Der var engang Almerías skibe beherskede Middelhavet, og byen var centrum for Spaniens første metallurgiske industri.

Det er 5000 år siden, og naturligvis var der intet som hed Almería og Spanien dengang. Historien er blevet rekonstrueret af arkæologerne, og Junta de Andalucía har gjort den tilgængelig for alle ved at åbne ruinerne af kobberalderens største europæiske boplads for publikum.
Bopladsen kendes som Los Millares, og dens blomstringstid var lige så lang som Roms. Denne sammenligning er ikke så hen i vejret som den lyder, for set med datidens øjne har Los Millares haft det samme skær af strålende verdensstad.

Samtidens største bopladser rummede sjældent mere end et halvt hundrede indbyggere. På højdepunktet af sin eksistens i årene 2700-1800 før vor tidsregning havde Los Millares plads til 1500 inden for murene. Byens indflydelse mærkedes langs store dele af de spanske kyster, og arkæologiske fund viser, indbyggerne havde forbindelse med så fjerne steder som Sardinien, Sicilien og Grækenland.

- Vi er altid tilbøjelige til at tro, oldtidens mennesker var meget mere hjælpeløse end de faktisk var, siger arkæologen Nicolás Suárez fra Junta de Andalucía.

Sandheden i disse ord går hurtigt op for den besøgende i Los Millares.

Solid fæstning
Den gamle kobberalder-by ligger som forstavnen på et vældigt skib, hvis høje sider rager op over floderne Andarax og Huéchar. Til den tredje side er Los Millares befæstet med fire solide mure, den ene uden for den anden. Ydermuren er 310 meter lang og spækket med tårne, bastioner og skydeskår til bueskytterne.

Uden for bymuren ligger en kirkegård med mere end 100 store stendysser. Stendyssefolket kom fra vest, fra Portugal, hvorfra deres specielle begravelsesritualer med tiden bredte sig til hele Spanien.
Ved Almería stødte de sammen med et andet krigerisk folk, de lokale minearbejdere, der allerede 4000 år fvt. havde lært kunsten af udvinde kobber. Sammenstødet har efter alt at dømme slået gnister, men blev på lang sigt frugtbart for begge parter. Stendyssefolket var Den Iberiske Halvøs første store søfarere, og deres maritime kundskaber har givet Los Millares-kulturen et afgørende skub fremad.

Endnu længere ude, på den anden side af byens marker, var Los Millares beskyttet af et dusin forter i baglandets bjerge.

Det er umagen værd at mase op ad skråningen for at tage resterne af det største i øjesyn. To metertykke ydermure, skilt af en seks meter dyb voldgrav, viser hvad det har kostet at nærme sig stedet med fjendtlige hensigter. Fortet rummede en kornsilo, så garnisonen har været i stand til at udholde en lang belejring.

Takket være den utilgængelige beliggenhed blev fortet mere skånet end byen på den underliggende slette. Den største katastrofe i Los Millares’ lange historie var genopdagelsen i 1891.

Da arkæologerne forsvandt efter at have sluttet de første udgravninger, lå den gamle fæstningsby i et halvt århundrede forsvarsløs over for sine nye fjender. Gravrøverne skånede ikke en eneste af de store stendysser, og bagefter brugte entreprenørerne gravkamrenes store sten til vejarbejder og anlæg af etagelandbrug.

Plyndringen af Los Millares er en af mange lignende episoder i det 20. århundredes Andalusien, hvor landet på samme tid blev offer for fremskridtet og den manglende oplysning. Trods alt er der stadig så meget tilbage, at Los Millares anses for Europas vigtigste fund fra kobbertiden, og under besøget hører overraskelserne aldrig op.
På vej op til fortet hæfter man sig ved en gammel vandingskanal, der gik af brug i løbet af 1900-tallet. Den er muligvis legitim efterkommer af oldtidens kilometerlange akvædukt, som for årtusinder siden ledte vandet fra bjergene til byen.

