
Benamocarra.
Byfester med særkende
Skrevet af Solkysten
Mange af Málaga provinsens byer tager hul på efteråret i festligt humør.Landsbyen Jubrique (45 minutter fra Estepona) fejrer fra den 1. til 4. oktober Feria y Fiesta til ære for San Francisco de Asís. Den har sit særkende, for indbyggerne fore-trækker den folkelig underholdning frem for de religiøse højtideligheder. Lørdag aften ristes kastanjer på kirkepladsen og der er maratondans til levende musik. Dansen afsluttes med en traditionel afbrænding af papmaché- og gipstyre. Søndag og mandag formiddag er der mulighed for at deltage i en konkurrence i lerdueskydning, og søndag eftermiddag organiseret et originalt væddeløb med vildsvin på byens atletikstadion.
Rådhuset, telefon 952 152 250
Fuengirola holder fra onsdag den 6. til tirsdag den 12. oktober den store byfest Feria del Rosario. Syv dage i træk er feriapladsen mødested for byens indbyggere og flere tusinde forbipasserende, som hygger sig i foreningslokalerne og opstillede udskæningssteder. Der er et utal af mekaniske forlystelser og lotterier med flotte præmier. Byfesten byder ligeledes på en højtidelig procession med jomfrufiguren Virgen del Rosario, et rytteroptog og et kalveløb gennem byens gader. (Ruten ændres i år på grund af vejarbejde). Adskillige artister optræder på en overdækket scene ved Palacio de la Paz.
Turistkontor, tel. 952 467 457
www.fuengirola.org
Flere byer har torsdag den 7. oktober optog til ære for skytshelgen Virgen del Rosario. Indbyggerne bærer jomfrufiguren gennem gaderne og deltager med entusiasme i den efterfølgende folkefest.
I Casarabonela (30 minutter fra Málaga) kører indbyggerne figuren på en oksetrukken kærre fra Plaza de Casarabonela til landstedet Huerto Martínez uden for byen. Optoget føres an af byorkesteret, og om eftermiddagen fortsætter festlighederne med en skovtur ude på landet.
Rådhuset, telefon 952 456 561.
Indbyggerne i Benahavís (30 minutter fra Marbella) har torsdag formiddag en procession fra sognekirken til et kapel udenfor byen. Deltagerne går i optog med hestetrukne vogne og medbringer madkurve til den efterfølgende skovtur i bjergene.
Rådhuset, telefon 952 855 025.
Alcaucín (60 minutter fra Vélez-Málaga) har den 7. oktober Feria Chica (Den lille byfest). Den er indbyggernes hyldest til jomfrufiguren Virgen del Rosario, men de religiøse undertoner er med tiden erstattet af festlig samvær, der fortsætter til langt ud på natten.
Rådhuset, telefon 952 510 002.
Sayalonga (30 minutter fra Vélez-Málaga) har torsdag den 7. oktober et enestående optog med jomfrufiguren. Indbyggerne bærer tronen fra sognekirken til et udtørret flodleje i udkanten af byen. Tronen dekoreres med friskplukkede blomster, hvorefter deltagerne holder en gigantisk skovtur med paella og grillede sardiner. Efterfølgende synges og danses sevillanas til langt ud på natten.
Turistkontor, tel. 952 535 206.
Ojén (15 minutter fra Marbella) holder fra den 8. til 12. oktober byfest for at hylde byens skytshelgen San Dionisio de Areopagita. Den starter fredag eftermiddag med en gudstjeneste i sognekirken, der er dekoreret med blomsterkranse, og et optog med skytshelgenen gennem gaderne. De følgende dage byder på forskellige former for folkelig underholdning. Da byen ikke har en feriaplads foregår det hele i de smalle gader. Hver aften er der dans på kirkepladsen og der serveres tapas i byens barer.
Rådhuset, telefon 952 881 003.
Øst for Málaga holder Nerja byfest fra den 8. til 12. oktober. Indbyggerne hylder de to skytshelgener Virgen de las Angustias og San Miguel Arcángel og har processioner med de to figurer den 10. og 12. oktober. Byfesten byder også på optræden med kendte artister, flamencofestival og idrætsstævner. Festlighederne kulminer den 12. oktober med en hyldest til militærets (Guardia Civils) skytshelgen Virgen del Pilar.
Turistkontor, tel. 952 521 531.
San Pedro de Alcántara har fra søndag den 17. til lørdag den 23. oktober årets byfest til ære for byens skytshelgen San Pedro, hvis trone bæres rundt tirsdag den 19. oktober. Byfesten indledes søndag aften med en åbningstale (pregón) af den kendte skuespillerinde og studievært Laura Valenzuela. De følgende dage hygger de spanske og udenlandske indbyggere sig fra tidlig morgen til langt ud på natten. I dagtimerne mødes deltagerne midt i byen, hvor pladser og gader er dekoreret med guirlander og kulørte lamper. Om aftenen fortsætter festlighederne på feriapladsen, der byder på optræden med kendte artister.
Turistkontor, tel. 952 771 442
www.marbella.es
Benamocarra (45 minutter fra Vélez-Málaga) har fra den 22. til 24. oktober byfest til ære for skytshelgen Santo Cristo de la Salud. Festen starter fredag eftermiddag, og om aftenen åbnes kommunens foreningslokale, hvor der er optræden med lokale artister. Dagen efter fortsætter festlighederne med bl.a. et hestevæddeløb, en udstilling af udstoppede brevduer og underholdning for de yngste på Plaza del Calvario. Festlighederne kulminerer søndag den 24. oktober med en gudstjeneste og et religiøst optog.
Rådhuset, telefon 952 509 534.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2004
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2004
