
Fiskestang og bolde
Skrevet af Solkysten
Mijas Golf Club - Los Olivos og Los Lagos er designet af Robert Trent Jones senior. Los Lagos er den ældste og vil gennemgå en total renovering i løbet af 2006. Jeg vil derfor bedømme denne bane efter renoveringen.Los Olivos - oliventræerne - ligger 20 minutter fra lufthavnen og 3,5 km fra Middelhavet. Banen blev konstrueret i 1983-84 og gennemgik en omfattende modernisering i 2001. Ved denne modernisering blev tee-steder, greens og fairways udvidet. Det har dog ikke gjort banen lettere. De mange oliventræer og vandfælder gør at banen er middelsvær.
Banens sværeste hul er hul 8, et par 3 hul på 170 meter med masser af vand. Man bliver så glad hvis man får sit par på dette hul. Banens smukkeste hul er hul 14. Det er et par 3 hul på 162 meter, og man føler at man står oppe hos Vorherre og slår ned i helvedet. Hullet er desuden omgivet af skrænter.
Banen er 5601 meter for herrer og 5148 for damer. Det er tydeligt, at man har ofret mange penge på omgivelserne, blandt andet på veje, stensætninger og tee-steder. Mijas Golf Club har altid været en meget besøgt bane, hvilket betyder et stort slid på fairways, som er uensartede med små græstotter. Banens greens er gode, og sandbunkers er fremragende og svære.
Man forstår godt at golfbanen er pouplær, og ingen behøver en buggy, da banen kun er lidt kuperet. Der er mange vandhuller, så husk fiskestang og bolde.
Den fortjener 3 goflbolde.
Medlemmer og
greenfee spillere
Prisen på greenfee er i højsæsonen 63 euro og 44 euro i juni, juli og august. En buggy koster 40 euro i højsæsonen og 30 euro i juni, juli og august. En trolley koster 3 euro og leje af køller 20 euro. Hvis man ønsker frit spil hele året er prisen 2.500 euro pr. person, men så kan man også spille golf hver dag.
Club de Golf Dinamarcas repræsentant er Erling Hansen, som varetager de danske medlemmers interesser og spilletider. Der er 24 medlemmer, som spiller hver mandag og torsdag kl. 9.00. Erling Hansen siger, at forholdet til Mijas’ direktion, caddymaster og “starter” aldrig har været bedre. Medlemmernes gæster får 10 pct. rabat på greenfee.
Sidste torsdag i hver måned arrangerer matchledelsen en lækker frokost efter golfturen. Erling Hansen, der er Krone Rejsers repræsentant på kysten, henviser mange golfspillere til Mijas Golf Club.
Service
Kampen om greenfee spillere og medlemmer er hård. Direktør for salgsafdelingen, Almadena Ivars Gil, fortæller engageret hvad der skal til. “Når gæstene ankommer til banen, skal de føle at vi er til for dem”.
Vi skulle spille en hverdag kl. 13.04, og et venligt og opmærksomt personale tog imod os. Vi købte en baneguide til fem euro og gik til “starteren”, som gav os scorekort og bød os velkommen. Præcis kl. 13.04 slog vi vort første slag. Undervejs kom en proviantvogn kørende rundt med mad og drikkevarer efter ønske. Nogle medlemmer mener dog, at marskal er lidt for emsig, da han ønsker at man skal spille hurtigere. Præcis fire timer og 15 minuttere varede golfrunden. Virkelig en god service hele vejen igennem.
Den fortjener 4 golfbolde.
Restauranten
En gammel, hyggelig andalusisk “cortijo” danner rammen for klubhus og restaurant. Et velassorteret spisekort med rimelige priser. En frokost koster 8-15 euro, 1 kop kaffe 1,50 euro, 1 fadøl 1,80 euro, 1 glas vin 1,75 euro, 1 clubsandwich 6,50 euro.
Der var et stort personale, og betjeningen gik hurtigt. Vi sad ude på den store terrasse og kunne sidde der til kl. 19.00. Tjeneren havde sørget for gasvarme, og vi kunne nyde solnedgangen.
Restauranten fortjener 4 golfbolde.
Miljø
Mijas Golf Club lå engang på landet - det gør den ikke mere. Bebyggelsen rundt omkring banen er stor. Der er dog den fordel, at det er forholdsvis lav bebyggelse, som ikke ødelægger helhedsindtrykket af at ligge “lidt” på landet.
Banen gør meget for flotte arrangementer på banen, og de kan jo ikke gør for at Mijas kommune er sløve med at forbedre vejen til golfbanen, for den vej er håbløs.
Miljøet får 3 golfbolde
WIB
----------------------------------------------------------
Priser
Greenfee højsæson 63 euro
Greenfee juni, juli og august 44 euro
Buggy i højsæson 40 euro
Buggy i juni, juli og august 30 euro
Trolley 3 euro
Leje af køller 20 euro
Mijas Golf International
Urb. Mijas Golf, Apdo. 145
29640 Fuengirola (Málaga)
Tel.: (+34) 952 476 843
Fax: (+34) 952 467 943
E-mail: teetimes@mijasgolf.org
Web: www.mijasgolf.org
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2005
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2005
