En vinderhånd
Skrevet af Solkysten
Solkysten - Marts 2005
Når Barcelona en gang imellem taber en fodboldkamp, er det ikke andet end man kunne vente i et land, hvor både Franco og Aznar holdt med Real Madrid.

Den trøst har katalanerne altid haft, når de skulle forklare, hvorfor ærkerivalen i hovedstaden førte 29-16 i regnskabet over spanske mesterskaber. Teorien forklarer ganske vist ikke, hvorfor Real Madrid fører 9-1 i europacupper, men det spørgsmål går man let hen over i Spaniens mest fodboldhysteriske by, hvor fodbold er et spørgsmål om national selvhævdelse, og fodbolddommere betragtes med samme tillid som lommetyve.

Et akut anfald af madriditis var uundgåeligt, da fodboldligaen blev genoptaget efter jul, og Real Madrid en overgang forkortede afstanden til topholdet fra 13 til 4 point. Barcelona så sin sejrsmarch forvandlet til et forhindringsløb, hvor den værste hurdle – besøget i Madrid på Santiago Bernabéu-stadion – tilmed stadig ventede forude.
Barcelonas gigantiske propagandamaskine omfatter bl.a. sportsdagbladene El Mundo Deportivo og Sport, der dagligt kom på gaden med nye reportager om fodbolddommernes overgreb. Real Madrids tvivlsomme 1-3 sejr i Zaragoza blev endevendt og analyseret i ugevis, mens man ledte forgæves efter en eneste kritisk linie om Barcelonas 0-4 sejr i Sevilla, alle mål scoret i anden halvleg, efter at sevillanerne var blevet snydt for en bagatel af tre straffespark i første halvleg.

Sandheden er, at begge storhold plejer at blive favoriseret af dommerne, der ikke skal have noget klinket. Alligevel er det muligt at leve sig ind i katalanernes frustration. Deres spil er langt fra så flydende som i sæsonens start, men det er stadig bedre end Real Madrids. Til gengæld har Real Madrid fået en træner med en blomst i røven. Ja, sådan siger man altså på spansk. Wanderlei Luxemburgo er verdens eneste træner, som er debutteret med syv sejre i seks kampe, heri inkluderet de berømte seks minutter mod Real Sociedad. Blomsten visnede først med Real Madrids hjemmebanenederlag den 19. februar (0-2 til Athlétic de Bilbao), der tillod katalanerne at puste ud og fortrænge komplekserne til næste gang.

Den katalanske storklub kan simpelthen ikke tillade sig en sjette sæson i træk uden en titel, og ved denne lejlighed har klubbens tilhængere hele tiden følt sig rimeligt sikre på, de havde en vinderhånd med fire esser: Deco, Puyol, Ronaldinho og Eto’o.

Mangler reserver
Som ligaen tegner for øjeblikket, kan kun Real Madrid true Barcelonas triumf, og i givet fald bliver kampen sandsynligvis vundet på udskiftningsbænken. Guti, Solari og Owen er uendeligt mere farlige end de forstærkninger, Barcelona har hentet på vintermarkedet: midtbane-veteranen Albertini fra Atalanta og en ukendt angriber fra argentinske River Plate, Maxi López, der synes noget dyrt betalt med seks mio. euro.

I sæsonens første halvdel har Barcelona mistet de langtidsskadede Motta, Edmilson, Gabri og Larsson. Stamholdet savner reserver af kvalitet, og efter nytår har spillerne vist tydelige træthedstegn. I februar advarede klubbens orakel – og onde ånd – Johan Cruyff om udviklingen. ”For første gang i denne sæson har jeg virkelig tvivl om holdets formåen. Afstanden mellem linier er enorm, og holdet spiller i spadseretempo,” skrev hollænderen i sin ugentlige spalte i dagbladet La Vanguardia. I Barcelona studeres kun pavelige bandbuller med den samme opmærksomhed. Ligesom paven har hollænderen sine fanatiske tilhængere og indædte modstandere, men ingen kan tillade sig den luksus at være ligeglad med hans synspunkter.

Holdets store stjerne Ronaldinho har tabt smilet, der var så smittende, skønt det vanskeligt kunne kaldes kønt. I sidste sæson holdt brasilianerens fantasi og spilleglæde holdets moral oppe i de vanskelige stunder. I indeværende sæson er Ronaldinho omgivet af holdkammerater af langt større kvalitet, først og fremmest Deco og Eto’o, men det synes ikke at være hele forklaringen på, at Ronaldinho er trådt i baggrunden. Hans spil virker mere trist og rutinepræget, og det har været særlig påfaldende, efter at resten af holdet løb ind i sæsonens første krise.

