist ind i det tilstødende lokale, hvor der var dækket små borde med kaffe, småkager og cognag. Et band spillede op til dans i enden af lokalet og inden længe, befandt Debbie sig ude på dansegulvet i Oles arme.

Hun kunne ikke mindes, at noget nogensinde havde føltes så rigtigt som fornemmelsen af hans krop mod sin. Hun vidste, at hun burde have den sorteste samvittighed, men det havde hun ikke. Dette var ikke noget, hun havde planlagt; det var uundgåeligt. Da Ole kyssede hende lidt senere, som hun aldrig var blevet kysset før, vidste hun, at hun var godt på vej til at være utro mod Svend en måned før deres bryllup, men der var intet hun kunne stille op for at stoppe det, medmindre hun skulle være utro mod sine egne følelser og behov.
*
Debbie tog beslutningen på vej hjem i flyet. Ole var ikke bare en banal affære på et kursus. Det var kærlighed! De havde oplevet de smukkeste nætter sammen, og hun ville huske dem altid.

Hun sukkede og tørrede en tåre bort, der løb ned over hendes kind. Nu skulle hun hjem og videre med sit liv. Alting handlede ikke kun om hende. Der var hensyn at tage. Hun kunne ikke skubbe Svend tilside her en måned før deres bryllup, blot fordi hun havde forelsket sig. Hun ville ikke såre ham. Hendes forældre havde inviteret 80 bryllupsgæster og lejet den smukkeste kro lige ned til vandet. Invitationerne var sendt afsted. Folk havde købt bryllupsgaver, og hendes mormor var næsten færdig med brudekjolen. Der var ingen vej tilbage. Hun giftede sig med Svend som planlagt!
*
Den første formiddag tilbage på jobbet i stormagasinet hjalp Debbie med at få lidt jordforbindelse tilbage. Der var rygende travlt og ikke tid til at drømme. Efter frokost var hun til personalemøde og gav et referat af kurset til de andre dekoratører.

Da dagen var slut hentede hun sin jakke i garderoben og netop, da hun skulle til at gå, kaldte chefen på hende.

- Debbie, der er et brev til dig her! Han rakte det frem mod hende og fortsatte; - Jeg tror du sætter pris på, at jeg ikke delte det ud til mødet. Hvis jeg var dig, ville jeg nok være lidt mere diskret i betragtning af, at du skal giftes snart. Han blinkede godmodigt til hende og gik.

Debbie mærkede rødmen i kinderne, da hun så konvolutten. ”Til den smukkeste pige i Jylland” stod der og ved siden af var der tegnet de rødeste læber, der skulle gøre det ud for et kys, med en fed rød tusch.
Hun flåede konvolutten op og trak et stykke rosa karton ud. ”Jeg elsker dig” stod der, ”Din Ole”.
Hun følte længslen efter hans arme som en fysisk smerte, men hun tvang tankerne om ham bort, mens hun kørte hjem til Svend.
*
Den følgende uge lå der et langt brev til hende hver dag på hendes arbejdsplads. Ole fyldte hendes hoved med drømme om deres ”fælles fremtid”, som den kunne se ud, hvis hun ville det. Hun fik ikke fred. Den sidste dag før weekenden blev hun kaldt til telefonen over højtaleren. Det var sjældent, at nogen ringede til hende, mens hun var på arbejde.
- Det er Debbie, sagde hun forpustet, da hun nåede telefonen.
- Det er Ole!
Hun sank og rømmede sig.
- Du må ikke tro, jeg forsøger at gøre livet besværligt for dig, men jeg kan ikke bare slippe dig ... du var ikke bare en tilfældig affære for mig ... og jeg ved, at det var jeg heller ikke for dig?
Debbie rømmede sig igen.