Et nyt samfund
Storhedstidens indbyggertal (1000-1500) kan sammenlignes med de 400 indbyggere i den nuværende landsby Santa Fe de Mondújar.
Denne ligger under Los Millares ved Andarax-flodens næsten udtørrede leje, hvor de sidste køkkenhaver er grønne pletter imellem grå bjerge. I dag er det svært at forestille sig en tid, hvor Andarax var sejlbar. Klimaændringen har reduceret Los Millares til et ensformigt landskab, helt forskelligt fra de frugtbare omgivelser, som oldtidens mennesker nød godt af.

De levede af korn, kvæg og kobber. Sidstnævnte udvandt de i det nærliggende Sierra de Gádor. Smeltediglen i Los Millares’ metalstøberi eksisterer stadig, selv om arkæologerne har foretrukket at dække den til med jord igen.

Hvordan de lærte kunsten, er der stadig ikke enighed om. I dag er den mest udbredte teori, at sådanne fremskridt ikke kan føres tilbage til en enkelt opdager, men har udviklet sig uafhængigt af hinanden flere steder i verden.

I de gamle minebrud har arbejdsredskaberne, flinthakker og hjortetaks-kiler, efterladt spor af den møjsommelige proces med at vriste mineralerne fra fjeldet. Mineskakterne var afstivet med træ og oplystes af fakler med indfedtet dyreskind. Et sted har man fundet 17 skeletter efter en af de hyppige sammenstyrtnings-ulykker.

Martyrer for udviklingen – eller slaver der blev ofret på dens alter?
Kobberalderen var perioden, hvor de sociale klasser så småt gjorde deres entre i historien. På et tidspunkt har slaveriet været en logisk følge af det, vi normalt kalder ”fremskridtet”.

Det virker dog, som om Los Millares har bevaret mange træk af den sociale ligestilling, der prægede stenaldersamfundet. Inden for bymuren er familieboligerne alle af samme type: runde stensokler med en diameter på fire til syv meter, over hvilke der rejste sig en overbygning af træ og andet vegetabilsk materiale.

På en central plads lå der imidlertid en stor, rektangulær bygning, hvis formål vækker arkæologernes nysgerrighed. En af teorierne lyder, det er resterne af Vesteuropas ældste kongepalads.

Det komplekse samfund har nødvendigvis medført udviklingen af et vist hierarki. Byens forsvar har krævet en generalkommando. Netop den sociale organisation har gjort Los Millares overlegen i sammenligning med de fjendtligt indstillede, nomadiske stenalderfolk, som man ved holdt til blot tre km. uden for byens mure.

Ændringerne i tidens sociale struktur får man bedst belyst, hvis man lægger hjemturen over naboprovinsen Granada.

Megalitisk temapark
I Gorafe små 100 km. fra Granada ligger en af oldtidens største kirkegårde, og en af nutidens mest originale turistattraktioner. 198 stendysser er trækplastret i Europas første megalitiske temapark.
Temaparkens stendysser spænder tidsmæssigt fra 2800 til 2000 før vor tidsregning. Det er nogenlunde samme periode som Los Millares, og efter et besøg i ”hovedstaden” kan man i Gorafe se, hvordan folk levede på landet, mens de forberedte sig på springet fra stenalder til den ældste af metalaldrene.

Ved den første af tre afkørsler til temaparkens ruter drejer man (forsigtigt) ind på en markvej, hvor blikket for enden af en tynd kornmark støder på en mur af tæt egeskov.

Nogenlunde samme udsigt havde de for 4500 år siden, bortset fra at dengang var skoven reglen og ikke undtagelsen. Mellem træerne jagede oldtidens beboere vildsvin og hjorte, mens deres tamkvæg græssede i skovens lysninger.

Til venstre for vejen ligger Gor-dalen som et vældigt skår i landskabet. Der er 150 meter ned til bunden og Gor-floden, men sidstnævnte fortjener højst navn af bæk i dag. Synet af dalen giver en tydelig ide om den føromtalte klimaændring.

For 20.000 år siden var halvdelen af Granada-provinsen dækket af en indsø, men i kobberalderen var udtørringen af landskabet i fuld gang. Dog ikke mere end at Gor-dalen har været et attraktivt sted at slå sig ned, dels fordi naturen bød på de bedste betingelser, dels fordi dalen var naturlig handelsvej mellem high-tech samfundet i Los Millares og det indre Andalusien.

