Fra todækker til jumbojet
Skrevet af Solkysten
Málagas lufthavnsmuseum samler på kuriøse minder om flyvetrafikkens historie
En enorm radiosender med tilhørende hovedtelefon sikrede i 1910 forbindelsen mellem et faldefærdigt kontroltårn og todækkere under indflyvning til en mark i udkanten af Málaga. Apparatet havde stort set ingen rækkevidde og knasede forfærdeligt i dårligt vejr.
Knap hundrede år senere har senderen en helt anden funktion. Radioapparater byder gæsterne velkommen i Spaniens eneste lufthavnsmuseum.
Museet hedder Aula Aeronáutica og ligger i den oprindelige terminal bag bryggeriet San Miguel. Bygningen er i dag hovedkvarter for den civile lufttrafik, men lufthavnsstyrelsen AENA har siden slutningen af 1997 udnyttet den begrænsede plads til en permanent udstilling af udstyr og teknisk grej.
Museet er indrettet i seks sale og har for øjeblikket 1200 forskellige objekter og apparater. To restaurerede propelmaskiner fra 50erne og diverse køretøjer fra udrykningstjenesten er del af samlingen. Hovedparten stammer fra Málaga lufthavn, men museet har suppleret udstillingen med udstyr fra andre spanske og udenlandske lufthavne.
- Udstillingen viser flytrafikkens korte, men interessante historie. Museet samler på sjove minder fra lufthavnen før turisternes ankomst og kombinerer dem med instrumenter og måleapparater fra udgåede flyvemaskiner. De giver gæsterne overblik over den teknologiske udvikling i luftfarten, siger Luis Utrilla Navarro.
Han er afdelingschef i lufthavnsstyrelsen AENA og har sammen med en gruppe medarbejdere i lufthavnen taget initiativ til det luftfartstekniske museum.
Grundlæggerne måtte i flere år ventet på en starttilladelse. Málaga lufthavn holdt 75 års fødselsdag i 1994 og markerede jubilæet med en omrejsende udstilling af sendeudstyr og gamle apparater. Passagerne var så begejstrede, at medarbejderne forslog direktøren at starte et lufthavnsmuseum.
- Vi havde hjulpet med at fremskaffe genstandene og syntes, at det ville være synd, hvis de blev spredt for alle vinde. De var repræsentative for lufthavnens historie og kunne bruges som udgangspunkt for en permanent udstilling, siger Luis.
Fra sin lederstilling trak han i de nødvendige tråde, og nåede efter flere års forhandlinger med de relevante myndigheder i Madrid frem til et kompromis. Museet rykkede i november 1997 ind i den gamle passagerterminal bag bryggeriet og har siden da været i konstant fremgang.
- Vi er en institution i den spanske lufttrafik og modtager hvert år flere hundrede objekter fra flyselskaber og private samlere. De donerer sjældne ting og sager, som vi er glade for, men desværre sætter os i bekneb. Museumsbygningen har for øjeblikket ikke plads til flere montre og skabe. Gaverne ender i magasiner og samler støv, siger Luis.
Pladsmanglen bliver snart løst. Museet udvides med en hangar, som får samme arkitektur som den gamle terminal og forventes færdig inden højsæsonen.
- Hangaren er på 200 kvadratmeter og løser et gevaldig problem. Vi har i flere år ærgret os over, at museet kun udstiller halvdelen af sin samling, men nu kan vi se frem til, at de mange minder hales frem fra bunden af magasinet, siger han optimistisk.
Et besøg værd
Aula Aeronáutica er et besøg værd. Museet er delt op i forskellige underafdelinger, som hver især viser luftfartens brogede historie.
I den første sal findes en samling gamle plakater fra luftfartselskaber og sort-hvide fotografier fra lufthavnens spæde start i begyndelsen af det forrige århundrede. På plancher og fotostater beskrives den første flyveopvisning i 1910 på en mark, som otte år senere førte til anlægningen af den første spanske, kommercielle lufthavn.
Et andet rum er tilegnet flyvemaskinerne. Salen har glasmontrer med gamle reservedele, hjælpegrej til jordpersonalet og måleapparater fra flyvekabiner. Samme sted støder gæsterne på nussede flybilletter, mærkesedler fra nedlagte flyselskaber og sikkerhedsinstruktioner fra en snes forskellige propelfly og jetmaskiner.
Udstillingen har også en samling med diverse signallamper og advarselslys, som hjalp piloterne med at finde landingsbanen. En af lamperne vejer flere kilo. Den blev støbt ned i cement og kunne modstå vægten af en DC-10 med 250 passager og bagage.
En vindeltrappe leder museumsgæsterne op til det gamle kontroltårn. Inden charterturisternes invasion i 60erne var det bemandet med to flyveledere, som styrede trafikken med primitive hjælpemidler. En signallampe sikrede kontakten med piloterne i tilfælde af kommunikationssvigt, og en svag projektør oplyste det lille hangarområde.
- Nutidens flyveledere kniber sig selv i armen, når de besøger kontroltårnet. De fatter ikke, hvordan flyvemaskinerne landede sikkert for 40 år siden. Kontroltårnet havde på det tidspunkt ikke mange ressourcer, men holdt styr på flytrafikken uden nævneværdige uheld, siger Julio Salvador Avila.
Han er museets tilsynsførende og har jævnligt ansvar for rundvisningen. Guiden fortæller undervejs om de mange sider i driften af en lufthavn.
