Barcelona registrerede adskillige ulykker under prøvekørslerne.
Barcelona registrerede adskillige ulykker under prøvekørslerne.
Sporvogn på skinner
Skrevet af Solkysten
Solkysten - Oktober 2004
Vélez-Málaga bliver den første kommune i Andalusien, hvor man kan fragte sig rundt med sporvogne.

Til næste år vil banen forbinde Vélez-Málaga med forstaden Torre del Mar. Den første fase går fra den gamle togstation i Vélez-Málaga til sognekirken San Andrés i Torre del Mar med stoppesteder bl.a ved indkøbscenteret El Ingenio og Hospital Comarcal de la Axarquía. Den anden fase, som endnu ikke er udliciteret, skal efter planen forlænge sporvognsskinnerne tre kilometer i vestlig retning.

- Vélez-Málaga er inde i en rivende udvikling. Kommunen har over 60.000 indbyggere, og flere virksomheder har valgt at bruge kommunen som udgangspunkt for deres aktiviteter i den østlige del af Málaga. Befolkningstilvæksten gør det nødvendigt at forbedre de offentlige transportmidler, og sporvognen er den bedste måde at fjerne trafikpropperne, siger den socialistiske borgmester Antonio Souviron, som har taget initiativ til projektet.

Borgmesteren har fået voldsom kritik fra oppositionen, der beskylder ham for at ødsle med skatteborgernes penge og ødelægge byens arkitektur.

Antonio Souviron afviser kritikken med det argument, at projektet er finansieret 100 procent af EU’s egnsudvillingsfonde og vil bliver en rentabel forretning med mindst 600.000 passagerer om året.
Sporvognene har dog givet trafikale problemer i Bilbao, Valencia og specielt Barcelona.

I Barcelona skete der 20 ulykker under prøvekørslerne af en ny sporvognsrute og lige så mange de første tre måneder efter indvielsen. Ulykkerne skyldtes uagtsomme bilister og fodgængere, der glemte at holde tilbage, når de krydsede skinnerne.

Antonio Souviron er klar over risikoen for færdselsuheld. Kommunen har derfor begrænset antallet af overkørsler og vil dele brochurer med præventive råd ud til samtlige husstande inden indvielsen. I brochurerne fremhæves det kraftigt, at sporvognene har forkørselsret.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2004