En español, por favor
Skrevet af Solkysten
Solkysten - September 2004
Fuengirola kommune har siden juni haft en lokal vedtægt der siger at annoncering på offentlig vej skal foregå på spansk. Teksten må gerne gentages på et eller flere fremmedsprog, men spansk er obligatorisk, og det skal stå først.

Bag det aner man spaniernes irritation over at føle sig som udlændinge i deres eget land. Det er også dårlig service over for den indenlandske turisme som faktisk er lige så vigtig som den udenlandske. Så nu sender kommunen brev til 469 forretninger for at informere om reglerne på området. Foreløbig er det specielt restaurationsbranchens reklameskilte med de mange udenlandske menuer som er i søgelyset.

Nyeden har fået en blandet modtagelse. “Jeg har ikke i sinde at ændre skiltene. 90 pct. af mine kunder er englændere. Desuden er jeg ikke interesseret i spanske kunder, for de hænger tre timer over en kaffe og drikker ikke megen alkohol,” fortalte en usædvanlig aggressiv engelsk bar-ejer i dagbladet El País.

Holdninger som denne er heldigvis ikke udbredte blandt skandinaver. I modsætning til de store nationer ved vi udmærket, vores egne sprog ikke er nok til at klare sig andre steder i verden. Til gengæld ønsker vi at beskytte dem derhjemme. Det gør det nemmere at føle sympati for holdningen i Fuengirola, en lille turistkommune som også er besluttet på at bevare sin nationale identitet.

Den ansvarlige rådmand, Ángela Belmonte (PP), foretrækker i første omgang at overtale byens restauratører med en informationskampagne. Er det ikke nok, har hun mulighed for at idømme bøder på 60 op til 450 euro. I sidste instans kan hun inddrage restauranternes tilladelse til at anbringe borde og stole på fortovet. Den tilladelse afhænger - ligesom skiltningen på offentlig vej – af kommunen.

Pudsigt nok har hun ingen mulighed for at regulere hvad der sker efter at kunden har sat sig til bordet. Så efter at have tiltrukket den spanske kunde med et spansk reklameskilt, er der intet til hinder for at tage modet fra ham med et menukort på engelsk – eller serbokroatisk.
Men hvorfor?

Årets buket
Hvem har fortjent Årets Buket?
Det kan være en kendt person eller en af hverdagens anonyme skikkelser. Det kan også være en forening. Eneste krav er at vedkommende har ydet en indsats til gavn for den danske koloni på Costa del Sol. Månedsmagasinet Solkystens nye ærespris uddeles første gang til december, og vi beder alle læserne om forslag til egnede kandidater.

Der er kun én buket, men sandsynligvis flere værdige vindere som alle kan lære os noget. Og ideen med Årets Buket er først og fremmest at denne inspiration ikke går til spilde.

Begrundede forslag sendes til:
Solkysten (Årets Buket)
Edif. Tres Coronas A-103
Avda. Clemente Díaz Ruiz, 4
29640 Fuengirola (Málaga)
Alle forslag som deltager i “finalerunden” belønnes med en beskeden vingave. (Hvis flere har indstillet den samme, trækkes der lod).
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2004