Meddelelsen om Francos død kom ikke som et chok for det spanske folk. Man havde levet de sidste mange uger med meddelelser om hans tilstand hver time på dagen, og alligevel var det næsten utroligt at han ikke længere var blandt de levende, og mange var ikke helt sikre på, at han ikke dukkede op igen.

Myndighederne havde været forberedt på eventuelle gadeoptøjer, men det blev der ikke tale om. Folk tog den nye tingenes tilstand stilfærdigt og roligt. Der var ikke megen trafik på gaderne, alle fulgte begivenhedernes gang gennem TV og radio. Der blev erklæret landesorg i 30 dage, alle offentlige forlystelser blev suspenderet, og i de 48 timer hvor Francos lig lå til beskuelse i Orientpaladset blev der beordret stilhed i de omkringliggende gader, der var spærret for al trafik. Alle skoler lukkede såvel som alle offentlige institutioner, radio og TV udsendte kun klassisk musik.

38 kilometer kø
På pladsen foran paladset havde i hundredvis af udenlandske pressefolk i ugevis ventet på det øjeblik, hvor de endelig kunne fortælle deres blad nyheden om Francos død.

Og nu begyndte en folkevandring for at tage afsked med den mand, der havde styret deres skæbner i de sidste næsten 40 år. I én uendelig bred strøm, der snoede sig 38 km gennem de nærliggende gader passerede folk langsomt forbi den åbne kiste med Francos lig. Mange korsede sig stilfærdigt, andre græd, nogle kom sikkert kun af nysgerrighed, men alt foregik stilfærdigt og uden optrin af nogen art.


International
deltagelse
Udlandet viste også respekt og forståelse for den store ændring, der foregik i Spanien ved Francos død. I De Forenede Nationers hovedsæde i New York afbrød generalforsamlingen sine møder med et minuts stilhed, i Tyskland flagede man på halv stang foran regeringsbygningen. I nabolandene Frankrig og Portugal talte man uafbrudt gennem TV og radio om Franco – om end ikke altid lige rosende, og verdenspressen udsendte ekstranumre med kommentarer i anledning af den usædvanlige situation i Spanien.

”Spanien ligger i Europa, er europæisk, og bør hurtigst muligt indtræde både i EF og i NATO” var de fornuftige kommentarer fra DAILY TELEGRAPH, og den store engelske hispanist, Hugh Thomas, var også meget optimistisk med hensyn til Spaniens politiske fremtid, idet han mente, at det ville være muligt at en ny demokratisk regering kunne overtage landets ledelse uden revolution eller oprør indefra.

BBC udtalte i en udsendelse, at den vestlige verden burde være Franco taknemmelig fordi han havde frelst Spanien og måske det øvrige Europa for et stalinistisk diktatur og påpegede, at selv om Franco ikke havde været en demokrat i ordets egentlige betydning, så havde han forstået at oprette et styre, som havde givet landet mulighed for i fred og ro at opnå en politisk og økonomisk fremgang som aldrig før i landets historie.

Tyskland anerkendte Francos store værk, men mente i øvrigt, at man ikke burde blande sig i landets indre anliggender.

Eisenhower udtalte i et interview i Washington, at han altid havde beundret Franco som general, men at han nu også beundrede ham som den store statsmand, han havde været.

Winston Churchill udtalte, at med Francos død var verden blevet en stor statsmand fattigere, og at han altid kun havde haft Spaniens ve og vel i tankerne og aldrig havde ladet sig påvirke af den hjælp Tyskland og Italien havde ydet ham under krigen, og at han heller ikke følte nogen uvilje mod England trods den store fjendtlighed visse venstreorienterede partier havde udvist mod ham.

Alle landes presse kom for det meste med rosende kommentarer om Franco og hans ledelse af landet gennem så lang tid, og Spanien, som i så mange år havde været lagt på is af den øvrige verden, blev nu genstand for omtale og diskussion.

Juan Carlos træder frem i rampelyset
Landet kunne ikke være uden en regering, og der blev hurtigt oprettet et foreløbigt regeringsråd, som overtog landets ledelse, og overfor hvilket Juan Carlos to dage senere skulle aflægge ed på at ville tjene fædrelandets interesser som landets nye konge.

Trods tilsyneladende ro og orden udadtil herskede der bag kulisserne både nervøsitet og usikkerhed og mange modstridende politiske kræfter forsøgte at gennemføre deres egne ideer og planer.
Måske for at der ikke skulle herske tvivl om, hvem kongetitlen virkeligt tilhørte, sendte Juan Carlos som konge sine første officielle invitationer til Francos begravelse, endnu inden han formelt var blevet proklameret konge.