Nogen spørger sig selv, om ressourcerne rækker til to store mesterskaber – det spanske og Champion’s League, der atter er højaktuel med Barcelonas dobbelte opgør med Chelsea.

Den værste fjende
Barcelonas værste fjender sidder dog hverken i Madrid eller London. Traditionen tro finder klubben dem i sin egen midte. Efter et omtumlet bestyrelsesmøde stod formand Joan Laporta frem for pressen og lovede, at det var slut med skænderierne mellem ham og næstformanden for sportslige aktiviteter, Sandro Rosell. Den slags erklæringer kan udlægges på mange måder, f.eks. som den første officielle indrømmelse af, at de to gamle venner ikke længere kan fordrage hinanden.

Laporta og Rosell har mere end nogen andre tegnet klubbens nye yuppie-profil udadtil. Laporta er chefen, men Rosell er fire gange så populær i meningsmålingerne. Den skinsyge Laporta mistænker Rosell for at planlægge et ”statskup” ved næste bestyrelsesvalg i 2008, og Rosell føler, han uretfærdigt er blevet margineret i beslutningsprocessen. Det er ikke altid en fordel for F.C. Barcelona at være ”mere end en klub”, for klubbens enorme sociale dimension forvandler automatisk den slags diskussioner til et statsanliggende i Katalonien.

Rosell hentede Ronaldinho til klubben, og det har tilhængerne aldrig glemt. Men siden er næstformanden for sportslige aktiviteter blevet ”sat fra jobbet”. Nu er det træner Frank Rijkaard og den sportslige direktør Txiki Berigistain, som hyrer spillerne – sammen med den uundgåelige Cruyff, der i sit ansvarsfri eksil fungerer som klubbens egentlige leder. Hævder altså hollænderens mange kritikere, der har fundet en anticruyff-leder i Sandro Rosell. Får de nye spillere ikke succes, ved fanskaren, hvor den skal sende regningen hen.

Skuffer holdet denne gang, er der simpelthen ikke penge i kassen til at gøre det meget bedre. På halvandet år har Barcelona brugt 100 mio. euro til forstærkninger. Den nye ledelse overtog et økonomisk og sportsligt fallitbo efter forgængerne, og selv om Barcelonas indtægter tager et kæmpespring til 200 mio. euro i år, skubber klubben en gæld af samme størrelse foran sig. Gælden bliver knap bragt ned trods rekordomsætningen.

Málaga i topform
To trænere kom – hver på sin måde – i søgelyset i løbet af februar. Málagas Antonio Tapia har sikret sin klub 13 point af de sidste 18, der var i spil (uden at regne med spillerunden den 26.-27. februar). Den anden yderlighed repræsenteredes af Valencias Claudio Raineri, hvis job løb alvorlig fare efter en stime nederlag, der efterlod hans klub med 3 point af 18.

I Costa del Sols hovedstad vokser begejstringen for Antonio Tapia, der har rettet skuden op efter Manzanos mislykkede projekt. I hjemmekampen mod topholdet Espanyol begyndte Tapias tropper tilmed at spille godt, efter at de ikke længere stiller sig tilfreds med kun at vinde. 3-0 sejren blev godt nok reduceret til 3-2 i kampens sidste minutter, men trods denne skønhedsplet har Má-lagas forsvar været divisionens bedste i 2005.

Tapia har været hård ved klubbens unge talenter. Geijo og Alexis er sendt retur til andetholdet, mens målmanden Calatayud er sat til modning på bænken. Det har givet resultater, sammen med den øgede konkurrence foran, hvor Amoroso har mistet sin plads i startopstillingen. Wanchope – den anden store satsning ved sæsonens slutning - er som sædvanlig i Costa Rica for at spille landsholdsfodbold. Turen varer i denne omgang to måneder, i løbet af hvilke Wanchope hæver 170.000 euro på Málagas regning.
Reglerne er reglerne, men de havde været nemmere at leve med, hvis Wanchope viste samme entusiasme for sagen, når han en sjælden gang er i Málaga.

