Ifølge en fransk forfatter (Tulard) begik Napoleon i l807 en stor militær og politiske fejltagelse ved at rode sig ind i den spanske hvepserede, men efter at han i 1804 havde udråbt sig selv til kejser kendte hans magtsyge ingen grænser.

Han havde hurtigt set den store strategiske betydning, Den Iberiske Halvø havde for at kunne kontrollere Middelhavet og dermed neutralisere Portugals magt og forhindre dette land i at støtte det fjendtligsindede England. Således kunne han herske over det meste af Europa, og for at opnå dette gjorde han brug af sin store familie.

Han havde allerede indsat sin bror Luis som konge i Holland og en anden bror, Jeronimo, som konge i Westfalen, mens den ældste bror, José, var blevet konge i de spanske besiddelser i Neapel og Sicilien, hvor Napoleon, som ikke havde meget tilovers for den borbon?ske kongefamilie havde jaget den spanske prins ud.

Hans yngre bror Luciano, som var den eneste, der ikke tog Napoleon alvorligt, og som i modsætning til de andre søskende sommetider turde sige ham imod, havde en tid været ambassadør i Spanien, hvor han var kommet godt ud af det med den spanske kongefamilie. Napoleon havde også en del søstre, en af dem gift med general Murat, storhertug af Clèves og Berg, mens søstrene Elisa og Paulina fik adelstitler og blev gift med hertuger eller prinser i områder som kunne gavne Frankrigs interesser.


Nu da Napoleon havde fået overrakt den spanske krone af Carlos IV, var så det store spørgsmål, hvem han skulle indsætte som konge i sit nyerhvervede rige, og han besluttede at storebror José med sin gode karakter og venlige, diplomatiske optræden var den, der bedst ville egne sig til den vanskelige post.

José var imidlertid ikke meget for at forlade Neapel, hvor han befandt sig godt og var afholdt af alle. Han nægtede det i første omgang, men en ordre fra hans majestæt kejseren var en ordre, og han måtte nødtvungent og i hast tage til Paris, hvor en deputation på 150 højtstående spanske adelsmænd allerede var ankommet for at modtage ham og ledsage ham til Spanien.

Disse 150 udsendinge fra Spanien gik alle ind for reformer og liberale ideer og var derfor indstillet på at samarbejde med Frankrig, for derigennem at opnå deres hensigter og den 15 juni 1808 blev der i Bayonne vedtaget en ny spansk forfatning, hvis bestemmelser var en blanding af, hvad Napoleons forstod ved en liberal regering og de spanske reformisters ideer om en sådan.

Forfatningen af 1812

Denne nye forfatning kom aldrig til at få betydning, fordi man i Spanien i mellemtiden havde vedtaget en kontrareform, havde erklæret forfatningen fra Bayonne ugyldig, udråbt kronprins Fernando som legitim konge med tilnavnet den syvende og erklæret Frankrig krig i Fernando VII?s navn. Denne nye forfatning blev sammenkaldt for første gang i 1810 i byen Cádiz, en by som det aldrig var lykkedes de franske tropper at indtage, og blev et par år senere offentliggjort som La Costitutión de 1812 eller den spanske liberalismes Magna Carta.

Henrettelserne den 4. maj 1808 som Goya oplevede dem.

I mellemtiden havde man i begyndelsen af maj gjort oprør mod de franske tropper, som under påskud af at straffe portugiserne for deres støtte til England havde fået tilladelse til at gå gennem Pyrenæerne til Portugal, men som uden videre var blevet i landet, og under general Murat?s ledelse var draget mod Madrid med en hær på 20.000 mand for at slå oprøret i Aranjuez ned.

Madrids befolkning, som følte sig forrådt var nu klar over, at Napoleon havde til hensigt at erobre landet, og i forbitret raseri gik de løs på den franske hær med de primitive våben, de i en fart kunne få fat på, og de franske tropper med mamelukkerne med dragne sabler i spidsen måtte kæmpe med store tab for at slå oprøret ned.

Det var et af de tilfælde af desperat forsvar, hvor det lykkedes spanierne at holde den meget overlegne franske styrke i skak i flere timer. Men næste dag tog Murat hævn, hans tropper gik fra hus til hus og arresterede vilkårligt hvem de kunne få fat på og henrettede dem ubarmhjertigt uden for Madrid, uden forudgående forhør eller dom.

Disse to begivenheder, kampen mod mamelukkerne og henrettelserne, er blevet foreviget af Goya i to berømte malerier, som i dag findes på Pradomuseet. Trods henrettelserne brød folket ud i et håbløst oprør, som bredte sig til alle hjørner af landet og forenede alle sociale lag i en fælles kamp mod overmagten, og Spanien blev i de næste 6 år en slagmark i den såkaldte spanske uafhængighedskrig, hvor man bad England om hjælp mod Napoleon.


