
Liliane Kemp</br>Rejsemedarbejder
På travetur i Sierra de las Nieves:
La Fuensanta og Los Sauces
La Fuensanta og Los Sauces
Skrevet af Solkysten
Det er vinter hernede. Det siger kalenderen. Skinner solen - og det ved vi, den gør det meste af tiden, så gælder det bare om at komme ud i naturen. Månedens forslag lyder endnu en gang på SIERRA DE LAS NIEVES, der i ventermånederne gør ære til sit navn og godt kan finde på at iføre sig en hvid kåbe. Chancen er der for at opleve et snelandskab, dog med et forbehold: Vejene bliver mindre fremkommelige og stierne - usynlige. Lyder vejrmeldingen på ?sol og mildt vejr? ja, så kan jeg anbefale en udflugt til la FUENSANTA og LOS SAUCES. Kan gennemføres uden at være i besiddelse af en potent 4-hjulstrækker.
Ruta de la Fuensanta
Efter blot få kilometer ad en grusvej når vi frem til en forhenværende bondegård med dertil hørende mølle, opført engang i det XVIII årh.
Begge ligger de utrolig idyllisk, lige ned til en bæk - La Fuensanta - der henter sine kilder samme sted. Skøn vegetation, skyggefulde træer! Er man heldig, kan man da også få øje på karper og småfisk, der lystigt lader sig føre videre af strømmen.
Indtil for nogle år siden fandtes der her et rekreativt område, anlagt af skovvæsenet, men senere oversvømmelser har fået myndighederne til at nedlægge stedet som ?Zona de acampada?. Det er med andre ord, forbudt at slå sit telt op ved den gamle mølle, hvad jeg ikke mener, vore læsere vil savne, for jeg tror, at de fleste af os meget hellere vil tilbringe natten i en ordentlig seng med springmadras. Der er dog ingen, der forbyder én at holde pic-nic netop her i det grønne, ?slå mave?, nyde bækkens melodiske toner og opleve en tilstand af fuld relax. I sådan en stund kommer jeg i tanke om et gammelt ordsprog, der lyder således:
?La felicidád es el verde de la hierba,
el sonido del agua y un hermoso rostro
at tu lado?.
Mere skal der ikke til for at opleve en tilstand af lykke.
Men lad os komme videre, for vi skulle helst nå lidt mere i løbet af dagen.
Næste mål: LOS SAUCES
Vi forlader La Fuensanta, kører videre forbi La Rejertilla - en privat finca - når frem til en vejgaffel med et stenkors. Glem foreløbig vejen, der går højre om og opad (den fører til Puerto de la Mujer, som vi godt kan gemme til en anden udflugt. Ja, måske til den efterfølgende artikel).
Vi holder os til hovedvejen, der af og til godt kan være lidt ?skrap?, men så slem er den heller ikke, for jeg konstaterer, at mine plomber stadig sidder i tænderne ?
Efter ca. 5 kilometers kørsel igennem et yderst attraktivt skovområde får vi øje på det næste stenkors, placeret ved indgangen til LOS SAUCES - en kæmpe plæne med ældgamle træer, hvis skygge er eftertragtet, når solen skinner fra en skyfri himmel.
På en søndag er der yderst livligt i området. Hyggestemning så det batter, guitarspillende teenagere, akkompagneret af sanglystne kammerater. Sådan oplevede vi LOS SAUCES, min mand og jeg for et par år siden, hvor vi også blev budt på ?tortilla? og ?salchicha? af en herlig familien fra Málaga, der syntes, at vi var ?søde og interessante?.
Op til LOS SAUCES kan man sagtens nå frem som bil-turist, parkere og så derfra vandre efter lyst og behag.
Fra det førnævnte stenkors nr. to - ikke til at tage fejl af - forgrener vejen sig, og så er det, man må slå ?plat eller krone? og bestemme sig til enten at følge ruten op til ruinerne af et gammelt kloster, kendt under navnet El Convento de Nuestra Señora de las Nieves eller vælge grusvejen til højre for korset, der går i retning af en bondegård - den såkaldte Cortijo del Palancar.
Begge ruter kan rekommanderes. Den første prøvede jeg for nogle år siden med manden, jeg er gift med, der aldrig har haft vandring som hobby og derfor var glad for, at konventet blot lå ca. 1 km. fra Los Sauces.
Sammen med mine trofaste vandrekammerater blev vi dog enige om at stile efter bondegården.
Vi parkerede ved Los Sauces, fik hver især fat i rygsæk og stok, og så afsted ? Ruten er betydeligt længere (3 km, måske 4 km?), hvor man i starten følger en såkaldt carril (sagt på dansk - grusvej) med konstant, men let stigning, der både tillader konversation og sang (?Op og gå på travetur, hoila-hi, hoila-ho ?). Så er det pludselig slut med grusvejen, og en skøn opadgående sti lokker til vandring igennem et enestående terræn med skov og frodig vegetation.
Vi følger en slugt og får da også øje på ?kollegaer?, der vandrer på den anden side af den, blot i modsat retning. Har svært ved at finde ud af, hvordan de har båret sig ad med at havne på de kanter ? (der må være en rute, som ikke står opført i mine ellers udmærkede bøger).
Nu gælder det om at finde et traktørsted. Vi bestemmer os for la venta El Yoni, der ligger på hovedvejen til Málaga, få hundrede meter fra broen, hvorfra vi svingede mod LA FUENSANTA. Det er en klassisk venta med dertil hørende skøn terrasse, hvorfra udsigten er yderst attraktiv.
Vi starter med en øl, der som bekendt altid slukker tørsten. Er læseren i øvrigt klar over, at man i Spanien startede med at brygge denne herlige drik 1.100 år f.Kr.? Øllen skyller vi ned med ?chorizos á la brasa? (hele området er nemlig kendt for sine pølser og lignende derivatter fra vor gode ven grisen), men selvfølgelig har menukortet meget andet at byde på. God tur!
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Januar 2002
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Januar 2002
