
Prinsessen på pletten
Skrevet af Solkysten
Ikke alle H.C. Andersens eventyr slutter lykkeligt. Det kunne formanden for digterens lokale komite umuligt glemme i løbet af to travle junidage, hvor det var knald eller fald, og nerverne stod på højkant. ”Det gik vist godt nok?” spurgte en nervøs Jens M. Jensen flere gange i løbet af programmet. Først om eftermiddagen den 15. juni slappede han af med god samvittighed: Det var altsammen gået bedre end godt nok.Både danskere og spaniere var inviteret til digterens 200 års fødselsdag i Málaga, men den store udfordring var nok at bringe festen ud til spanierne og skabe goodwill om Danmarks navn. Samme dag (15. juni) havde alle de lokale morgenaviser et genialt foto som på nogle få brøkdele af et sekund retfærdiggjorde det forløbne års anstrengelser i så henseende. Billedet af borgmester Francisco de la Torre og en smilende prinsesse Benedikte på bænken ved siden af H.C. Andersen er et af dem der bliver siddende på nethinden.
Ligesom H.C. Andersen i solid bronze bliver siddende på sin bænk på Plaza de la Marina for at nyde udsigten til folkelivet, han beskrev så levende i rejsebogen fra 1862. ”I ingen af Spaniens Byer har jeg følt mig saa glad, saa hyggeligt hjemme som i Malaga,” står der (på spansk) på statuens sokkel. Sådan ser digteren også ud. Prinsesse Benedikte sagde i sin tale at Andersen havde følt sig beæret ved tanken om at være tilbage i Málaga.
Det var en af de lejligheder, hvor selv indædte republikanere må indrømme at prinsesser er uovertrufne PR-medarbejdere for deres land. Efter statuens indvielse fik pressen nogle lige så gode billeder på Hans Christian Andersen skolen, hvor eleverne i alderen 3-12 år havde brugt måneder på forberedelserne til mødet med en rigtig levende eventyrfigur.
Klokken var 10.35. I centrum få km borte var prinsessen og borgmesteren ved at slutte besøget i Alameda Principal nr 8, hvor Andersen boede i det daværende hotel, da der lød en stemme i skolens højttaleranlæg: ”Hallo - nu er det på tide. Alle børn i god orden til skolegården!”
Og så marcherede ungerne ud i velordnede kolonner af tinsoldater, danserinder og grimme ællinger (skønt slet ikke så grimme endda) for at tage opstilling i gården. Børnene og deres forældre havde lagt et enormt arbejde i de fantastiske forklædninger, og i børnenes hænder var der flere dannebrogsflag end der var spanske flag på alle byens tage. Kvarterets skoleorkester stod klart da kortegen svingede ind, og prinsessen og følget tog opstilling til tonerne af Kong Kristian efterfulgt af den spanske nationalhymne.
Derefter kom det bedste. Modtagelseskomiteen inviterede prinsesse Benedikte til at træde indenfor i skolen, men prinsessen ville det anderledes. Til børnenes begejstring skråede hun over skolegården og gav sig god tid til at hilse hele vejen rundt, mens ambassadør Niels Pultz hjalp til med stikord på spansk. Man behøvede blot se de strålende børneøjne for at forstå, det var besøgets højdepunkt.
På det seneste er skolens elever åbenbart begyndt at læse Solkysten i spansk oversættelse, så det er bedst at tilføje prinsesse Benediktes sidste hilsen til dem:
- De var så søde, som de stod der med deres små flag, og fine i deres forklædninger. Det var en stor oplevelse for mig, ligesom den lille ballet de senere opførte med tinsoldater og sylfider. Danseparret i den afsluttende ”malagueña” var dejligt at se på. Drengen havde det virkelig i sig.
Uropførelse
Skolen var i øvrigt scene for uropførslen af et musikalsk værk, komponeret af Yuri Chuguyev, der er medlem af Málagas Filharmoniske Orkester. Sammen med flere kolleger opførte han Kejserens Nye Klæder, en underlægningsmusik til eventyret, der læstes højt med skuespilleren Rafael Taibos klangfulde stemme. Supermoderne toner til et gammelt, men evig aktuelt eventyr. På den måde fik H.C. Andersen dagene et islæt der kom i stand på spansk initiativ. Sparekassen Unicaja har ydet økonomisk støtte til udgivelsen af en cd-bog, hvor Chuguyev også har lavet underlægningsmusik til Prinsessen På Ærten. Selvfølgelig skal man forstå spansk for at få udbytte af ”Hans Christian Andersen, Cuentos Musicales” som er udgivet på forlaget Ediciones Maestro.
Prinsesse Benedikte vinkede farvel til børnene, men lige over for skolen var der i sidste øjeblik lagt et ekstra punkt ind i programmet. Sammen med borgmesteren indviede hun Málagas nye park ”Jardines de Hans Christian Andersen”. Parken er en del af de byfornyelsesarbejder, der skal hilse højhastighedstoget fra Madrid velkommen i Costa del Sols hovedstad. Man finder den ti minutter og et par år fra rutebilstationens hovedindgang. Følg Calle Unión. Drej til venstre ad Calle Reboul efter broen. Det var de ti minutter. Om et par år er parken meget mere interessant, når der vokser blomster andre steder end lige omkring skiltet.
