Bodegas Hnos. Peciña
Skrevet af Solkysten
Solkysten - Marts 2002
"Man skal prøve alt her i livet én gang, og det man synes om, kan man så prøve igen", sagde en klog mand. Derfor tager vi læserne tilbage til Rioja, hvor megen god vin har sin oprindelse. Distriktet, der har fået navn efter den lille flod Rio Oja, var det første i Spanien, der blev klart afgrænset ? nærmere betegnet i 1926. Man ved dog, at romerne sejlede gennem Middelhavet, op ad Ebro, hvorefter de slog sig ned i Logroño og Haro, der er hovedbyerne i Rioja.

Mange mener, at de tog vinstokke med på deres videre færd til Frankrig, og at disse skulle være grundstammen til Cabernet Sauvignon. Det er sandsynligt, men har aldrig kunnet bevises. Helt sikkert er det dog, at da vinlusen brød ud i Bordeaux i 1870, drog en del vinbønder over Pyrenæerne til Rioja, hvor både klima og jordbund var meget lig det, de kom fra. Dette viste sig at være til fordel for alle, for i Rioja ville man gerne udveksle erfaringer med franskmændene, og nye produktionsmetoder blev udviklet.

I 1910 blev det så Rioja, der blev ramt af den frygtede vinlus, hvilket fik mange af franskmændene til at rejse den modsatte vej, men de efterlod i det mindste deres erfaringer med at lagre vinen på små egetræsfade.

Da vinlusen var nedkæmpet, var det tid for Første Verdenskrig, så Borgerkrigen og endelig Anden Verdenskrig. I denne lange periode skete der ikke meget. Man dyrkede vin som altid ? stille og roligt ? uden tid til kreativitet. Endnu engang kom Bordeaux til som redningsmand. I begyndelsen af 70erne var efterspørgslen på vin stor og især på Bordeaux-vine. Priserne blev hævet til det astronomiske, og kloge købmænd begyndte at se sig om efter andre markeder. Her kom så Rioja ind i billedet. Som sagt er vækstbetingelserne næsten de samme, og metoderne er i vid udstrækning hentet fra Bordeaux, så her kunne man finde god vin til meget rimelige priser, og dermed var grundlaget for en givtig eksport skabt.


Señorio de P. Peciña
I den meget lille by San Vicente de la Sonsierra ligger vores udvalgte bodega, som ikke er særlig gammel. Den første vin blev sendt på gaden i 1992, og den første reserva så dagens lys i 1996. Bodegaen ejer 50 ha. jord, der er beliggende i Rioja Alta, og producerer ca. 350.000 kg. druer. Da 90% af disse er Tempranillo, 5% er Garnacha og de sidste 5% er Graciano, er det åbenlyst, at bodegaen næsten udelukkende fremstiller røde vine. Hermanos Peciña har kapacitet til at producere 10.000 hl. vin. Bodegaen råder over 2.500 fade af fransk og amerikansk egetræ. Hver 6. måned skifter man vinen fra nye til gamle fade for at opnå den bedste smag. Skulle man komme på de kanter, er der for øvrigt mulighed for at besøge både bodegaen og deres velassorterede butik med mange forskellige produkter fra området.


Månedens vin
Vi har valgt Señorio de P. Peciña, Crianza 1998, som er fremstillet efter klassiske metoder, og derfor har den typiske kraftige fadsmag, Rioja er så kendt for, med en behagelig bouquet af vanille og violer. Vinen kan drikkes nu, men kan med fordel gemmes 2-3 år, da den stadig udvikler sig på flasken.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2002