“Vi vil bygge en kirke som får kommende slægter til at tænke: De må have været gale!” Overleveringen vil vide, at med disse ord meddeltes beslutningen om at opføre en katedral uden lige i verden.

Året var 1401, og måske er der grund til at tvivle på at et medlem af datidens domkapitel i Sevilla virkelig har formuleret sig i de vendinger. Pyt med det. Anekdoten overlever fordi den dækker følelserne i de stolte gejstlige. Halvandet århundrede efter at have generobret Sevilla fra muslimerne skulle den gamle tro atter triumfere over byens tage.
Gotikken sang på sidste vers, men aldrig havde sangen lydt så højt som i de nye kirkeskibe der skød op af Sevillas jord. Spidsbuer og spir strakte sig som sitrende flammer mod himlen, højere og højere i den gamle stilarts sidste opblussen.

Det var ren ånd, ren intuition som drev værket opad, længe inden ingeniørerne havde overtaget de indviklede beregninger. I 1511 gjorde middelaldermestrene klar til at fejre deres endelige sejr over tyngdekraften, da den centrale kuppel styrtede ned fra 38 meters højde. Det modificerede byggeri stod først færdigt nogle år senere. Konstruktørernes navne viser at hele Europa ydede sit bidrag: Mester Simon af Köln, Lorenzo Mercadante af Bretagne, Carlos af Bruxelles og Arnao af Flandern var nogle af de mange som skrev sig ind i Sevillas historie.

Som byggeriet skred frem, blev den gamle moske på stedet revet ned. Kun minareten blev fundet bevaringsværdig som fremtidigt kirketårn. I den nuværende appelsin-patio ved tårnets fod genkender man desuden moskeens sahn, gården hvor de troende tvættede sig i brøndens vand.

Moskeen var enorm, og domkapitellet drog omsorg for at katedralen blev en smule mere enorm. Dens 23.500 kvm. rummer uvurderlige skatte, men en af de mest kuriøse er en glasmontre med en erklæring fra redaktionen af Guinness’ rekordbog. Det bekræftes at bygningen er verdens største katolske katedral.

Det havde nok behaget den gamle domherre, som drømte om at blive husket som gal. Så skidt med at dokumentet er lidt snyd. Sevillas katedral er kun verdens tredjestørste kirkebygning. Peterskirken i Rom og St Paul’s Cathedral i London er begge større, men førstnævnte er en basilika, og sidstnævnte hører til den anglikanske kirke.
Desuden er de jo begge fra en senere tidsalder.

Overvældende
og uoverskuelig
Hvor starter man besøget i Sevillas katedral? Svaret er: i kiosken! Uden en guide er den besøgende helt fortabt i det vældige bygningsværk, som bl.a. rummer 30 kapeller – små kirker i kirken – og en malerisamling som anses for Spaniens tredjevigtigste.
Monstransen, det liturgiske gemme til nadverbrødet, opbevares imellem ti tons sølvtøj. Højalteret på 400 kvm. er verdens største. Tilføjelsen “verdens største” kan Sevillas gæster lige så godt vænne sig til først som sidst. Byens indbyggere er muligvis lidt forfaldne til overdrivelser, men ofte har de også ret.

Mange dokumenter fra katedralens barndom gik tabt i en brand, men meget tyder på at byggeriet af de fem hovedskibe først kom i gang i 1433. Forinden var mester Carlín tyvstartet med nogle sidekapeller, og folk som foretrækker at gå kronologisk frem kan begive sig direkte til “Capilla de San Laureano”. De må selv forsøge at gætte hvilken sten bag gitteret der er katedralens grundsten.

Ud for “Capilla de la Virgen de la Antigua” er det også værd at stoppe op. I den gamle moske var det mihrab, modstykket til det kristne højalter. Da de kristne gik i gang med at rive mihrab’en ned, stødte de på en indemuret statue af Jomfru Marie. Forklaringen på det tilsyneladende mirakel er at moskeens konstruktører havde bygget på resterne af en oldkristen basilika. Flere af katedralens ærkebisper er stedt til hvile i dette kapel.

