Sund kost og vitaminer før operation
Skrevet af Solkysten
Solkysten - Marts 2005
”Hvad kan jeg gøre for at min operation går så godt som muligt – kan jeg forebygge?” spurgte en herre, der var indkaldt til operation for forstørret blærehalskirtel. Operationen var af den slags med nåle, der stikkes ind i prostata, hvorefter kirtlen ved kraftig højfrekvent spænding ”skrumper” og letter urinafgangen.

Selv om en prostata-operation er et forholdsvis lille indgreb i vore dage, vil enhver form for kirurgi medføre et stressrespons i kroppen. Når der skæres i huden og de indre organer, volder det smerter.
Dette får vore ”fare-hormoner” i højeste alarmberedskab. Alt mandskab bliver tilkaldt for at udbedre skaderne og hele sårene. Adrenalin, binyrebarkhormoner og endorfiner arbejder på højtryk.
Bedøvelse (både lokal- og totalbedøvelse) sætter delvis dette stressrespons ud af kraft. Derfor er det en balancekunst at smertestille tilpas.

Det kræver et godt helbred at komme igennem en operation. Jo bedre form, jo hurtigere og bedre kommer vi til hægterne igen, og jo hurtigere heler sårene. Er vi svækkede, må der gøres en ekstra indsats. Det er en god ide at følge en kost- og vitaminplan forud for operationen for at komme i form til denne.

En mineralrig kost – purerede rodfrugter, eventuelt godt sammenkogt med fiskeproteiner - har vist sig at være den letteste måde at få fyldt på med de nødvendige spormineraler og proteiner før en operation. Hos personer, der sjældent spiser fisk, skaldyr og rodfrugter, kan det være nødvendigt at supplere med mineralkosttilskud, især spormineralet zink, der har en særlig positiv virkning på sårheling. Dette gives ofte sammen med selen, der også styrker huden.

En undersøgelse fra Leiden University Medical Center i Holland har i øvrigt vist, at tilskud af C og E Vitaminer forbedrer vejrtrækningen og dermed iltningen af vævet efter en operation.

Paitienten fik en for sin gane, pengepung, aktive køkkeninteresse og fremtidige operation afbalanceret kost med skræddersyede vitamin- og mineraltilskud i fire uger før operationen og seks uger efter. Hans sår helede på forbløffende kort tid, arrene blev pæne og han følte sig godt tilpas.

”Jeg er overbevist om, jeg ikke kunne have klaret det så godt uden alle de vitaminer og mineraler, jeg slugte,” sagde han bagefter.

Flæsk på kniven
Et lignende eksempel vedrørte en herre, der efter et trafikuheld for år tilbage havde været igennem flere operationer i maven, og nu havde en kæmpebrok midt på maveskindet.

Der var en del fedt på vommen, så kirurgen ville have vanskeligheder ved at sy og stramme mavemusklerne op. ”Kirurgen har sagt, at han ikke kan sy i margarine - jeg bliver nødt til at tabe i hvert fald 20 kg, før han vil operere mig”, klagede patienten.

Tillige både røg og drak han, så det var nødvendigt med en virkelig indsats for at forberede ham til operationen. Han var nervøs, selv om han efterhånden havde været igennem flere indgreb.

Rygeres hud har svært ved at hele, fordi nikotinen påvirker blodforsyningen til huden. Blot en enkelt cigaret nedsætter blodgennemstrømningen markant i over en time. Sår behøver desuden ilt for at hele, og hos storrygere er ca. otte procent af de røde blodlegemers iltbinding blokeret af kulilte.

Endelig rummer tobaksrøgen meget små mængder blåsyre, som hæmmer cellernes stofskifte. De nye celler, som dannes ved sårhelingen, er særlig følsomme. Rygere danner halvt så mange af de proteinrige fibre, der er nødvendige for et operationssårs styrke, og herved øges risikoen for at såret springer op. En tarmoperation, hvor tarmen skal syes sammen, kan være direkte livsfarlig for rygere. Her er der tre gange så stor en risiko for, at operationssåret i tarmen brister. Hvis det sker, vil afføringen flyde ud i bughulen, og det fordobler risikoen for, at operationen ender med et dødsfald.

Risikoen for lungekomplikationer efter en operation i fuld bedøvelse er fire gange så høj hos rygere som hos ikke-rygere. Det drejer sig om komplikationer i form af bl.a. lungebetændelse og sammenklappede lunger.

Rent kosmetisk bliver rygernes operationsar ca. dobbelt så brede. (I parentes bemærket, kosmetiske operationer som f.eks. ansigtsløftninger medfører for rygere ti gange så stor risiko for at den opstrammede hud går til grunde, så resultatet er et betydeligt grimmere ansigt end før operationen. Derfor er der plastikkirurger, som ikke vil operere rygere.)

Det hjælper at lade være
Hvis rygningen stoppes nogle dage før en operation, fjernes kulilten og en del andre af cigaretrøgens giftstoffer fra kroppen, hvilket vil give en bedre sårheling. Rygningens mere langsigtede skadevirkninger på kroppen er dog tilsyneladende først væk uger efter rygestoppet. Fra en stor undersøgelse vides, at tobaksstop otte uger før operationer i fuld bedøvelse kan fjerne rygningens negative virkninger på operationsresultatet.

Vi diskuterede igennem med vor klient, hvor det var bedst at sætte ind først. Klienten havde allerede sat tobaksforbruget ned til fem cigaretter dagligt. Derfor valgte vi at arbejde med hans alkoholforbrug. Han gik fra 15–20 genstande om dagen til 2-3 over en periode på nogle uger, hvor han kom på klinikken hver anden eller tredje dag til vejning og kostvejledning. Et kurophold i den friske andalusiske bjergluft gav ilt i lungerne og fornyet mod på tilværelsen. For at få dulmet nervøsiteten og afspænde kroppen fik han en række afspændingsbehandlinger, godt støttet af akupunktur og zoneterapi. Han nød godt af et slankehold, hvor han sammen med de andre fik undervisning i, hvordan han kunne spise ernæringsrigtigt og samtidig gå ned i vægt. Da han manglede ideer og inspiration til madlavning i det hele taget, faldt det på et tørt sted. God mad blev en større del af hans hverdag – hvor han før havde taget sig en ekstra pilsner. Stolt mødte han op med sin kostdagbog. I takt med, at den gode mad kom ind og øllerne på ration, blev vommen støt og roligt mindre.

”Operationen gik fint, over al forventning. Brokket blev fjernet og maveskindet strammet op. Nu går jeg og nyder livet – og holder mig i skindet fra at løfte noget tungt de næste mange uger,” fortalte patienten efter sin operation.

Artiklen er skrevet i samarbejde med Inger Marie Haut, Master of Science i Nutrition.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2005