Velkommen til hulemandens underjordiske verden. Et fascinerende drypstensunivers. Klippeformationer med smalle passager og huletegninger venter på mit besøg.

Mine fantasiforestillinger vimsede rundt i mit hoved på vej til drypstenhulerne i Nerja. Jeg skulle for første gang deltage i en ekspedition med amatørhuleforskere og havde sat mig for at beskrive forløbet af turen i de mørke grotter. Med en båndoptager ville jeg indtale mine spontane indtryk, og mit kamera med en lysfølsom film og en kraftig blitz skulle bruges til at forevige de flotteste steder.

Drypstenshulerne har i to år haft succes med at arrangere disse ekspeditioner. Styrelsen er gået sammen med det andalusiske forbund af huleforskere og tillader almindelige mennesker adgang til de øverste grotter. Erfarne medlemmer leder ekspeditioner på 10-12 personer og sørger for, at deltagerne får fuld udbytte af turen.

Jeg mødtes som aftalt med de andre deltagere ved indgangen til hulerne. Holdet bestod denne gang af fem kvinder og syv mænd. De fleste var på min egen alder, men Robert Richie, en pensioneret svæveflyverinstruktør fra Skotland og hans veninde Antoinette Thunnissen, havde trods deres alder besluttet at gennemføre den fem-seks time lange ekspedition.

Eva Gallardo fra styrelsen bød os velkommen. Hun undskyldte, at ekspeditionslederen Federico var lidt forsinket, men sørgede for ikke at spilde ventetiden. Hun bad os om at gå med ned i omklædningsrummet, hvor hun ville udlevere det nødvendige udstyr. Det bestod af en olivenfarvet lærredsdragt, en kortærmet, hvid T-shirt, en sikkerhedsslynge, en hjelm med tilhørende lygte og et tungt batteri med remme til at binde om livet.

Hun viste os omklædningsrummene og forsikrede, at vi kunne lægge alle værdigenstande uden risiko for tyveri. Omklædningsrummene ville være låste.

Ekspeditionslederen Federico dukkede snart op med Eva. Han checkede vores navne og udstyr, hvorefter han gav os en kort forklaring om dagens rute.

- Turen tager fem-seks timer og går gennem en snes forskellige afsnit af hulerne. De har hver især deres karakteristika, som I får en mere detaljeret beskrivelse af på stedet, fortalte han.

Han viste os en plan over hulesystemet og pegede på de sværeste steder.

- Ruten er mange steder kompliceret. I skal passe på de glatte sten og følge mine instrukser til mindste detalje. Vi skal op af bratte stigninger og gennem smalle passager. Nu er I advaret, sagde han.

Gruppen gik efter instruktionen op i cafeteriaet og spiste ekstra morgenmad på styrelsens regning.

- I kommer til at brænde mange kalorier af undervejs, og jeg kan højest tilbyde jer en chokoladekiks og en energiholdig sodavand på halvvejen. Der er lang vej til nærmeste kiosk, når vi har passeret de første grotter, så sørg endelig for at bestille en ekstra toast og husk at gå på toilettet.

Jeg fulgte guidens råd og snuppede to kopper kaffe og en bocadillo med serranoskinke. Et morgenmåltid, jeg aldrig vil fortryde.


Federico samlede tropperne kl. 10.30. Vi satte kurs mod indgangen og fik de sidste instruktioner.

- Vi skal i første omgang kravle op ad en stejl væg. Den første del har et tov med knuder, hvorefter vi fortsætter med en stige. Husk hele tiden at læne kroppe bagud og sæt fødderne fast i de udhuggede trin. Så er stigningen til at overkomme, sagde han.

Jeg kiggede sammen med de andre op ad den stejle væg og tog en dyb indånding. Tak skal du ha?. Mit kondital og kræfter har kendt bedre dage, og jeg har aldrig brudt mig om højder.

Nu er det din tur, Jesper, råbte Federico fra toppen.

Jeg spændte sikkerhedslinien fast i slyngen og greb fat i rebet. Det var slet ikke så hårdt. Med faste tag halede jeg mig op til første mellemtrin og skiftede sikkerhedsline. På venstre side hang metalstigen, som jeg fik fat i med et snuptag. Den var sværere at håndtere end rebet med knuder, men jeg fandt rytmen og nåede forpustet op til toppen.

Næste fase stillede krav om balanceevne og godt fodfæste. Vi skulle forbi en kegleformet klippe ved hjælp af ophængte reb.