- Lufthavne er som gigantiske maskine. Den kræver et perfekt samarbejde mellem flere tusinde medarbejdere med forskellige ansvarsområder. Knækker et led i kæden, går maskinen i stå, forklarer han i et rum med kommunikationsudstyr.
- Flyvelederne betragtes som lufthavnes vigtigste medarbejdere. De holder styr på lufttrafikken, men mangler flyvemaskinerne brændstof, aflyses afgangene. Kan mekanikerne ikke checke motoren, får maskinerne flyveforbud. Følger personalet i bagageafdelingen ikke med, bryder systemet sammen og forvandler lufthavnen til et uoverskueligt kaos, siger han.
Flyskræk
Julio leder gæsterne, en gruppe flymekanikere fra den nærliggende militærbase, hen til en sal med stewardesseuniformer og hjælpemidler til betjeningen af passagerne. Han bruger kabinepersonalet til at bevise den hurtige udvikling.
- Stewardesserne måtte for fyrre år siden krydse passagerne af på en plan over kabinen. I dag checkes de ind på computer og man registrerer manglende passagerer ved hjælp af et krydscheck med boardingkort. Det ville det daværende kabinepersonalet aldrig have troet kunne lade sig gøre, garanterer han.
Udstillingen har forskelligt brandslukningsudstyr og redningsveste fra flyvemaskinerne. De har også deres særkende.
- Vestene var i starten ikke oppustelige. Passagerne fik før afgangen et lynkursus i, hvordan de kunne blæse vesten op i tilfælde af nødlanding. Det gav mange flygæster en skræk i livet. De så sig selv i vandet med hajer og var nødt til at tage nervepiller eller en dobbelt whisky i afgangshallen, fortæller han med et smil.
I baggården har museet flere skatte. En restaureret propelmaskine fra 50erne tager flest kegler. Den ankom i 1979 til Málaga for at deltage i diverse filmoptagelser, men blev efterladt af flyselskabet. Lufthavnen købte ti år senere det rustne vrag, som nu er blevet sat i stand og malet.
Gæsterne sætter sig i kabinen og studerer instrumentbrættet med højdemålere, olietryk og kompasser.
Baggården bruges også til at udstille køretøjer fra lufthavnstjenesten. En ældre lufthavnsbus vækker søde minder blandt hæderkronede charterturister.
Den har i flere årtier transporteret turister til ankomsthallen. Bussen havde stort set ingen affjedring og skramlede hen over landingsbanen, siger Julio.
Han peger på en bordeauxfarvet Saab. Den har fem hjul og bruges til at registrere bremsespor på landingsbanen.
- Slidmærkerne kontrolleres konstant. De kan i regnvejr gøre landingsbanen glat og får i værste fald flyvemaskinen til at skride. Ekstrahjulet har sensorer, som måler tykkelsen af brændt gummi. Er bremsesporene for tykke, fjernes de med opløsende væske fra en ledsagerbil, forklarer Julio.
Sjældenheder
Lufthavnsmuseet har adskillige samlerobjekter. Den mest sjældne genstand er en skindmaske fra begyndelsen af forrige århundrede. Den tilhørte pionerpiloten Jorge Loring Martinez og havde et usædvanligt formål. Han brugte den i sin første todækker for at undgå oliestænk fra motoren.
- Maskinen var så faldefærdig, at skindmasken var den eneste udvej. Motoren var som en hullet si og fik piloten til ligne en neger, indtil han fandt på at udskifte sit tørklæde med en skindmaske, siger Julio.
Museet har også et underligt pejleapparat fra en tysk Juncker. Pilen peger udelukkende mod nord og syd, hvor det konventionelle pejleudstyr bruger 360 grader.
- Apparatet havde den store ulempe, at piloten kun kunne flyve mod de to poler. Han måtte medbringe et kompas og sjusse sig frem, hvilket virker fuldstændig idiotisk, siger guiden.
I et anneks udstiller museet reservedele og afmonterede kabiner fra gamle jetjagere. Der støder gæsterne på en anden overraskelse. Museet har skåret dækket fra en Boing ud som en lagkage.
- I kender landingsstellet fra ydersiden. Nu kan I se, hvordan de moderne maskiner ser ud indvendig. Bremsecylinder og -skiver er avanceret teknologi og skal kontrolleres efter hver flyvning. Checket er rutine for flymekanikerne, men almindelige mennesker ville aldrig finde rede i de mange kabler, forsikrer Julio.
Praktiske oplysninger
Aula Aeronáutica er åbent for alle, men besøg skal være organiseret på forhånd. Det sker ved telefonisk henvendelse til lufthavnsstyrelsen (tlf. 952 204 88 33). Større grupper (10-15 personer) vises rundt af en tosproget guide. Enkeltpersoner eller par samles i hold eller kobles på en større gruppe.
Lufthavnsstyrelsen har i øvrigt udliciteret driften af museet. Den nye forpagter er ikke kendt endnu, men får under alle omstændigheder et stort ansvar. Privatlufthavnen skal på et senere tidspunkt flytte til den modsatte ende af lufthavnen. Til den tid bliver lufthavnsmuseet udvidet med en tilbygning og større omgivelser.
Yderligere oplysninger om museet findes på lufthavnenes hjemmeside:
www.aena.es
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2002
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2002

