
Hvad bliver det næste?
Skrevet af Solkysten
Denne historie begynder på den alt for velkendte måde: En bil kører ind i El Mirador boligområdet i Campo Mijas. En dør bliver åbnet og en lille bylt smidt ud af bilen, som forlader stedet med speederen i bund.Den lille bylt viser sig at være en forskræmt lille hund, der forsøger at løbe efter bilen, og den forsvinder ud af syne for dem, der overværede episoden.
En tid efter er der folk i området, der ser hunden, men den er nervøs og man kan ikke komme i nærheden af den. Man sætter dog foder og vand ud til den, som den spiser sammen med andre forladte hunde.
Det næsten uundgåelige hænder. Wola som er en hunhund forsvinder for en tid, og da hun dukker op igen kan man se, at hun har født hvalpe. De bliver ikke set og muligvis har nogle mennesker taget dem til sig - det må man håbe.
Wola bliver i området, og for at historien ikke skal gentage sig, beslutter Ann (et PAD-medlem) sig for at tage affære. Hun benytter Wolas besøg ved madskålen til at give hende et beroligende middel, og Wola bliver fanget.
Wola er gravid igen, men hun kan blive steriliseret. Nu er hun under observation for sygdomme, og hun skal igen lære at stole på mennesker. Derefter håber vi hun får et kærligt hjem. Wola tænker sikkert: “Hvad bliver det næste?”.
I de foregående måneder har vi haft historier om Topaz, Lindi og katten Brick. Topaz er nu fuldstændig rask og venter på at blive steriliseret. Topaz var den hund, der var blevet sat ud i sin hundekurv ved vejen. Lindi der blev skudt og kasseret nyder tilværelsen i sofaen på vores kontor, og Brick bor for øjeblikket hos Monica, vores tidligere formand, hvor hun venter på en øjenoperation. Brick var den kat, der sad ti dage på et varmt tag.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2004
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2004
