Godoy bliver lynchet af folkemængden.

Napoleon var ikke tilfreds med resultatet af freden i Amiens. Han ønskede at annektere hele Portugal og for at overtale Godoy til at gå med i krigen, lovede han ham at oprette et mini-kongerige til ham ved Algarvekysten i den sydlige del af Portugal, mens han selv ville beholdt resten af landet.

Det var nu hans ide, at en fransk-spansk flåde med l60.000 mand skulle gøre landgang i England, og Spanien ? eller rettere sagt Godoy - erklærede nu efter Napoleons ordre England krig. I 1804 kom det til det berømte slag ved Trafalgar, hvor England, som efterhånden havde ødelagt den hollandske, den danske og den spanske flåde, blev herre over havene, mens den allierede flåde led det afgørende nederlag overfor Admiral Lord Nelson, som samtidig fandt sin død ved dette slag.


Efter denne katastrofale udgang på krigen voksede hadet mod Godoy, som nu helt var i hænderne på Napoleon.

Samtidig udløstes der et drama inden for den kgl. spanske familie, idet oppositionen havde samlet sig omkring kronprinsen, som af et godt hjerte hadede sine forældre på grund af deres forhold til Godoy.

Da Carlos IV yderligere gav Godoy tilladelse til at kalde sig Kgl. Højhed, blev det af Fernandos parti betragtet som begyndelsen til en sammensværgelse, gående ud på at tilsidesætte Fernandos rettigheder til tronen og overdrage dem til Godoy som regent efter Carlos IVs død. Med disse ideer som baggrund begyndte oppositionen mod kongen og Godoy at tage helt usædvanlige former. Man satte det helt store propagandasystem i gang, for med rygter og smædeskrifter at bagtale kongeparret og Godoy.

Hofmaler Goya og to andre velkendte kunstnere gik med til at male 35 akvareller, hvis sjofle og platte motiver hentydede til forholdet mellem kongeparret og Godoy. Nogle af disse billeder ? især Goyas - var så uanstændige, at selv Fernando ikke vovede at offentliggøre dem. De øvrige blev trykt sammen med smædeviser og slået op på væggene i ikke særlig anbefalelsesværdige bydele.


Samtidig skrev Kronprinsen nu et uforskammet brev til sin far, hvori han forsøgte at bagtale Godoy ved at insinuere, at der bestod et intimt forhold mellem ham og dronningen. Kongen afviste det som bagvaskelse og kastede sønnen i fængsel. Han genvandt dog ret hurtigt sin frihed ved ydmygt at bede om pardon og ved at angive sine medsammensvorne, som henholdsvis blev landsforvist eller kastet i fængsel. Fernandos usle karakter fornægtede sig ikke.


Napoleon bad nu om tilladelse til at lade franske tropper gå over den spanske grænse for at komme til Portugal, og en hær på 100.000 mand krydsede Bidasoafloden.

Spanien troede naivt på at Napoleon som tak for hjælpen ville skaffe dem af med den forhadte Godoy og anede ikke, at hans sande hensigter var at bemægtige sig hele Spanien.

Stillet overfor denne alvorlige situation rådede Godoy kongeparret til at søge tilflugt i Sevilla, hvorfra de let kunne slippe af sted til de spanske kolonier i Sydamerika, hvis situationen forværredes. Folket protesterede opbragt ved tanken om, at kongeparret overlod landet til sin skæbne, og opstanden mundede ud i Aranjuez-oprøret, som ikke var rettet mod kongen, men mod den forhadte Godoy.

Folkemængden omringede og plyndrede hans palads, mens han selv forsøgte at skjule sig i et loftsrum, hvor han opholdt sig i mange timer, indtil han halvdød af tørst vovede sig frem, men blev opdaget og anholdt og i triumf ført til fængslet fulgt af en hylende folkemængde, som nær havde lynchet ham.

For at redde situationen og berolige de ophidsede gemytter, fandt Carlos IV som eneste udvej at abdicere til fordel for sin søn Fernando, mens Dronningen gjorde alt, hvad hun kunne for at redde Godoy fra at blive dømt af sine fjender. Napoleons tropper var i landet og det lykkedes hende at stille Godoy under general Murats beskyttelse, hvorefter han på Napoleons ordre blev sendt til Frankrig. Et par dage efter blev også Godoys veninde Pepita Tudó befriet og bragt i sikkerhed i Frankrig med sine to børn.