- Det er rigtigt Ole. Du er ikke alene om at føle, som du føler, men jeg kan ikke aflyse mit bryllup, det er for sent ... jeg kan ikke gøre det mod Svend og jeg kan ikke gøre det mod mine forældre ... du er nødt til at lade mig gå!
Debbie mærkede tårerne i øjnene, og hun snøftede. Hun ville ikke stå og tude på sin arbejdplads.
- Debbie, hviskede han, - jeg vil ikke gøre dig ked af det, jeg må bare fortælle dig, at jeg elsker dig ... og at du ser fuldstændig uimodståelig ud i din hvide dekorationsskjorte ...
Debbie kiggede sig forundret omkring.
- Se til venstre!
Debbie så til venstre mod udgangen. Hun smilte og rystede på hovedet.
- Åh, Ole, hvad laver du her?
- Tja, lige nu står jeg i en telefonboks og ringer til dig ... og om en times tid sidder jeg og venter i en blå udlejningsbil på parkeringspladsen udenfor ... på en pige, som måske forbarmer sig lidt over mig og kommer og sætter sig ind ved siden af, så vi kan køre ud og få en bid mad og bare være lidt.
Debbie følte sit hjerte pumpe hurtigere og hurtigere.
- Jeg kommer, svarede hun og lagde røret på.
*
De kunne ikke holde hænderne for sig selv. De måtte røre og kysse og klemme og Debbies tårer flød, som var det en vandhane, der blev lukket op for.

- Kør, snøftede hun, - bare væk herfra.
- Yes, svarede Ole og kørte ned mod vandet og ud af byen. Han holdt foran et motel og steg ud og åbnede døren for hende.
- Hvis vi skal have noget at spise, så må det blive ”roomservice”, jeg tør ikke sidde derinde og spise sammen med dig, sagde Debbie.
Ole rakte hende nøglerne til værelset og gik alene hen til receptionen.
De spiste rejemadder og drak champagne i sengen på værelset, og de talte og talte, som var det deres sidste nat i denne verden.

- Når jeg tager herfra, så kan vi ikke ses mere ... det ved du godt, ik’? Debbie så indtrængende på Ole. – Der er mindre end tre uger til mit bryllup.
Han legede med hendes hår. – Jeg hører, du siger det, men jeg ved ikke om jeg rigtig ved det, sagde han stille. – Kan du blive her i nat?

Debbie nikkede. – Svend er væk indtil søndag aften, han er på fodboldtur med kammeraterne.
Ole trak hende ind til sig og holdt om hende, som var hun et lille barn, han ville beskytte.
*
Debbie kæmpede hårdt for at få Ole ud af tankerne de næste par uger. Hun gik rundt som en zombie og lignede slet ikke en ung pige, der skulle giftes om godt og vel en uge.
Om fredagen, en uge før hendes bryllup, ringede præsten, der skulle vie dem, til hende på hendes arbejde.
- Kender du en Ole Danielsen?

Debbie blev ør i hovedet og svarede først ; - Nej.
- Han er fra København, sagde præsten.
- Jo, vent lidt, sagde Debbie, - Jeg tror vi har været på kursus sammen.
- Det stemmer, sagde præsten, - I har været på et ugekursus i Spanien for nylig.
Debbie følte sin hals snøre sig sammen og mærkede tusinde sommerfugle baske rundt i sin mave. – Hvad drejer det sig om? Spurgte hun.

- Det er ikke noget, vi kan drøfte i telefonen, sagde præsten, - Kan du kigge forbi på vejen hjem?
Debbie sad ved præstens skrivebord og så på brevet, som præsten holdt mellem hænderne.
- Denne Ole Danielsen, han skriver, at han elsker dig og at han ved, du elsker ham og derfor kan du ikke gifte dig med Svend. Præsten så spørgende på hende op over brillekanten.

Det suste for Debbies ører. Nu havde hun chancen, men hun hørte sig selv svare helt monotont; - Manden må jo være sindsyg, jeg ved ikke, hvor han har det fra.
- Betyder det at brylluppet bliver holdt som planlagt, spurgte præsten.
- Naturligvis, svarede Debbie bestemt.
*
Debbie cyklede langsomt langs vandet. Hun havde ikke lyst til at køre hjem lige nu. Alt var kaos indeni. Hvorfor havde hun løjet for præsten? Hvorfor var det så svært at følge sit hjerte. Ligegyldig hvad hun gjorde nu, så kom hun til at såre. Hun sukkede. Ole ville komme over det. Det var trods alt ”kun” en forelskelse, mere havde de ikke nået.

