Hul 17
Hul 17
Miljørigtig golf
Skrevet af Solkysten
Solkysten - December 2004
Los Arqueros Golf & Country Club
giver miljøet førsteprioritet
På de fleste golfbaner på Costa del Sol smides al skrald i samme container uden at det sorteres i forskellige beholdere.

Los Arqueros Golf & Country Club i Benahavís går nu foran med et godt eksempel. Klubben har som den første golfbane på Costa del Sol gjort sig fortjent til det internationale miljøcertifikatet ISO 1401. Det tildeles udelukkende institutioner, som overholder de spanske og internationale miljøbestemmelser til punkt og prikke.

Klubben ansøgte i fjor om certifikatet, der udstedes af en selvstyrende institution underlagt EU, og de sidste tolv måneder er brugt på at tilpasse den daglige drift til de gældende miljøbestemmelser. Nu har klubben endelig fået det blå stempel efter en ekstern revision af flere hundrede funktioner.

- Godkendelsen har givet en masse papirarbejde, men det har været besværet værd, for det sikrer klubben en mere rentabel drift. Golferne mærker gradvise forbedringer af banen og får udbytte af den miljøvenlige driftsmodel, siger Ulf Svendsen, direktør for Los Arqueros Golf & Country Club.

Klubben har ændret arbejdsgangen på de fleste områder for at være berettiget til miljøcertifikatet. Medarbejderne er blevet efteruddannet og har sat sig ind i de gældende miljøregler Fremover skal affaldet sorteres, der skal spares på strømmen og forbruget af vand til kunstvanding skal begrænses.

Los Arqueros Golf & Country Club har fremlagt en plan, der omfatter besparelser på vigtige områder som vandforbrug, strøm og gødning, og som forudsætter forbedringer i den daglige drift.

Teknologi
Resultaterne skal opnås ved hjælp af moderne teknologi og målrettet planlægning.

Eksempelvis har klubben købt en vejrstation, således at greenkeeperne kan planlægger vandingen ud fra den anslåede nedbørsmængde og derved spare store mængder vand i regnvejrsperioder. Golfbanen har også installeret fugtmålere på de 18 greens. Apparaterne viser behovet for kunstvanding og tilsætning af kunstgødning.

I værkstedsafdelingen opbevarer medarbejderne alle spildprodukter (maskinolie, mekaniske løsdele, kemiske produkter) i hermetisk lukkede beholdere, der hentes af specialiserede re-novationsselskaber.

En del af den miljøvenlige arbejdsgang er at gartnerne registrerer, hvor meget græs der dagligt slås af greens. Der må ikke være for store udsving, for det er enten tegn på overvanding eller forkert dosering af kunstgødning.

Drilagtig bane
Los Arqueros Golf & Country Club har siden indvielsen i 1991 haft ry for at være et af Solkystens bedste tilbud for handicapspillere, der kan lide lidt spænding.

Banen ligger i et kuperet terræn fem kilometer fra San Pedro de Alcántara og er designet af golfspilleren Severiano Balleste-ros. Sammen med det svenske entreprenør- og ejendomsfirma Wasa skabte han 18 huller med smalle fairways, strategisk velvalgte bunkers og tre søer.

Senere skiftede golfklubben ejer og tilhører nu det engelske entreprenørfirma Taylor Woodrow. Banen har siden ejerskiftet gennemgået nogle forbedringer i driftsmodel (pay & play og aktionærer i boligudstykninger), og i flere tilfælde er der ændret på hullernes design.

Hul 8 (par 5 på 480 meter) er det bedste eksempel. Hullet er nu forlænget med 40 meter, hvilket giver en større sværhedsgrad. Golferen skal fra en forhøjet tee slå bolden ned gennem en smal fairway, der har en skarp dogleg på højre side. Hullet har som distraherende element en tværgående bæk foran greenen og ligger tæt på out of bounce grænsen.

Hul 13 (par 5 på 458 meter) er lige så berygtet. Golferen skal fra tee vælge sin golfkølle med omtanke, for hullet kan spilles på flere måder. Den dumdristige spiller forsøger at ramme greenen på andet slag med en driver, men risikerer at ende i en af tre bunkers. Den varsomme golfer bruger tre slag på at nå frem til green, og forspilder så chancen for en birdie.

Hul 6 (par 5 på 519 meter) er banens længste og kræver stor forsigtighed. Golferen skal tage højde for at hullet har en særdeles smal fairway. En sø på højre hånd styrker kravet om præcision, da greenen ligger på den modsatte side af søen.

Jesper Sander Pedersen
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2004