20 år i Europa
Skrevet af Solkysten
Solkysten - Juli 2005
Den 12. juni var det 20 år siden, daværende statsminister Felipe González skrev under på aftalen om Spaniens optagelse i det forjættede land EU. Eller EF som det stadig hed.
Prikkens forfatter har god grund til at huske det, for han slog sig ned i landet i de samme dage. På den måde blev han priviligeret øjenvidne til en af de største og mest forbløffende forvandlinger i landets historie.

Nye tilflyttere på Costa del Sol skal leve sig ind i en tid hvor trafikken langs hele kysten blev afviklet på en tosporet landevej.

Provinshovedstaden Málaga lå halvt i ruiner. Undtagelsen var det nye kulturhus som kommunen havde anbragt pladask oven i en af de få bevaringsværdige ruiner – det gamle romerske teater. Nogle år tidligere var den store nyhed inden for byfornyelsen at der blev sat papirkurve op forud for fodbold-VM 1982, hvor Málaga gerne ville præsentere sig fra den bedste side.

Det var ikke netop den tredje verden, men det var også langt fra den første. Spanierne havde en ironisk kommentar til de forventninger der lå i luften: ”Endelig er vi europæere!” I otte år havde franskmændene kæmpet imod EF-udvidelsen, fordi det passede dem godt at have en fattig nabo på den anden side af Pyrenæerne. Det må dog også huskes at spanierne allerede havde været ude af trit med det øvrige Europa i 400 år, efter at Felipe II gjorde landet til ærkekatolicismens sidste bastion under modreformationen.

I første omgang fejrede spanierne EF-medlemsskabet med massefyringer på virksomhederne, der i rekordtempo skulle forberede sig på en tilværelse uden for toldmurene. Resterne blev i mange tilfælde solgt til udenlandske ejere, der rykkede ind med den fornødne know-how og en rynke over næsen ved synet af tingene, de fandt.

Rynken over næsen hørte ligesom med når man kom fra Nordeuropa, og forresten er der vist mange som har den endnu. De har ikke opdaget at i mellemtiden er spanierne selv gået i offensiven.
Bilindustrien har overhalet englænderne og italienerne. Euro-områdets mest værdifulde bank er spansk. Fem af verdens største entreprenørkoncerner er spanske. Telefónica er i dag verdens fjerdestørste telefonselskab, efter at det gamle monopol for to årtier siden gjorde de første famlende eksperimenter med digitalteknologien.

Det kom bag på alle hvor megen energi spanierne havde akkumuleret i løbet af ventetiden uden for Europa. EU har æren af den radikale forandring af det spanske samfund, men den største effekt kom indefra som følge af selvtilliden og den politiske stabilitet, der fulgte af EU-medlemsskabet. EU’s direkte økonomiske bidrag har været vigtigt (0,8 pct af bnp), men forklarer kun en del af de forløbne års højvækst.

Det er rart at vide for spanierne, som i en ikke fjern fremtid vil tabe det meste eller det hele af EU-regnskabets overskud. De aktuelle forhandlinger om EU’s fremtidige finansiering vil vise, hvad resultatet bliver. Spanierne er interesseret i en hurtig afgørelse, for jo længere forhandlingerne trækker ud, jo mindre bliver afstanden til de gamle EU-lande, og jo mere vil spanierne miste. Det får speciel betydning for udviklingsområder som Andalusien, hvor vi stadig halter efter det øvrige Spanien – for slet ikke at tale om Nordeuropa – når det gælder infrastrukturen.

Den statistiske effekt af EU-udvidelsen er at selv Andalusien pludselig må betragtes som et relativt velstående område i sammenligning med de nye EU-lande. Bruxelles har finansieret fire af hver ti km på de nye motorveje, men det er logisk at fremover skal de fleste penge gå til motorveje i Østeuropa. Det tjener spanierne til ære at i modsætning til franskmændene (hvem ellers!) reagerede de ikke med at vende tommelfingeren ned for den nye EU-forfatning. Det er et spørgsmål om selvtillid, og selvtilliden har været Spaniens vigtigste EU-gevinst.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2005