Hun passerede havnen og steg af cyklen. Der duftede af tang og tjære. Hun trak cyklen ned til bænkene, hvor fiskerne sad og drak øl.

- Hej Debbie! Kom og få en pils med. En rund, fuldskægget mand trak en øl op og rakte hende.
- Tak, svarede Debbie og tog imod den. Hun satte sig på bænken og småsnakkede med fiskerne, som hun havde gjort mange gange før. Hun elskede stemningen på havnen og duften af saltvand.
*
Da Debbie nåede hjem, var klokken langt over otte om aftenen. Hun var normalt hjemme ved 17-tiden om fredagen. Hun smækkede hoveddøren i og råbte; ”Hej, jeg er hjemme”.
Svend sad i køkkenet og lignede en tordensky.

- Hvor har du været henne, og hvorfor har du ikke lavet mad endnu?
Debbie så undrende på ham, som om hun så ham for første gang.
- Hvorfor har du ikke selv lavet mad, når jeg ikke var kommet?
- Det forventer jeg, at min kone gør fremover, når jeg kommer fra arbejde, svarede Svend rasende. – Hvor har du været?

Debbie stod helt rådvild et øjeblik, så sukkede hun; - Jeg har såmænd bare siddet på fiskerihavnen og drukket et par øl med fiskerne.

Svend måbede, så råbte han; - Min kone skal ikke sidde sammen med fiskerne og drikke øl! Har du forstået det?

Debbie følte en underlig iskold ro i maven. Hun trak vejret dybt, inden hun svarede.
- Det har jeg netop forstået, langt om længe. Derfor pakker jeg mit tøj nu og cykler hjem til mine forældre og fortæller dem, at der ikke bliver noget bryllup i næste uge ... og du kan jo så tage bilen og køre hjem til dine forældre og fortælle det samme.
*
Debbies mor holdt om Debbie, der stortudende fortalte, hvad der var sket.
- Jeg er så ked af det mor, når I nu har arrangeret brylluppet og sådan...
- Det skal du ikke tænke på, svarede hendes mor. Det ægteskab havde ikke holdt længe alligevel, I er alt for forskellige. Jeg havde højst givet det et års tid.

- Hvad? Debbie tørrede øjnene og så vantro på sin mor.
- Det er sandt, min ven.
Debbie følte sig så lettet, så hun smilte gennem tårerne. – Tak, mor!
Hendes mor strøg hende over håret.

- Vi kan sansynligvis ikke nå at aflyse middagen på kroen ... men i stedet for bryllup kan vi jo holde en kombineret familie- og firmafest. Det er faktisk i år, at din far og jeg har haft købmandsbutik i 30 år ...
Debbie gav sin mor et knus. – Jeg kender simpelthen ikke nogen som dig, sagde hun.
- Alt det praktiske kan vi ordne i morgen, svarede Debbies mor. - Nu går jeg op og finder noget sengetøj til dig, men du må lige love mig, ”at gå lidt stille med dørerne” angående din forelskelse. Lad der gå lidt tid, før du lader nyheden sive ...

- Selvfølgelig mor, det havde jeg sådan set også tænkt mig.
Debbie løftede telefonrøret, netop som hendes mor var på vej op ad trappen. Hendes hjerte hamrede, mens hun tastede Oles nummer. Så hørte hun sin mor råbe ovenfra; – Derfor er der jo ikke noget, der forhindrer dig i at ringe ... jeg er sikker på, der er en Københavner, der sover bedre i nat, hvis du lige siger godnat!

Debbie smilede, og hørte Oles sige sit navn i den anden ende af røret.
- Du vandt, sagde hun stille.
***
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Februar 2007
Solkysten - Februar 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga