Marbellas vælgere ønsker ny borgmester
Skrevet af Solkysten
Solkysten - December 2005
Det konservative Partido Popular ville blive en klar vinder af kommunalvalget i Marbella, hvis valget skulde holdes i dag. Ifølge en meningsmåling foretaget af Metroscopia ville 47 pct. af vælgerne stemme på PP, hvis leder er den svenskgifte Ángeles Muñoz. Socialistpartiet PSOE ville få 28 pct. af stemmerne, mens de spredte rester af afdøde Jesús Gils politiske formation GIL kun ville samle 8,5 pct.

Tallene skal måske tages med et gran salt, eftersom undersøgelsen blev finansieret af PP. Men resultatet er så klart, at GIL’isternes nederlag synes at være en kendsgerning efter to årtier, hvor skiftende GIL-lederes demagogi førte kommunen ud i dens nuværende byplanmæssige og økonomiske kaos. Hertil kommer den usikkerhed, der følger af at halvdelen af byrådet har trusler om retssager hængende over hovedet.

I november fastslog Audiencia Provincial i Málaga, at to gamle GIL’ister er uegnede til at bestride offentligt hverv, hvorefter disse straks må forlade byrådet. Det er Rafael González (rådmand for sundhed og industri), samt Marisa Alcalá, der i dag hører til oppositionen. Paradoksalt nok styrker deres afgang formodentlig borgmester Marisol Yagüe, idet de nu erstattes af to tro partisoldater, nr. 18 og 19 på GIL´s valgliste fra 2003.

Ifølge Metroscopia ønsker to tredjedele af borgerne, at Junta de Andalucía straks griber ind over for borgmesteren, opløser bystyret og udskriver nyvalg straks uden at vente på det ordinære kommunalvalg i 2007. Denne mulighed indebærer en besværlig og kontroversiel juridisk proces, men i november gav Ángeles Muñoz sin støtte til borgergruppen ”Marbella-San Pedro por el cambio”, der presser på for at finde en hurtig løsning på kommunens regeringskrise.

Socialisterne, der er bevidste om at de ikke har markeret sig så godt som de konservative i oppositionen, foretrækker formodenlig at vente til det ordinære valg i 2007. PSOE vil til den tid præsentere en borgmesterkandidat ”i sværvægtsklassen”, lover partiet. Et rygte vil vide, det er Junta de Andalucías turistminister Paulino Plata.
Læs også
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2005