På den tid var boligerne knap et skrøbeligt vindfang mod elementernes rasen, mens gravstederne konstrueredes til evigheden. Derfor er temaparken bygget op om sidstnævnte. De gamle stendysser ligger tæt i hele dalen, selv om der forsvandt 40 alene i sidste århundrede, hvor de sidste meter af den ledige jord blev inddraget til pløjning.

Social omvæltning
I det 3. årtusinde før vor tidsregning havde stendyssefolket spredt deres monumenter over størsteparten af Vesteuropa, fra Danmark til Sicilien. Vi kender dem fra de hjemlige jættestuer, det engelske Stonehenge og de franske bautasten (som Obelix - bagud for sin tid - fortsat slæber rundt på ryggen i romertiden). Der er forskere, som nævner Egyptens pyramider i samme forbindelse.

Det er ikke netop pyramiderne, man ville sammenligne med de overraskende små stendysser på temaparkens første stop. Tilmed er den oprindelige jordhøj forsvundet, og uden deres kuppel virker de nøgne gravkamre endnu mere beskedne. De var tilpasset behovet i landbysamfundene, hvor den samme familie eller klan igennem århundreder bisatte deres afdøde i den samme fællesgrav.

Bortset fra den religiøse dimension var der sikkert et praktisk sigte med den omhyggelige vedligeholdelse af forfædrenes grave. Stendysserne tjente til at markere klanens hævdvundne ret til den omliggende jord.

De kollektive grave var symbol på et samfund, hvor familien havde større betydning end individet. Denne orden begyndte så småt at gå i opløsning efter opdagelsen af kobberet. Første skridt var at nogle familier fik større betydning end andre i det specialiserede samfund, som var under udvikling.

Mange forskere sætter spørgsmål ved berettigelsen af at tale om en kobberalder i modsætning til stenalderen. I teknologisk henseende var springet ikke så bemærkelsesværdigt, for det bløde kobber er ikke meget mere effektivt til værktøj og våben end flintredskaberne. Selv i Los Millares har flintredskaberne været de almindelige i daglig brug.

Men kobber har en anden vigtig egenskab: Det er et sjældent materiale, velegnet til at skabe social prestige om ejeren.
Stenaldersamfundets kollektive ejendomsret og sociale ligestilling begyndte at gå i opløsning, da der pustedes til forfængelighedens djævel.

- Folk begyndte at handle med hinanden. Man kan sige, at på dette tidspunkt begyndte samfundet at interessere sig for begrebet den private ejendomsret, forklarer arkæologen Manuel López, der er den faglige konsulent i forbindelse med temaparkens etablering.
Med den baggrundsviden kan gæsten selv følge udviklingen i temaparkens stendysser. Med tiden bliver dysserne større, og de dominerende familier lægger beslag på de bedste placeringer i landskabet.

Feministiske ideologer vil hæfte sig ved, at sideløbende med denne udvikling ændres gravgaverne. Religiøse kvindefigurer erstattes af maskuline.

Moder Jord dyrkelsen går af mode. Gamle matriarkater afløses af moderne patriarkater. Da stendysserne til sidst forsvinder helt af landskabet, er det fordi revolutionen er bragt til ende. Individuelle grave har erstattet de kollektive.

Museum på vej
Efter temaparkens første stop styrtdykker landevejen ned i Gor-dalen, i sig selv en stor naturoplevelse. Inden Gorafe er der stop ved endnu en rute mellem stendysserne. Den tredje og foreløbig sidste af de planlagte ruter tager sit udgangspunkt i selve landsbyen.

Den skal man ikke snyde sig for. Fra toppen er der en flot udsigt til bakkerne med de rygende skorstene. Gorafe er en af Granada-provinsens spændende byer, hvis huleboliger forsvinder ind under skrænternes græstørv. Det er en ekstra oplevelse, turisten får med.
De 581 indbyggere, der var tilbage ved sidste folketælling, håber at stoppe områdets affolkning ved en ny kulturel turisme omkring temaparken. I løbet af et år ventes byens nye museum indviet. Det vil give temaparken en ekstra dimension.