Federico viste os teknikken og tilbød mig at bære kameraet i sin rygsæk.

- Det vil genere dig, når du skal kravle op af de stejleste stigninger. Jeg skal nok passe godt på det, og der bliver rigelig tid til at fotografere længere fremme, sagde han.

Jeg takkede ham for tilbudet og rakte ham udstyret. Det lykkedes mig at komme forbi klippen uden besvær og få åndedrættet tilbage på toppen af en rampe.


Federico førte os de næste fem timer rundt i de forskellige grotter. Han fortalte os undervejs om forskellen mellem hængende og stående drypsten og gav os i hvilepauserne undervisning i geologi.

Vi stoppede flere gange op og nød de fantastiske syn. Ved hjælp af vores lygter så vi silhuetter fra de meterhøje drypsten. De hang som istapper og mindede os om en fjern fortid med mammutter og hulemænd.

I den næste passage lignede kalkstenene et koralrev. De sad fast på væggene og skulle behandles med omtanke.

- Pas på fingrene. Koralrevet ser smukt ud, men de papirtynde flager kan skære jeres hænder til blods, advarede Federico.

Efter flere klippebestigninger og snævre passager nåede vi frem til en mellemgang med hulemalerier. En tegning viste konjunkturerne af et dyr, et andet maleri lignede ansigtet på en mand.

Federico forbød os at fotografere malerierne. Blitzlyset beskadiger farverne, og tegningerne er værdifulde levn fra fortiden.

Han ledte os i stedet videre til en af turens underligste oplevelser. Vi nåede hen til en hulegang med strandsand. Det skyldes en sjælden erosionsproces i stenene, forklarede vores ekspert. Stenene smuldrer fra hinanden og ender som bittesmå partikler.

- Husk at rense jeres støvler, før vi går videre. Sandet klæber sig til sålen og kan være årsagen til, at I kommer galt af sted, advarede ekspeditionslederen.

Jeg fulgte hans råd, men fik åbenbart ikke fjernet al det klæbrige sand. På et ellers harmløst klippefremspring mistede jeg fodfæstet og røg ? undskyld udtrykket ? på røven. Det gør forbandet ondt at ryge på halen i en drypstenshule, skal jeg hilse at sige.

Mine vandrekammerater stablede mig på benene og spurgte bekymret til min bagdel. Jeg kunne heldigvis gå videre og prøvede resten af turen at finde fodfæstet.

På det tidspunkt begyndte jeg at mærke trætheden i arme og ben. Vi havde i fem timer bevæget os rundt i de mørke grotter og måtte på de smalleste steder opføre os som den verdensberømte udbryderkonge Houdini.

Federico tog hensyn til situation. Han satte tempoet ned og hjalp de udmattede deltagere forbi de sidste forhindringer, før vi nåede tilbage til drypstenshulens udgang.

Med svedende ansigter og tørre halse satte vi kurs mod omklædningsrummet. Et brusebad og rent tøj bragte os tilbage til virkeligheden. Jeg havde set hulemændenes tilholdssteder, men måtte også betale prisen for strabadserne.

Jeg sad de efterfølgende dage på puder, men vil aldrig fortryde mit møde med fortiden.

Praktiske oplysninger

Ekspeditionerne arrangeres to gange om måneden fra oktober til maj på lørdage, men holder pause i højsæsonen (juli?september). Luftfugtigheden i hulerne er på den tid af året for høj og giver risiko for væsketab.

Huleforskningen koster 90,15 euro pr. deltager og kræver tilmelding på forhånd. Deltagerne skal være opmærksomme på følgende:

Huleudforskninger er en risikosport, og deltageren påtager sig skriftligt ansvaret for eventuelle uheld og materielle skader. I samme formular bekræfter deltagerne, at de ikke har fysiske handicap eller sygdomme, som forhindrer et normalt forløb af turen.

Man skal i øvrigt sørge for at medbringe vandrestøvler med skridsikre såler. Tennissko, sejlersko og lignende fodtøj frarådes på det kraftigste. Det er også tilrådeligt at spise et solidt morgenmåltid før starten.


Yderligere oplysninger:

Patronato de la Cueva de Nerja
Tlf. 952 529 520
Fax 952 529 646
Beskrivelse af drypstenshulerne findes på følgende portaler: www.sopde.es og www.bd-andalucia.es/cueva/home.htm

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---