Offer for justitsmord renset
Skrevet af Solkysten
Solkysten - Marts 2005
Dolores Vázquez med bopæl i La Cala de Mijas var offer for Spaniens mest omtalte justitsmord. Fire år og fire måneder efter sin fængsling for drabet på den unge Mijas-pige Rocío Wanninkhof, blev tiltalen mod hende omsider trukket tilbage i starten af februar ved en kendelse i Málagas Audiencia Provincial.

Vázquez blev i 2001 idømt 15 års fængsel, hvoraf hun kom til at afsone 17 måneder. Det skete efter en nævningesag under så skandaløse omstændigheder, at højesteret besluttede sagen skulle gå om. Inden den blev genoptaget, havde politiet anholdt englænderen Tony Alexander King, hvis DNA blev fundet på en cigaret i nærheden af gerningsstedet. King tilstod også drabet på en anden ung pige i området, Sonia Carabantes.

Tony Alexander King er nu den eneste tiltalte i Wanninkhof-sagen, ligesom han er i Carabantes-drabet. Englænderen var kendt som farlig psykopat i sit hjemland, inden han slog sig ned i Spanien under et nyt navn. Advarslen fra Scotland Yard gik tilsyneladende tabt i kløften mellem de to spanske kriminalpolitier, Policía Nacional og Guardia Civil, hvis dårlige forhold har kompliceret mange politimæssige efterforskninger. King ville næppe være blevet sat i forbindelse med drabet på Wanninkhof i 1999, hvis ikke han havde forløbet sig med drabet på endnu en pige, Sonia Carabantes, i 2003.
Under sit fængselsophold har den følelsesmæssigt ustabile King gang på gang ændret forklaringer, trukket sine tilståelser tilbage, og forsøgt at inddrage andre personer – Dolores Vázquez og landsmanden Robert Graham – i sine forbrydelser. Graham er en tvivlsom personage, der har tilstået, at han dækkede over King i forbindelse med drabet på Rocío Wanninkhof. Denne forbrydelse kan Graham ikke længere tiltales for, da den er faldet for for-ældelsesfristen. Det er heller ikke lykkedes King at dokumentere sine påstande om, at Graham var medskyldig i Wanninkhof-drabet, eller at han har andre uopklarede drab på egnen på sin samvittighed.

Dolores Vázquez var allerede dømt ved en parallel domstol – tv’s landsdækkende talkshows – inden retssagen mod hende startede. Hun stod som skurken i et tidligere lesbisk forhold til Rocíos mor, Alicia Hornos. Sidstnævnte, der nu er flyttet til Jaén, søgte til det sidste at overbevise retten om, at Dolores Vázquez havde haft del i forbrydelsen mod hendes datter.

I april starter en nævningesag mod Tony Alexander King for drabet på Sonia Carabantes. Inden årets slutning venter statsadvokaten at sagen mod King for Wanninkhof-drabet kan starte.

I sit hjem i La Cala de Mijas forsøger Dolores Vázquez at starte et nyt liv. Siden hun blev løsladt af fængslet, har hun brugt en notesblok til at føre regnskab med, hvor hun befinder sig på alle døgnets tider. Hun har lært, hvad det kan koste at savne et alibi.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2005