
Tjenerne optræder som mobilt menukort.
Kroen uden menukort
Skrevet af Solkysten
”Friturestegte blæksprutter!. Hvem vil ha’ friturestegte blæksprutter? Energiske tjenere vandrer hver søndag frokost rundt mellem bordene på den overdækkede terrasse, der hører til El Tintero Campero i Cártama og faldbyder forskellige salater, fisk eller skaldyr til de spanske og udenlandske gæster. Tjenerne præsenterer på skift 20 forskellige retter og opfordrer gæsterne til at aftage de fyldte tallerkener, som tjenerne henter i kroens lille køkken. Gæsterne rækker hånden i vejret og får maden serveret straks.
Det er en underholdende forestilling. Det kan mange af de fastboende udlændinge skrive under på. Hver søndag er Restaurant El Tintero Campero fyldt til randen med frokostgæster. De nyder den velsmagende mad på terrassen og følger med interesse og et kamera tjenernes færden mellem bordene.
Den kuriøse forestillingen har trukket fulde huse siden begyndelsen af 70’erne. Ideen til restauranten fødtes i El Palo ved en tilfældighed. Indehaveren, Eduardo de la Torre, kom sulten hjem fra skole til familiens vaskeri, og når der blev sat mad på bordet tilbød han kunderne at tage en bid med. I 1969 åbnede familien fiskerestauranten Tintero i El Palo, (forkortelse for ”tinteoria”, dampvaskeri), der serverede retterne efter samme princip.
Senere åbnede Eduardo de la Torre, også kaldet ”Nono”, El Tintero Campero i Cártama. Den er indrettet i det gamle landsted Hacienda Los Remedios og har efter flere ombygninger og udvidelser plads til 1200 gæster. Kroen er delvist selvforsynende med frugt og grønsager, og de velsmagende fiske- og skaldyrsretter suppleres med et bredt udvalg af kød og desserter.
Restaurant El Tintero Campero har åbent fra kl. 11.00 til 24.00 og drives på hverdage som normal restaurant. Det er kun på søn- og helligdage, den gør sig fortjent til sit danske kælenavn “Tallerknerne”. Disse dage åbnes fra kl. 13.00 til 17.00. Telefon 952 420 475.
Kørebeskrivelse. Restaurant El Tintero Campero ligger ved motorvejen Málaga–Cártama. Drej fra ved indkørslen til Cártama og følg skiltene. Den alternative løsning er at køre fra Churriana til Cártama. (Advarsel. Landevejen er flere steder i dårlig stand)
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2004
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2004