En af katedralens store kunstskatte er skulptøren Juan Martínez Montañes’ korsfæstede Kristus fra 1603. Den ses i “Capilla de San Andrés”. Træfiguren er forvarsel om den tekniske perfektion som de andalusiske mestre nåede i den tilstødende barok. Hvem har stået model? Det vides ikke, men mange kunstnere hentede inspiration i lighuset. Nogle af de lidende Kristus-figurer, som bæres i påskeprocession gennem Andalusiens gader, er sandsynligvis værtshusbøller der endte deres liv med en kniv i maven.

I “Sala Capitular” (Kapitelsalen) mødtes domherrerne for at drøfte katedralens anliggender. Højttaleranlæggene var endnu ikke opfundet, og de var overflødige. Dagens gæster kan selv eksperimentere med den perfekte akustik. Uanset hvor en person anbringer sig, selv med ryggen til, lyder stemmen klart i salens anden ende.

Alt er forfinet i disse omgivelser. Under det høje ovale loft hænger en dejlig Jomfru Marie af Murillo. Da franske kunsttyve under napoleonskrigene havde fået hende ned på gulvet, opgav de at stjæle hende med hjem. Hendes former var pludselig hæsligt vanskabte, for Murillo havde fortegnet alle proportioner så hun kun kommer til sin ret i Kapitelsalen - den første af Europas berømte ovale renæssance-konstruktioner.

Katedraler bliver aldrig færdige. Nye generationer byggede videre i mange stilarter inden i den gotiske bygning. Et af de relativt nye monumenter er Columbus’ gravmæle fra 1898. Om sarkofagens knogler virkelig tilhørte den store opdagelsesrejsende er dog tvivlsomt, for der er flyttet meget rundt med dem i tidens løb. En analyse af det genetiske materiale vil måske snart skaffe klarhed over spørgsmålet.

Når besøget er færdigt, så sørg for at komme ud inden næste jordskælv.

Loftet i det centrale kirkeskib er flere gange faldet ned, sidst i 1888. Det gamle problem i katedralens barndom blev aldrig løst tilfredsstillende. I hundredeåret for den sidste nedstyrtning fandt man nye revner i nogle piller, som nu er snøret inde i solide trækorsetter.
Ved hjælp af sensorer beregner ingeniørerne belastningerne som de udsættes for. Løsningen er måske at tømme de hule piller for deres indhold af grus og sten, og derpå fylde dem igen med beton. Inden man sætter så risikabel en operation i værk skal alle konsekvenser overvejes.

Berbisk invasion
Med nutidens syn på den slags er det måske synd at den gamle moske blev revet ned. Med sine 23.000 kvm. under tag var den vestens største, endnu større end kaliffernes i Córdoba. Domkapitellet i Sevilla anførte som undskyldning at moskeen var meget forfalden. Men det er også muligt dens konstruktører mindedes med mindre glæde end nabobyens tolerante kaliffer af Omajjadernes dynasti.

Da kalifatet i Córdoba gik i opløsning i starten af 1000-tallet, var det starten på enden for muslimernes al-Andalus. Deres rige splittedes i små uafhængige fyrstedømmer. På et tidspunkt var der 30 af disse såkaldte taifa’er, som både krigedes med de kristne og med hinanden. Politisk var al-Andalus alvorligt svækket, selvom de største taifa’er i kulturel henseende kappedes om at leve op til glansen fra kaliffens hof.

Specielt Sevilla kom på mange områder ind i en blomstringsperiode efter at have fortrængt Córdoba som Andalusiens førende stad. Men i 1086 og senere i 1090 var Sevillas fyrste Mutamid så trængt af de kristne kongeriger at han ikke havde andet valg end at bede trosfællerne i Nordafrika om hjælp. Almoraviderne satte i to omgange over Gibraltarstrædet med en hjælpehær, og i 1090 blev de i Andalusien.