Napoleon overbeviste nu Carlos IV og Maria Luisa om, at det var bedre de tog foreløbig ophold i Frankrig, og nu manglede der kun én brik for at han kunne disponere over Spanien, som han fandt for godt.

Uenigheden og fjendskabet mellem Carlos IV og hans søn på grund af oprøret i Aranjuez endte med et forslag fra Napoleons side, gående ud på at holde en konference mellem alle parter for at løse problemet om retten til den spanske trone.

Under disse møder, som fandt sted i Bayonne i maj 1808, udfoldede der sig en af de skændigste og mest nedværdigende scener i Spaniens historie. Under højrøstede skænderier og indbyrdes fornærmelser gav Fernando rettigheden til tronen tilbage til sin far, som derefter overgav den til Napoleon.

Et par dage holdt Napoleon den spanske krone i sine hænder før han overgav den til sin ældre bror José Bonaparte.


Mens det spanske folk greb til våben for at forsvare disse uværdige, enfoldige Borbon?er blev kronprins Fernando midlertidigt interneret i Valencay-slottet med sit følge, mens Carlos IV, Maria Luisa og Godoy eller Treenigheden, som de hed i folkemunde, først tog ophold i Fontainebleau og senere i Compiegne med en årlig sum på 30 millioner reales, betalt af den franske stat. Få måneder senere nedsatte Napoleon dette beløb under påskud af nødvendigheden i at spare, og kongeparret så sig nødsaget til at sælge nogle af deres juveler og heste.

Efterhånden som Napoleons stjerne dalede, skrev Carlos IV til sin søn, som på det tidspunkt nu var blevet konge i Spanien som Fernando VII, og bad om tilladelse til at vende tilbage til Spanien for at tage ophold på deres yndlingsslot Aranjuez med løfte om ikke at blande sig i politik. Dette forslag faldt ikke i god jord hos Fernando, og kongeparret rejste derefter til Rom, hvor de tog ophold i slottet Barberini.


De efterfølgende begivenheder med Napoleons flugt fra øen Elba i 1815 og hans kortvarige tilbagevenden til magten, fyldte Europa med rædsel og frygt.

Carlos IV og Maria Luisa følte sig heller ikke sikre i Rom, men ingen steder var de velkomne, og de måtte skyndsomst tage til Verona, hvor de modtog økonomisk hjælp fra Fernando VII. Efter at Napoleon var blevet taget til fange og bragt til Santa Helena vendte kongeparret tilbage til Rom.

Årene og ulykkerne underminerede Maria Luisas helbred, og hun døde 67 år gammel, mager, uden tænder og næsten invalid af gigt. Ingen af disse omstændigheder, heller ikke tabet af den store magt han havde haft, ændrede Godoys forhold til kongeparret. Han forblev tro til det sidste, selv om han ikke kunne vente sig noget fra Maria Luisas side, andet end en døendes taknemmelighed.

Kongen overlevede hende kun nogle få dage. Deres jordiske rester blev overført til Spanien og er nu i de spanske kongers panteon i slottet Escorial.


Godoy, som indtil da havde levet af en beskeden pension, som Carlos IV havde overladt ham, rejste nu tilbage til Frankrig, hvor han levede i Paris under meget vanskelige økonomiske kår af en lille sum penge, som den franske prins Luís Felipe havde givet ham som tak for den hjælp, han havde ydet franske emigranter under revolutionen.

Han var afholdt i kvarteret, hvor han boede. Nogle troede han var en gammel krigsveteran eller måske en tidligere skuespiller. Der var sikkert ingen der vidste, at han for år tilbage havde holdt Spaniens skæbne i sine hænder.

Ved en forordning i 1847 under Isabel II blev alle hans titler og værdigheder givet tilbage til ham, men han opnåede ikke at få sit store ønske opfyldt om en dag at gå en tur på El Paseo del Prado.

Den 4. oktober 1851 døde han i Paris, 87 år gammel. Her blev han begravet på kirkegården Pere Lachaise, hvor en enkel gravsten bærer indskriften:

Don Manuel Godoy, Principe de la Paz, Duque de Alcudia, født i Badajoz d.12 maj 1767, død i Paris den 4. oktober 1851.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---