
Slædeudflugterne giver pote.
Det kolde paradis
Skrevet af Solkysten
Sierra Nevada indleder sæsonen med praktiske ski-pas og nye skilifter
Skumring sænker sig over Sierra Nevada bjergene ved Granada. En gruppe skiløbere venter på deres lift ved hovedstationen Borreguilles. De har meldt sig til en slalomkonkurrence, men skal i modsætning til andre dage vise deres behændigheder under en stjerneklar himmel.
Skiløb på en kunstbelyst løjpe lokker hver lørdag aften flere hundrede skiløbere til Sierra Nevada. Cetursa, skisportsområdets koncessionshaver, har som det eneste i Spanien sat lyskastere op langs en af løjperne og tilbyder løberne denne usædvanlige oplevelse.
Sierra Nevada er et af Spaniens største skisportsområder. Stationen ligger i 2.100 meter over havet og bliver hvert år besøgt af en million skiløbere fra hele verden. De dyrker deres yndlingssport på 67 kilometer afmærkede løjper og har glæde af skisportscenterets omfattende faciliteter.
Sierra Nevada har som de foregående år rustet sig til den nye sæson. Junta de Andalucía, hovedaktionær i Cetursa-Sierra Nevada, har brugt 18 mio. euro i forskellige nybyggerier og modernisering af den eksisterende infrastruktur.
Skiløberne mærker forbedringerne, inden de tager skistøvlerne på. Cetursa har i år præsenteret et praktisk ski-pas. Systemet kaldes ?forfait? og giver skiløberne adgang til lifter og svævebaner. Passet har størrelse som et kontokort, men det behøver i modsætning til tidligere ikke at være synlig hele tiden. Kortet fremvises blot ved kontrolpunkterne, hvilket nedsætter ventetiden ved lifterne.
?Forfait?-systemet har andre fordele. Skiløberne kan bestille deres ski-pas før turen til Sierra Nevada. Cetursa har etableret en reserve- og informationscentral (telefon 902 708 090). Telefonmedarbejderne hjælper skiløbere og andre besøgende med at løse alle slags praktiske problemer. Centralen anviser hoteller eller pensionater i Sierra Nevada. De oplyser samtidigt om føret på løjperne, og de informerer om trafiksituationen på landevejen mellem Granada og skisportsområdet.
Levende håndbog
Sierra Nevada benytter også den moderne teknologi. Cetursa har åbnet en portal på Internettet (www.sierranevadaski.com). Hjemmesiden har oplysninger om planlagte aktiviteter, skiskoler, leje af udstyr, m.m. Portalen har også vejrmeldinger, snerapporter, beskrivelser af løjperne. En liste med underholdningstilbud og serviceydelser på mellemstationerne fuldender værket.
- Portalen er en levende håndbog om Sierra Nevada. Den giver skiløbere og andre besøgende nyttig viden inden deres afrejse. De kan bedre planlægge deres tur og får større udbytte af deres ophold, siger Manuel Santaella.
Han er pressechef for Cetursa og anbefaler fastboende skandinaver og turister på Costa del Sol at bruge portalen som inspirationskilde.
- Sierra Nevada har både traditionelle og atypiske former for skisportsaktiviteter. Skiløberne regner primært med at øve sig i slalom, styrtløb eller hop, men de kan også dyrke nordiske discipliner på to langrendsbaner. Fartdjævlene får adrenalinet til at stige i en snowpark med ramper, og skøjteløberne har adgang til en skøjtebane uden overdækning, siger Manuel Santaella.
Han fremhæver andre populære aktiviteter.
- Skiløberne kan skifte deres ski ud med en oppustet gummiring. De sætter sig i midten og får en anden fornemmelse af fart. Vovehalsene hviner højlydt, når de glider hen over sneen, forsikrer han.
Andre foretrækker en snescooter eller en tur med slædehunde. Sidstnævnte nyder stor popularitet.
- Deltagerne sidder med slædeføreren under varme skind, mens polarhunde trækker slæden op og ned af bakkerne. Skiløberne hygger sig på en anden måde og nyder det smukke syn af sneklædte bjerge og stilheden, siger Manuel Santaella.
Han opfordrer skandinaver til en tur. De kommer fra et koldt klima og ved lidt om de barske betingelser ved polarcirklen.
- Eskimoerne har i flere århundreder måttet klare sig med dette primitive transportmiddel. De har ikke kunnet komme frem på anden måde, konstaterer Manuel Santaella.
Mindre spildtid
I Sierra Nevada er sommerhalvåret blevet brugt på at forbedre de mekaniske installationer. En ny tovbane med seks siddepladser ?Telesilla Stadium? indvies i nær fremtid. Den erstatter en forældet lift med plads til det halve. ?Telesilla Stadium? får nu kapacitet til 2.900 skiløbere i timen og transporterer dem til mellemstationen på syv minutter.
Cetursa har samtidig fjernet to nedslidte træklifter i området for nybegyndere. Skiløberne bliver nu transporteret hen over øvebanen i en skilift. Den klarer 2.400 personer i timen og har gjort det muligt at udvide dette område med 20 procent.
En klog disposition, konstaterer Manuel Santaella.
- Nybegynderne har i flere år haft for lidt plads. De har haft svært ved at følge skiinstruktørernes anvisninger og er konstant stødt ind i hinanden. De har nu nemmere ved at lære den grundlæggende teknik og får større selvtillid på løjperne, siger han.
Koncessionshaveren har også taget hensyn til det brede publikum.
- Sierra Nevada bliver med indvielsen af de nye installationer i stand til at transportere flere skiløbere ud på løjperne. De når hurtigere frem og spilder mindre tid på at vente ved mellemstationerne, siger Manuel Santaella.
Han opfordrer skiløberne til at lade det komme an på en prøve.
- Sierra Nevada er et paradis for skisportsdyrkere. De har alle faciliteter til deres disposition og kan prøve deres kunnen på svære og lette løjper. Valget er frit, bare de husker huer og handsker, siger han.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Januar 2002
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Januar 2002
