Eksborgmester meldt for dokumentfalsk
Skrevet af Solkysten
Rincón de la Victorias tidligere borgmester, José María Gómez Muñoz, er af det nye bystyre blevet anmeldt for dokumentfalsk med henblik på at tilegne sig en ejendom på 200.000 kvm. Ejendommen, der ligger i et af kommunens fremtidige byzone-områder, skønnes at have en værdi på ni mio. euro.Historien er selv efter Costa del Sol standard lidt ud over det sædvanlige. En af kommunens ansatte beretter, hun den 5. august vendte tilbage til sit kontor efter at have spist morgenmad. Her fandt hun den tidligere borgmester i færd med at stemple en række dokumenter med datoen den 15. juni. I dokumenterne gjorde eksborgmesterens familie krav på den omtalte ejendom.
- Den forfalskede dato medførte at indsigelsesfristen mod kravet ville være udløbet, siger Rincón de la Victorias aktuelle borgmester, socialisten José Domínguez, der sammen med sin konservative viceborgmester har anmeldt sagen ved retten.
Fidusen er tilsyneladende, at den omtalte ejendom officielt savner en ejer. Det er tilfældet med mange gamle landejendomme, som ikke er indskrevet i ejendomsregisteret. Den normale procedure i den slags sager er at der finder en efterforskning sted, hvorefter en domstol træffer afgørelse om ejerskabet.
José María Gómez Muñoz – kaldet ”Pepín” – var borgmester i årene 1995 til 2002, hvor han blev ekskluderet af det konservative Partido Popular. Han er stadig byrådsmedlem, idet han ved sidste kommunevalg opstillede på sin egen liste.
”Pepín” nægter at have forfalsket dokumenter og bebuder injuriesager mod kommunens aktuelle borgmester og viceborgmesteren. Om den omstridte ejendom hævder han, den har været i hans families eje, siden hans bedstefar vandt den i et kortspil.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2004
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2004
