Det hele startede med en otte-dages ferie i Torrox hos noget familie.
Connie Fagerlund Larsen havde sammen med sin mand, Leif, chokoladefabrikken ”Broadway” i bomuldsspinderierne i Valby i 1980, da de for første gang besøgte Torrox Pueblo. “Broadway” leverede på det tidspunkt 80 pct. af alle danske påskeæg.

- Jeg tror, der var tre biler i Torrox i foråret 1980, og jeg husker, at der kun fandtes en bar, der fik sine øl leveret til døren på ryggen af et mulddyr. Der fandtes også kun én telefon i hele byen, fortæller Connie, - og det, der nu er plaza’en, var bare mudder og sand.

Connie, der var plaget slemt af gigt, opdagede at smerterne forsvandt i Spanien, så hun og hendes mand købte et feriehus på 150 kvm. på Cebadillas Alta. Et stort landsbyhus efter spanske forhold.

Ombygning og
spanskundervisning
Vel hjemme i Danmark igen tegnede Connie huset, som hun ville have det, og skrev noter og kommentarer til tegningerne efter Høst’s dansk-spansk ordbog .... og tegningerne blev godkendt.

- Det var svært at følge med i byggeriet på afstand, fortæller Connie. – Vi kunne jo ikke ringe, der var ingen telefon at ringe til, og desuden kunne jeg ikke spansk på det tidspunkt.

Connie fandt det nødvendigt at få lært spansk, så hun tilmeldte sig et 38-timers intensiv kursus i København hos mexicaneren Carlos Valle, som i dag har Centro Eleusis i Benalmádena Pueblo.

- Han var fantastisk! Han hjernevaskede mig simpelthen, men efter de 38 timer, talte jeg spansk på et niveua, så jeg kunne klare mig.
Connie skrev flere breve til bygherren i Torrox på sit nyerhvervede spansk, men hun fik aldrig noget svar tilbage. Det var først langt senere, at Connie opdagede, at han, ligesom utrolig mange andre voksne, var analfabet. Franco syntes ikke det var nødvendigt, at kvinder og bønder lærte at skrive og læse, og derfor er det stadig et problem for mange voksne over 40 år.

I efteråret 1980 ankom Connie og Leif igen for at se til byggeriet. De kørte med ”Taxa-Manolo”, som var dybt imponeret af Connies spansk, og som hele tiden rullede vinduet ned og råbte til Gud og hver mand; - Connie kan tale spansk!

Imod al forventning stod huset færdigt. Der manglede kun fliserne i badeværelset, som de ville have at Connie selv valgte, da de ikke havde kunnet få dem, som Connie først havde bestilt.

- Desuden var plaza’en blevet færdig med springvand og alting ... ligesom nogle af vejene i byen var blevet asfalteret, så der var virkelig sket noget på de få måneder.

Ville være kok
Oprindeligt ville Connie være kok, men på det tidspunkt kunne piger ikke komme i lære som kok, kun som smørrebrødsjomfru ... men det ville Connie ikke. I stedet for tog hun et år på Århusegnens Husholdnings- og Landbrugsskole.

- Der lærte jeg at lave mad, siger Connie. – Og det var en fantastisk tid; vi var 70 piger og 140 mænd!

Connie uddannede sig også som tilskæreske på Tilskærerakademiet. Hun gik i skole om dagen og arbejdede på forældrenes chokoladefabrik om aftenen.

- Jeg elsker at tegne mønstre, men jeg bryder mig ikke om at sy .... men selvfølgelig har jeg da syet til både mig selv, mine børn og vennerne.

Som tiden gik blev det mere og mere tydeligt, at Connie var ”født med en konditorsprøjte” i hænderne.

- Jeg kom til at stå for mere og mere af dekorationerne på chokoladefabrikken, som jeg så til sidst selv overtog.

25 år i Torrox
De første fem år brugte Connie og Leif huset i Torrox som feriehus sammen med deres to børn; Jesper og Yvonne, men det blev til nogle utrolig lange ferier mange gange om året ... hvilket var dyrt i flybilletter. Da Leif fyldte 60 år, og hans helbred ikke rigtig kunne håndtere stress mere, gik Connie og Leif på ”selvpension” og flyttede permanent til Torrox.