Det var enden på den tradition for religiøs tolerance som Omajjaderne havde praktiseret siden den første muslimske invasion i 711. Omajjaderne var arabiske prinser, og almoraviderne berbiske kameldrivere. Hvad de savnede i kulturel forfinelse blev opvejet af en religiøs fanatisme som den man finder hos nutidens fundamentalister. Den vanskelige sameksistens mellem muslimer, kristne og jøder gik definitivt tabt på denne tid.

I anden halvdel af 1100-tallet overtog en ny berbisk stamme kontrollen med situationen. Det var almohaderne, som også havde fortrængt almoraviderne i Nordafrika. Almohadernes indvandring blev startskuddet på en endnu mere brutal undertrykkelse af anderledestænkende, men til gengæld sikrede de uspolerede ørkenkrigere det muslimske al-Andalus en ny frist over for de kristne generobrere. Først den 22. december 1248 erobrede Fernando III af Castilla-León Sevilla tilbage fra muslimerne.

De forudgående årtier satte almohaderne et afgørende præg på byen med vigtige bygningsværker, bl.a. den store moske som senere måtte vige for katedralen.

Almohadernes byggekunst står i kontrast til deres øvrige eftermæle. Sevillas to officielle vartegn, “Torre de Oro” (Guldtårnet) samt “La Giralda” (katedralens tårn) er begge børn af almohadernes kortvarige imperium.

La Giraldas fortryllelse
Selv en relativ ufølsom sjæl som Fernando III var ikke blind for La Giraldas arkitektoniske værdier. Dengang hed tårnet ikke La Giralda, men var slet og ret minareten i den store moske. Under Fernandos belejring havde almohaderne planer om at rive minareten ned for at den ikke skulle falde i de vantros hænder. Fernando sendte besked ind i byen at det kunne de godt glemme igen, under trussel om dødsstraf. Efter erobringen red han på hest op i tårnet for at få overblik over den by, som nu var hans.

Tårnet havde ramper for at gøre livet lettere for imanen, der tog æslet når han fem gange om dagen skulle kalde til bøn fra toppen.

Turisterne, som hverken har hest eller æsel, må bruge benene på alle 34 ramper. Til gengæld er der nu mini-museer på vejen, hvor de kan hvile ud og få pusten.

Tårnets konstruktion startede i 1184 og sluttede 14 år senere. Arkitekten Ahmad ben Basso gik grundigt til værks med et fundament af stenblokke som går 15 meter ned i undergrunden. Det er i virkeligheden alt for meget, for så snart arbejdet nåede op over jorden, slap stenblokkene op. En ny arkitekt Ali al-Gomani gjorde tårnet færdigt med billige mursten. Derved skabte han som følge af et sparekrav den stil, alle nu genkender som almohadernes. Ali al-Gomani brugte også murstenen til at dekorere tårnet med dets smukke, geometriske figurer.

Under minaretens strenge blik voksede den ny katedral op på moskeens plads. De kristne byggede i modsætning til muhamedanerne i højden, og da katedralen stod færdig, virkede tårnet noget ude af proportion med det øvrige byggeri. I 1568 blev det derfor forlænget med et nyt renæssance-spir, der øverst krones af en sejrsgudinde.

Vejrhane på to ton
Det er bemærkelsesværdigt at så forskellige stilarter lod sig forene i fuldstændig harmoni. Arkitekten Hernán Ruíz havde en heldig hånd med den slags. Det var også ham som byggede minikatedralen midt i Córdobas moske, hvor muslimernes vandrette og de kristnes lodrette arkitektur støder sammen uden at det ødelægger helhedsindtrykket.

Sevillas nye kirketårn stod desuden i gæld til maleren Luis de Vargas og skulptøren Juan Bautista Vázquez “den ældre”. De var kunstnerne bag spirets berømte sejrsgudinde. Men i den forbindelse påtog kanonstøberen Bartolomé Morel sig sandsynligvis den vanskeligste opgave. Den to ton tunge bronzestatue skulle fungere som vejrhane, og Morel løste det finmekaniske præcisionsarbejde mesterligt. Først 429 år senere (i 1997) blev det nødvendigt at tage sejrsgudinden ned til et serviceeftersyn, fordi hun var holdt op med at dreje for vinden. Uden den moderne forurening havde den indre mekanisme formodentlig kunne holde i mange år endnu.