Bifald til ballet
Samme aften blev Det Kongelige Teaters balletforestilling i et fyldt Teatro Cervantes til slut belønnet med stort bifald af et hovedsagelig spansk publikum. Førstedelens klassiske Bournonville-indslag blev høfligt modtaget. ”Korrekt og ikke mere,” mente dagbladet El Sur’s balletkritiker Manuel del Campo om Pas de Trois fra Konservatoriet, Blomsterfesten i Genzano og Sylfiden. Til gengæld var Del Campo lige som publikum begejstret for andendelen med Louise Midjords moderne koreografi til Den lille pige med svovlstikkerne, der for første gang blev opført i udlandet. ”Meget varieret og udtryksfuld,” siger anmelderen, som også overgav sig til Bournonville i tredjeakten af Napoli.
I Spaniens største dagblad El País lagde anmelderen Roger Salas til gengæld størst vægt på Bournonville - et enestående tilfælde i vestlig ballet, med anmelderens ord. ”Bournonvilles ide var at publikum aldrig bør bemærke de artistiske vanskeligheder, uanset dansens sværhedsgrad. Når danskerne danser, føler de altid et stort ansvar for traditionen. Desuden bemærker man sameksistensen mellem forskellige generationer på scenen, nøglen til en evig ungdom som synes garanteret i dette tilfælde,” skriver Roger Salas.
Få af nutidens vikinger har hørt lyden af en lur. Dem som gik glip af fanfaren forud for festforestillingen i Teatro Cervantes, fik den følgende formiddag chancen ved Margrethekirkens festgudstjeneste. Ved den efterfølgende reception i kirken sagde prinsesse Benedikte farvel til Costa del Sols danske koloni efter et kort besøg, der med hendes egne ord var så veltilrettelagt, at det kom til at virke længere. Som tegn på den kongelige påskønnelse fik vicekonsul Annette Sahlertz sammen med Málaga kommunes protokolchef Rafael Illa overrakt en gave, som vicekonsulen naturligvis først pakkede op derhjemme. Nu kan det røbes: Indeni lå der en krystalkaraffel med Benediktes monogram. ”Jeg har aldrig været så stolt,” fortæller vicekonsulen, men det må også tilføjes at hun og Rafael Illa (en gammel ven af Danmark) har arbejdet hårdt for sagen.
Andersen og Gud
Gudstjenesten var naturligvis bygget over Andersens sange og eventyr. Digteren var ikke just en ortodoks kristen - faktisk var hans personlige fortolkning af religionen årsag til alvorlig bekymring hos nogle af hans bekendte. Det fremgik af indledningen til pastor Karsten Erbs’ prædiken, som afrundede Málagas to hektiske Andersen-dage:
“H.C. Andersen havde en vidunderlig åben tilgang til kristendommen, til Gud og til det at tro. Hans virkelige trosbekendelse var det helt tætte eksistentielle forhold til Gud. Det var det, der betød noget. Alt andet kunne han godt undvære.
Det var med den lille Gerdas hjertelighed han tænkte Gud ind i sit eget liv, og han levede med Gud i en altid løbende indvendig eksistentiel samtale.
Kirken havde H.C.Andersen ikke så forfærdelig meget lyst til at komme i, for efter hans mening var visse præster et yderst forstyrrende element.
Et sted skriver han:
"Syngende, snævlende, affecteerte præster have vi. Istedenfor at tale naturligt ud af bryst og hjerte, se sin menighed, som mand, ansigt til ansigt, staae de som en kalkunsk hane og kaste hovedet til den ene side og øjnene til den anden. Guds ord skal, som den hellige altervin, rækkes os af den rene åbne sølvpokal".
Han har så inderligt ret. Skal kirken være et ordentligt gudshus, så skal den være fyldt af åben og ligefrem tale, hvor vi ansigt til ansigt taler om livets og dødens mange aspekter. H.C. Andersen skriver tilmed i et brev til H.C. Ørsted, at det må være tilladt at tænke selv, og at han for sin egen part finder det langt mere velsignet i sin tro også at vide. Han skriver: "Jeg vil ikke med tilbundne øjne gå til Gud; jeg vil have dem åbne, se og vide".
Sådan noget er godt. Også her kan H.C. Andersen lære os noget. Engang kommer han på Basnæs i sommeren 1870 i et aftenselskab i en diskussion om Jesus og H.C. Andersen hævder, at troen på frelserens guddommelige fødsel ikke var strengt nødvendig for at tro på Gud. Det fik damerne i selskabet til at snappe efter vejret. Flere af dem mente, at digter Andersen næppe kunne betegnes som en kristen.
"Jeg blev næsten opgivet" konstaterer H.C. Andersen dagen efter i sin dagbog.
Men det er så modigt og frit sagt i en periode, hvor orthodoksien stadig var gældende i kirken! Men han har ret i, at det ikke er nødvendigt at undertrykke sit intellekt for at tænke Gud ind i tilværelsen, for Gud og alle fortællingerne om ham er sande, men skal ikke altid tages bogstaveligt. "Der bygger en Gud i os", skriver H.C.Andersen et sted. Gud er os nærmere, end vi er os selv. Gud er til som det levende åndedræt i alle mennesker.
pod.
(Fotos er af Poul Frey Skøtt,
hvor andet ikke er opgivet)
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2005
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2005
