
Den kuperede bane er designet af Severiano Ballesteros.
Golf på toppen
Skrevet af Solkysten
Los Arqueros Golf & Country Club i Benahavís er en af skandinavernes foretrukne baner
To svenske handicapspillere spejder efter bolden på hul 13. Den lander midtvejs på fairway og skal nu reddes med et gennemtænkt slag for at nå frem til greenen i bunden af kløften.
Los Arqueros Golf & Country Club sætter konstant handicapspillere på prøve. Banen ligger i et kuperet terræn fem kilometer fra San Pedro de Alcántara og er designet af Severiano Ballesteros. Han skabte sammen med det svenske entreprenør- og ejendomsselskab Wasa 18 udfordrende huller med smalle fairways, velplacerede bunkers og tre søer.
Banen har senere skiftet ejer. Den tilhører i dag det engelske entreprenørfirma Taylor Woodrow, men hovedaktionæren har bevaret de skandinaviske forbindelser. Svenskeren Åke Olofsson har indtil for nylig været direktør for Los Arqueros. Han er nu ansvarlig for entreprenørens boligudstykninger ved banen. Nordmanden Ulf Svendsen tiltrådte i sommer som ny direktør for golfbanen og fører Åke Olofssons arbejde videre.
Los Arqueros har siden indvielsen i 1991 været et populært mødested for skandinaviske golfere. Klubben har i dag flest svenske medlemmer, men norske og danske golfere har heller ikke overset banen. De befinder sig godt med de gennemtænkte huller.
Det skandinaviske islæt viser sig på andre måder. Klubhusets restaurant drives af de svensk-spanske forpagtere Lars Eriksson og Miguel Rus. På en stor terrasse har gæsterne udsigt til Middelhavet og kan vælge mellem forskellige svenske retter.
Los Arqueros Golf & Country Club har hele tiden været en kommerciel bane med ?pay & play? systemet. Byggeriet af urbanizacion?er ændrer snart klubbens driftsmodel. Entreprenøren Taylor Woodrow er begyndt at udstede aktier til boligejerne, så Los Arqueros bliver åben for medlemmer og spillere udefra.
- Vi tager hensyn til begge målgrupper. Banen vil fortsat være tilgængelig for et bredt publikum, selv om antallet af aktionærer stiger i takt med salget af villaer og rækkehuse, siger Ulf Svendsen.
Los Arqueros Golf & Country Club er på andre områder i front. Den nye direktør lægger vægt på en miljøvenlig politik. Klubben har anskaffet 60 eldrevne buggyer og udlejer nu kun vogne med de lydløse el-motorer. Banen vandes med renset spildevand, og greenkeepers må udelukkende bruge gødning med et lille kemikalieindhold.
- Vi ligger i et naturskønt område og har besluttet at beskytte omgivelserne. Det kræver en omlægning af den daglige drift, men gør samtidig banen mere attraktiv. Golferne nyder stilheden, mens de forsøger at hamle op med Ballesteros? geniale design, siger Ulf Svendsen.
Han har selv svært ved at gå de 18 huller til par 71 og forsøger som alle andre at undgå de værste fælder.
- Banen kræver en god taktik. Golferne skal hele tiden vælge deres køller med omtanke. Flere huller ser ud til at kunne klares med en driver, som så viser sig at være det værste valg. Bolden forsvinder i rough på grund af blæsten eller ryger direkte i en bunker, siger han.
Ulf Svendsen anbefaler at leje en buggy.
- Los Arqueros har stejle bakker og flere bratte fald. De tager pusten fra spillere til fods, hvorfor det er klogt at bruge en vogn, siger han.
Forbedringer
Los Arqueros Golf & Country Club har flere gange forbedret banens design. Hul 18 var indtil for nylig par 5, men handicapspillere må nu højst bruge fire slag for at holde banes par. Det har kunnet lade sige gøre ved at flytte tee frem og udvide greenen ved siden af klubhuset. På hul 12 skal golferne tage højde for en bunker bag ved greenen. Den virker skræmmende, men har i virkeligheden gjort spillet nemmere. Området var tidligere et tæt bevokset krat, hvor bolden blev væk.
Golferne møder andre steder større forhindringer. Hul 6 er banens sværeste hul med handicap 1. Fairwayen er smal, og en sø på højre hånd truer med en bogey. Golferen skal fra tee slå til bolden med præcision, da greenen gemmer sig på den modsatte side af søen.
Hul 8 er også berygtet. Det er et langt par 5 med en dogleg. Golferen skal beregne første slag med omtanke. Slås bolden for langt, forsvinder den bag en klynge oliventræer. Er slaget derimod for kort, bliver vinklen til greenen skæv.
Samme taktik skal tages i brug ved hul 3. Golferen har en stor sø på venstre hånd og flere bunkers på højre hånd. Huller kræver et klogt valg af jern og et nærstudium af hullets længde.
Hul 5 er derimod en overkommelig opgave. Det er et kort par 3 uden store forhindringer. Greenen nås på første slag og lægger op til en birdie.
Udvidelser
Los Arqueros Golf & Country Club er i ekspansion. Taylor Woodrow har købt en nabogrund og anlægger en bane med ni huller. De bliver som den eksisterende bane designet af Severiano Ballesteros. Han vil på ny taget udgangspunkt i det kuperede terræn og skabe svære huller med en blanding af naturlige og kunstige forhindringer. Gravemaskinerne går i gang efter påske og kommer på hårdt arbejde. Banen skal efter planen være spilleklar i slutningen af 2003.
Ulf Svendsen ser frem til indvielsen af de ni huller.
- Udvidelsen gør det nemmere at vedligeholde banen. Klubben kan til den tid lukke ni huller i en længere periode for at ændre designet uden at spillerne bemærker det. De har fortsat 18 huller at prøve kræfter på, siger han.
Los Arqueros Golf & Country Club
Ctra. de Ronda s/n, Km 166,5
29679 Benahavís
Tlf. 952 784 600
Fax. 952 786 707
Hjemmeside: www.taylorwoodrow.com
Banen ligger i bjergene ud til landevejen mellem San Pedro de Alcántara og Ronda. Den kan enten nås ved at dreje fra N340 i San Pedro eller benytte frakørslen på betalingsmotorvejen.
Ctra. de Ronda s/n, Km 166,5
29679 Benahavís
Tlf. 952 784 600
Fax. 952 786 707
Hjemmeside: www.taylorwoodrow.com
Banen ligger i bjergene ud til landevejen mellem San Pedro de Alcántara og Ronda. Den kan enten nås ved at dreje fra N340 i San Pedro eller benytte frakørslen på betalingsmotorvejen.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2002
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2002