Franskmændene havde aldrig været særligt populære i Spanien, og nu hvor den franske hær hærgede landet, var det forståeligt, at man ikke så med venlige øjne på en fransk konge, som var blevet påduttet landet uden at man havde hørt det spanske folks mening, og da José gjorde sit indtog i Madrid i juli måned 1808, fik han da også kun en iskold modtagelse.

Der var ikke mange, han kunne støtte sig til, men der fandtes en lille gruppe intellektuelle, de såkaldte franskvenlige (deriblandt maleren Goya), som håbede på, at det franske dynasti kunne være et middel til at europæisere det tilbagestående Spanien, så det kunne komme på højde med de øvrige europæiske lande.


Det var derfor under meget vanskelige betingelser, at José Bonaparte overtog kongemagten i Spanien. Desuden var det i virkeligheden Napoleon, der styrede og bestemte alt. Den franske hær var under hans overkommando, og de franske generaler ignorerede fuldstændigt José Bonaparte og gjorde som det passede dem i de zoner, de kontrollerede og adlød udelukkende Napoleons ordrer.

Det lykkedes i begyndelsen de franske hærstyrker at slå de spanske tropper i Nordspanien, men snart opdagede de franske generaler, at hvad der hidtil havde været en leg for dem udviklede sig til et problem. Den besejrede spanske hær spredtes, delte sig i mange grupper og dukkede uventet op igen, således at en sejr ikke kunne betragtes som en endelig afgørelse.

Franskmændene var for første gang ude for en helt ny form for krig: GUERILLAKRIG, en benævnelse og en krigsførelse, som netop stammer fra den spanske uafhængighedskrig. De spanske oprørere udnyttede overraskelsesmomentet, var ualmindelig mobile, angreb kun mindre styrker og spredte grupper af fjendens tropper, hvorpå de hurtigt trak sig tilbage og forsvandt for at dukke op igen på uventede steder.

De havde desuden den fordel at kende terrænet godt og at have den stedlige befolkning på deres side. På den måde skulle franskmændene bruge større troppestyrker til at bekæmpe dem, og desuden lykkedes det ofte spanierne at afbryde forbindelsen mellem de forskellige dele af modpartens tropper. Med denne nye form for krig kom der også mere grusomhed ind i krigen, og på begge sider kæmpede man med ubeskrivelig brutalitet.

Franskmændene havde fra begyndelsen fremkaldt en rædsel i befolkningen. De skændede kirker og klostre, øvede voldtægt og plyndrede og viste i det hele taget foragt for almindelig hensynstagen selv under krig. I nationalarkivet i Simancas nedtrampede deres heste, som blev opstaldet i de forskellige rum, århundredgamle dokumenter og soldaterne gik heller ikke af vejen for at bruge dokumenterne som toiletpapir.


Otte dage efter de første store nederlag lykkedes det spanierne at vinde en overraskende sejr. Den franske general Dupont var blevet omringet og måtte overgive sig til den spanske general Castaños i den andalusiske by Bailen efter tre dages blodig kamp.

Den franske general havde så mange tyvekoster og så mange sårede på slæb, at han havde mistet meget tid og ikke kunne nå at trække sig tilbage i sikkerhed. Rent psykologisk betød sejren også, at hermed var myten om den franske hærs uovervindelighed blevet tilintetgjort.


Napoleon, som ikke havde megen tiltro til sin brors militære evner, besluttede nu at tage til Madrid for at sætte tingene på plads. Han var ikke for ingenting den store strateg, han ankom den 3. november 1808 og i løbet af nul komma fem slog han den spanske hær, som kom imod ham, og Madrid overgav sig den 5 december. Men han så nu til sin overraskelse, at selv om hovedstaden var faldet, havde han ingen kontrol over resten af landet, således som det havde været tilfældet i andre af Europas byer, som han havde erobret.

Guerillakrigen hørte ikke op, og den oprørske junta ydede modstand Men hans største problem var englænderne, som var kommet gennem Portugal for at hjælpe spanierne, og som nu var blevet en trussel mod hans herredømme i Spanien. Og da han så oven i købet fik bud fra Paris, at østrigerne intrigerede mod ham i Frankrig, opgav han at forfølge englænderne og skyndte sig hjem til Paris.

Han opgav også planerne om at marchere mod Portugal for at få kontrol over den pyrenæiske halvø, og ledelsen af de franske styrker blev overgivet til general Soult, som til trods for at vinde over englænderne ved La Coruña heller ikke opnåede at få kontrol over landet.


Selv om den franske hærs situation i Spanien var blevet forbedret betydeligt ved Napoleons lynvisit, opnåede han ikke det ønskede resultat. For første gang fungerede hans militære planer ikke, som han var vant til andre steder med en hurtig tilintetgørelse af fjenden for ved efterfølgende konversationer at tvinge sine betingelser igennem.

Krigen fortsatte, og han måtte ofre penge og soldater, som var nødvendige andre steder. Hans tidligere krige havde altid bragt økonomiske fordele med sig, men det spanske foretagende viste sig meget kostbart.

Det var heller ikke lykkedes at lukke de spanske havne for portugiserne og dermed for handelen med Nord- og Sydamerika.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---