Museet vil bl.a. bidrage med en rekonstruktion af de gamle begravelsesritualer. Når et familiemedlem døde, blev stendyssens løbegang åbnet, og liget med dets udstyr anbragt i gravkammerets centrum – som regel med hovedet vendt mod solopgangen i øst. Knoglerne af gamle familiemedlemmer blev opmagasineret langs kammerets sider.

Bronzens triumf
Endnu mens kobberalderen var i sin vorden i Spanien, gjorde et andet folkeslag i Kaukasien en opdagelse, der i starten har været en strategisk tophemmelighed. To bløde metaller, kobber og tin, kunne legeres til et nyt og hårdt metal: bronze.

Kobberøkser og stenspyd kunne intet stille op over for de nye våben, og en dag blev Los Millares-kulturen også opslugt af omvæltningen.
I modsætning til kobberalderen har bronzealderen været en fattig og vanskelig tid i det østlige Andalusien. Almerienserne havde kobber, men tinnet måtte skaffes langt borte, ved handel og måske et sørøveri i ny og næ. Man kan kun gætte. Deres redskaber og våben var af dårlig kvalitet, fordi de skar andelen af det kostbare tin ned fra ti til ni pct. i bronzen.

Bopladser som Los Millares blev gradvis opgivet. De nye bopladser anlagdes ikke længere på bakketoppe, men på endnu mere utilgængelige bjergtoppe - et tegn på tidens uro. En af disse bopladser var El Argar, som blandt arkæologer har lagt navn til den argariske kultur, der i kommende århundreder spredtes fra Almería til Granada- og Jaén-provinserne.

Turister kan i forbindelse med besøget i Gorafe runde turen af med et besøg i det nærliggende Galera. Her har Junta de Andalucía indrettet et besøgscenter ved bronzealder-bopladsen i El Castellón Alto, hvor der bl.a. er fundet en 3000-årig mumie.

I den argariske kultur sluttede udviklingen mod en ny type samfund. Den familiemæssige organisation afløstes definitivt af en statslig organisation. De kollektive familiegravsteder blev til individuelle grave, hvor arkæologerne skelner fem klart adskilte sociale klasser fra hinanden. I den ene ende gravene med ”velnærede” lig og rige gravofre, i den anden rene proletargrave, hvor benene ligger hulter til bulter.

- I løbet af bronzealderen blev europæerne individualister. Endnu i dag er individualismen et af de træk som bedst beskriver europæisk kultur, siger Nicolás Suárez.

pod.

Tips
* Det bedste sted at starte et besøg i Los Millares er mellem samlingerne i ”Museo de Almería”. Ellers får man intet indtryk af dagliglivet mellem Los Millares’ nøgne mure. Adresse: Museo de Almería, Carretera de Ronda nr. 216, Almería. (NB: Ved årets slutning flytter museet til nye bygninger).

* I Galeras naboby Orce ligger et spændende museum med fund af mammutter og sabeltigre, samt redskaber fra Europas ældste menneskelige boplads. Pludselig er tiden skruet en mio. år tilbage i tiden, til en fjern slægtning af nutidsmennesket ved navn homo ergaster. Han falder helt udenfor den øvrige udflugts tema, men er absolut et besøg værd, når man er på egnen.

Ankomst
Los Millares: På motorvejen fra Málaga tager man ud for Almería afkørslen til Gádor. Følg skiltene fra Gádor til Los Millares. Åbningstid: 10-14 onsdag-søndag. Grupper kan på forhånd anmode om gratis rundvisning på tlf. 677 903 404.
Temaparken i Gorafe: På motorvej A-92-N Granada-Murcia ligger afkørslen til Gorafe efter Guadix og før Baza. På den 12 km. lange tur til landsbyen passerer man temaparkens tre ruter. Der er fri adgang til dem alle. Flersprogede brochurer om ruterne udleveres på rådhuset i Gorafe (åbent kl. 9-15, tlf. 958 693 159).
El Castellón Alto: På motorvej A-92-N Granada-Murcia tager man afkørsel 356 til Galera og Huéscar efter Baza.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---