1,6 mia. sorte pesetas blev sat i omløb i fjor
Skrevet af Solkysten
Solkysten - Januar 2002
Euroeffekten førte bl.a. til nye prisstigninger på boligmarkedet
1,6 bia. ?sorte pesetas? blev fundet frem af madrassen og sat i omløb i fjor, inden Spaniens gamle mønt blev afløst af euroen ved årsskiftet. Det siger økonomerne i storbanken BBVA, der har skønnet om omfanget af den såkaldte ?euroeffekt? på spansk økonomi.

Boligmarkedet har ifølge BBVA været den store aftager af sorte pesetas - 1,1 bia. ialt. Det er forklaringen på, at boligpriserne i 2001 steg omkring 14 pct., selvom årets sidste halvdel var præget af et stærkt fald i den økonomiske aktivitet.

På samme måde er det kun euroeffekten, der kan forklare en stærk vækst i bilsalget i årets sidste måneder, hvor branchen var tæt på at slå sine gamle rekorder.

Der var specielt god afsætning på dyre biler. Op til 80 pct. af handlerne fandt sted med kontanter, oplyste kilder i Málagas bilbranche til dagbladet Sur.

Denne ekstraordinære kapitalindsprøjtning vil ebbe ud i tiden frem til den 1. marts, hvor forretningerne ikke længere tager mod pesetas. Herefter falder privatforbruget til et niveau, der stemmer bedre overens med den økonomiske konjunktur.

Efter flere år med stærk vækst i boligpriserne vil disse kun stige med fem pct. i 2002, skønner BBVA, hvis økonomer ikke udelukker et direkte fald i priserne i 2003. Den negative udvikling i efterspørgslen opvejes i nogen grad af et fald i byggeaktiviteten, som allerede er slået igennem.


Skattekontrol
Ligesom de øvrige eurolande har Spanien uofficielt valgt at følge en mild kontrol med pengeombytningen. Ved en mere streng kontrol kunne man have fanget flere af de sorte penge, men risikerede til gengæld at skabe større usikkerhed om en af de vigtigste milepæle i EUs historie.

Kritikken har dog fået skattevæsenet til at iværksætte en kontrol på nogle særlig konfliktfyldte områder, fremgår det af spansk presse.

Det gælder bl.a. de seneste måneders store hushandler i nogle luksus-urbanización?er. Køberne af luksusbiler samt kunst og antikviteter kan også imødese en senere rutinekontrol, hvor skattevæsenet sammenligner deres indtægts- og formueforhold med de oplysninger, der stilles til rådighed af henholdsvis Trafikdirektoratet og kunsthandlerne.

Udadtil undgår skattevæsenet at dramatisere situationen. Indtil juni kan man fortsat veksle pesetas til euro i alle pengeinstitutter, som efter den gældende lov fra 1993 ikke skal kræve skattekontrolnummeret af folk, der veksler beløb under 2,5 mio. pesetas.

Veksler man ad flere omgange et større beløb, skal banken - i hvert fald i teorien - underrette Banco de España (centralbanken) og økonomiministeriet.

Efter juni kan man fortsat veksle de gamle pesetas i Banco de España, som ikke har fastsat nogen tidsfrist for ombytningen til euro.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Januar 2002