Mesterholdet Valencia fortsætter sit frie fald, og kun økonomiske overvejelser hindrer eventuelt klubben i at afskedige Raineri, der har en treårig kontrakt. På rekordtid er det lykkedes italieneren – og hans italienske nyerhvervelser Corradi, Fiore, Di Vaio, Moretti og Caneira – at spolere Rafael Benítez’ arbejde i de foregående sæsoner. For at gøre ondt værre, triumferer de gamle Valencia-spillere, som Raineri vragede inden sæsonstarten, f.eks. Oliviera, der er i færd med at skaffe Betis i Champions League. Valencias nye og uerfarne formand, Juan Soler, dummede sig alvorligt ved at give Raineri frie hænder i klubben.

pod.

-------------------------------------------------------
KORTE NYHEDER

Spansk fodbold fordobler seertallet i Danmark

Jesper Grønkjær og siden Thomas Gravesen har givet spansk tv-fodbold et gevaldig løft i Danmark, hvor Kanal 5 i det sidste halvandet år har tilbudt tre spanske ligakampe hver weekend.

- Da Grønkjær kom til Atlético de Madrid, voksede seertallet 25 pct. Gravesens debut i Real Madrid betød en vækst på yderligere 75 pct. I løbet af en enkelt måned fordoblede vi seertallet til 170.000, fortæller Birger Peitersen, der er tv’s ekspertkommentator til de spanske fodboldkampe.

Peitersen, der tidligere har trænet kvindelandsholdet og Brøndby, er kun ked af at Barcelona til slut bestemte sig for Maxi López i stedet for Jon Dahl Tomasson. I modsat fald havde dansk fodbold efter nytår haft en repræsentant i hver af spansk fodbolds tre storklubber.
Birger Peitersen synes, de danske landsholdsspillere gør det tilfredsstillende i deres nye klubber:

- Gravesen har lagt bånd på sig selv efter sin ankomst til Real Madrid, og det er klogt af ham. Han ved, han er kommet som vandbærer, der skal finde sin plads mellem galaktiske holdkammerater. Foreløbig krydser han ikke midterlinjen ret meget. Med tiden vil han nok udvikle sit potentiale, men i første omgang skal han vise, man kan have tillid til at han passer det nødvendige i forsvarsmæssig henseende.

Jesper Grønkjærs succes har foreløbig været af personlig art, for hans klub har svært ved at komme i gang.

- Jeg har længe fulgt Atléticos Fernando Torres, der er en fantastisk kommende storangriber, men som tidligere var for let at dække af, fordi han befandt sig alene. Grønkjærs alternative indspil til ham er vigtige, og de lykkes godt. Hvis der stadig ikke kommer nok ud af dem, er skylden Atléticos midtbane, der ikke er god til at vedligeholde presset efter Grønkjærs indlæg. Midtbanespillerne bliver ”hængende”, måske fordi de ikke er vant til en så hurtig spiller som Grønkjær. Det problem bør træneren søge en løsning på, mener Birger Peitersen.

-------------------------------------------------------

”Derfor kan vi li’ Gravesen”
Hvorfor holder vi så meget af Gravesen? spørger en Real Madrid fan, Sergio Achinelli, i et læserbrev i sportsavisen As.

Han giver selv svaret:
”Pressen en en smule overrasket over den modtagelse, vi har givet Gravesen på Santiago Bernabéu-stadion, og over alle de tegn på hengivenhed, han møder. Som en af Real Madrids græsrødder vil jeg gerne forklare årsagerne til den danske spillers popularitet.
I Madrid har vi haft, vi har og vi vil altid have verdens bedste spillere. Af samme grund falder vi ikke i svime, bare fordi de spiller god fodbold. Det som motiverer os er spillernes indstilling, for den kan man aldrig tage som givet på forhånd. Superstjerner er ofte lunefulde. Vi ønsker spillere, der går på banen for at kæmpe, uden at betragte kampene som vundet på forhånd. På den anden side ønsker vi også at vinde med god fodbold og uden at tabe respekten for modstanderen. Det er tilhængernes filosofi.

Gravesen får os altid til at smile. Han er sympatisk, har mod på livet, holdånd, kæmper som ingen anden når han er på banen, men uden at være brutal. Hans spil er fornuftigt og intelligent. Desuden, hver gang han taler om Madrid, er han et eksempel for os alle. Man får det indtryk, han har madridismen i blodet. Gravesen elsker Madrid, og det gør indtryk. Ronaldo, Zidane og Figo er en del af skibets besætning. Men folk som Raúl, og nu også Gravesen, repræsenterer dets ånd,” skriver Real Madrids fan i sit læserbrev den 14. februar, der må varme den danske landsholdspiller om hjertet.

-------------------------------------------------------

Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2005