I folkemunde kom sejrsgudinden til at hedde La Giralda (“hende som drejer”). Senere blev hun omdøbt til diminutivet El Giraldillo, da man begyndte at anvende det oprindelige navn på hele tårnet.

Siden 1997 er det faktisk ikke El Giraldillo, som drejer øverst på tårnet. Det er en kopi. I Sevilla er det et hedt debatemne om den ægte Giraldillo atter bør op over byens tage, eller om originalen efter restaurering skal føjes til samlingerne i katedralens kunstmuseum.
Af bevaringsmæssige hensyn er det sidste vel den fornuftigste løsning, men debatten viser hvor nært knyttet sevillanerne er til deres by og dens historie.

Byplanvedtægten fastsætter at ingen må bygge højere end La Giraldas 97 meter. Det applauderes af arkitekten Miguel de Oriol, som har lagt navn til nogle af Madrids smukkeste skyskrabere. “Den bedste skyskraber jeg kender er La Giralda,” siger han.
Sevilla er blevet større, men fra toppen af La Giralda har nutidens turist samme overblik som Fernando III for 756 år siden.

Vikinger gav stødet
Overfor katedralen ligger kongeborgen Reales Alcázares, som er det første Fernandos blik har søgt.

Den var på en måde blevet til på dansk initiativ, eller muligvis norsk. Forskerne er ikke enige om hvem der har “æren”, men i 844 stod en vikingeflåde på 80 skibe op af Guadalquivir-floden, hvor de 3000 krigere kom helt bag på det uforberedte Sevilla. Byen blev grundigt plyndret inden byens herre (dengang kaliffen i Córdoba) kom til undsætning med sin hær og besejrede normannerne. En stor del af byen var da blevet ødelagt, og på en brandtomt anlagde man et halvt århundrede senere en ny regeringsbygning, beretter den gamle arabiske kronikør Ibn al Quttiya. Denne bygning blev kernen til Reales Alcázares, hvor Fernando allerede havde besluttet at flytte ind med sit hof.

Trods alderen er Reales Alcázares langtfra et arkæologisk monument. Paladset er residens for Spaniens kongepar under dets besøg i Sevilla, og har dermed status som Europas ældste beboede kongepalads. Det fremtræder så velholdt som ved indvielsen i 914, men skiftende herskere har bygget om og til i mange stilarter uden at sætte den mauriske charme over styr. Paladsets smukke haver ligger som oaser hvor byens larm næppe trænger ind over de høje mure.

Guldtårnets gyldne tid
Fernandos blik er gledet videre til “Torre de Oro”, almohadernes Guldtårn, som var et fremskudt forsvarsværk ved flodbredden. Tårnet havde dengang gyldne fliser på toppen, og i solskinnet tiltrak det blikket på mange kilometers afstand.

Hvis Fernando havde besiddet profetiske evner, kunne han se en ny berettigelse for tårnets navn. Flere århundreder senere blev Guldtårnet opbevaringssted for skattene som tungtlastede galeoner bragte til Spanien fra de nye kolonier i Amerika. Benovede borgere fik adgang til tårnet for at beundre Inkakongens stjålne guld inden det formøbledes i kampen mod det protestantiske Europa.

En god del af guldet blev selvfølgelig liggende i Sevilla. I det 16. århundrede havde byen monopol på handlen med Amerika, og fra den tid stammer mange store paladser og handelshuse. Et af sidstnævnte er det nuværende “Archivo de Indias”, hvor historikerne stadig gør nye fund i de gamle opdagelsesrejsendes originalmanuskripter og kort.

Guldtårnet rummer i dag et marinemuseum. Det er en rodebutik, men ganske interessant.

På floden er galeonerne erstattet af udflugtsbåde og kajakker. En ny bydel er vokset op på den anden side af floden, så denne nu deler byen i to.

Byen befinder sig atter i en af historiens store opgangsperioder, skønt den vanskeligt kommer til at sætte lige så varige minder som fortidens domherrer og imperiebyggere.

pod

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---