- Vi beholdt fabrikken indtil 1988, fortæller Connie, men vi solgte huset i Dragør, hvor vi boede, inden vi tog til Spanien.

Sønnen Jesper startede i den spanske skole, da han var 13 og han fik som den eneste i klassen topkarakter i spansk. I dag arbejder han for SAS og besøger regelmæssigt sin mor og kammeraterne i Torrox.
- Yvonne blev gift i kirken på plaza’en, siger Connie, - vi lånte den simpelthen, og den var fantastisk flot pyntet.

Huset i Cebadillas Alta blev skiftet ud med et 278 kvm. stort hus i et plan samt en 150 kvm. stor tagterrasse i udkanten af pueblo’en. Dette hus tegnede Connie også.

Jeg bliver i Spanien
- Der er sket meget siden 1980, siger Connie, - dengang var vi kun tre udenlandske ”feriefamilier”, tænk på, hvor mange udlændinge, der bor her nu!

Der er også sket det, at Connie har mistet sin mand gennem 36 år for kun et halvt år siden.

- Jeg mødte Leif i en taxa, da jeg var 23, siger Connie, - han var taxachauffør. Der var 20 års aldersforskel imellem os, men det har aldrig betydet noget. Jeg husker, at mange af de spanske kvinder i byen i starten spurgte mig om jeg havde giftet mig med ”sådan en gammel mand” for pengenes skyld? ... Jeg kunne heldigvis sige; - Nej! Det er mig, der har pengene.

Connie har lidt af panikangst og specielt nu skal hun tage sig selv voldsomt i nakken, for at komme ud af døren, men det gør hun også. Hun sidder i bestyrelsen for Den Danske klub i Torre del Mar, og det har hun gjort i seks år. Hun står også for køkkenet, både når det gælder indkøb og madlavning.

- Det er guld værd, at jeg har noget, jeg skal gøre. Lige gyldigt hvor angst jeg er, så skal jeg ud af døren ... der er jo nogen, der venter på mig.

- Jeg har kun kørt bil i en fem-seks år i Spanien. Det er Leifs skyld, at jeg kører nu, og det er jeg dybt taknemlig for. Når jeg skulle til bestyrelsesmøder i starten, så kørte Leif mig, men han var lidt træt af alt det venten. Så pludselig en dag, da jeg var færdig med mit møde, så var Leif der, og han var godt lakket til og stank af whisky. Der var ikke noget at gøre, jeg måtte køre hjem. Mine ben rystede og jeg var virkelig nervøs, men da jeg så parkerede udenfor vores hus, var Leif overhovedet ikke beruset mere. Han havde taget én drink, bare for at lugte af spiritus, men nu stod han ud af bilen og sagde; - Det gik jo fint, nu kan du selv køre for fremtiden ... Og det gjorde jeg!

Connie har ingen problemer med at få tiden til at gå. Hun elsker at pusle med planterne på sin enorm store terrasse.
- Jeg læser også meget, både historie, selvbiografier, spæn-dings- og kriminalromaner.

Connie elsker også at rejse, og netop nu lokker hendes søn med hende, han har planer om at trække hende verden rundt.

- Jeg skal lige trække vejret ovenpå Leifs død, men på et tidspunkt vil jeg gerne til Canada og besøge min søster, som har boet der i 28 år.
Til august skal Connie også en tur til Danmark, fordi da skal hendes søn Jesper være far. Hun har allerede to børnebørn. Hendes datter har nemlig døtrene, Natasja og Josephine.

Da jeg spørger Connie om tanken om at rejse tilbage til Danmark permanent har strejfet hende efter Leif er borte, svarer hun; - Hvad skal jeg dog der? Jeg kender jo ikke nogen mere.

Connie fortæller, at hun aldrig føler sig alene i Torrox. – Bare det at gå en tur gennem pueb-lo’en kan tage timer, jeg må jo stoppe op hvert tredje minut og snakke med de spaniere, jeg har kendt i mange år. Det er varme mennesker med en dejlig mentalitet. Folk, som bor i urbanización’er, lever et helt andet liv end jeg ... de møder ligesom ikke, det ægte Andalusien .... Jeg bliver i Spanien, her mærker jeg heller ikke noget til min gigt, kun når vejret skifter.

Dorte Holm Jensen
Foto: Poul Frey Skøtt

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---