Samtidig skulle der sendes invitationer ud til Juan Carlos’ proklamation som konge, og han var fuldt ud klar over, at under normale forhold ville en indbydelse til en kongekroning betyde en sammenkomst af kongelige overhoveder og præsidenter fra hele verden, og at mange afbud til begivenheden skyldtes den mistillid, man fra mange sider nærede til ham på grund af at hans udnævnelse til konge var Francos værk.. Han ville blive nødt til at kæmpe for at blive anset for at være en demokratisk konge, et mål han havde sat sig allerede fra den første dag.

En konge skal krones og en diktator begraves
At krone en konge var en begivenhed som Spanien ikke havde været ude for i mere end et halvt århundrede og den stillede store krav til de personer, der skulle stå for den ceremonielle side af festen. Når man så samtidig skulle begrave en diktator et par dage senere er det klart, at der herskede hektisk travlhed og nervøsitet overalt i officielle kredse.

Den 22. november holdt Juan Carlos sin trontale som konge i parlamentet i overværelse af dronningen og deres 3 børn, som alle var festklædte. Det var ikke nogen let opgave for ham. Fra alle sider blev hans ord nøje overvejet og kritiseret, det var en knivskarp balance mellem, hvad det gamle regime ønskede at høre, og de nye forventninger, som de liberale stillede til fremtiden. Han prøvede derfor at dele sol og vind lige ved først og fremmest at udtrykke sin respekt og taknemmelighed overfor generalisimo Franco, som med sit eksempel og sin ansvarsbevidsthed havde vist sin kærlighed til Spanien og ofret sit liv for landets ve og vel. Han undlod heller ikke at understrege, at alle var forpligtet til at kæmpe for fædrelandets høje idealer, som var indeholdt i rigets fundamentale love.

Disse sidste ord blev stærkt applauderet af de tilstedeværende fra regimet, men samtidig ønskede kongen at give de nye liberale tendenser forhåbninger om fremtiden og han lod dem forstå, at han var sig bevidst at et land som Spanien krævede nye og gennemgribende ændringer, som kun et enigt Spanien ville kunne gennemføre. Disse sidste udtalelser blev ikke modtaget med så stor begejstring af de tilstedeværende Franco-tilhængere.

Som sin første officielle handling ønskede kongen endnu en sidste gang at vise sin respekt for Franco og en halv time efter at have holdt sin tale viste hele den kongelige familie sig sørgeklædte foran Francos kiste, noget der beroligede de mest fanatiske af det gamle regime, som allerede havde forsøgt at tolke kongens ord på mange forskellige måder.

Francos bisættelse
To dage senere blev der holdt en gudstjeneste for Franco på esplanaden foran Orientpaladset med deltagelse af repræsentanter fra de forskellige officielle institutioner og udenlandske regeringers delegationer. I tusindvis strømmede også Madrids borgere til paladset mens resten fulgte begivenheden gennem TV og radio.

Efter gudstjenesten blev Francos kiste anbragt på en af militærets fladvogne, som omgivet af ryttere på sorte heste men iklædt lange hvide kapper og vajende fjerbuske langsomt kørte gennem triumfbuen til byens udkant, mens folkemængden kæmpede om en plads langs gaderne eller på broerne, som krydsede autobanen. En gang ude af byen øgedes farten for at tilbagelægge de 50 km til De Faldnes Dal, hvor hans lig blev bisat i det kæmpemausoleum han havde ladet opføre i årene efter Borgerkrigens slutning, dels til minde om de i krigen faldne og dels som sin egen begravelsesplads. Det blev delvist bygget af krigsfanger, hvoraf mange døde under de hårde arbejdsbetingelser og mangel på tilstrækkelig ernæring.

Det er et meget imponerende monument som ligger på et højdedrag, hvorfra man ser ud over et vidtstrakt landskab. Selve kirken er hugget ind i klippen, som på toppen krones af et 150 meter højt kors, som ses milevidt omkring. Inden man kommer til selve bygningen, kører man flere kilometer gennem en fyrreskov, hvor alt er tavst og stemningsfuldt. Det er som at køre ind i de dødes land.

Gennem den smukke indgangsportal kommer man gennem den lange underjordiske marmorhal frem til altret. På begge sider af hallen er der en række af flere meter høje bibelske skulpturer. Her foran altret ligger Franco begravet under en hvid, mange tons tung marmorblok, som det vil være meget vanskeligt at løfte for gravrøvere eller andet godtfolk.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---