Arvefjenderne Spanien og England har gjort større fremskridt i de sidste tre måneder end det var lykkedes i de foregående tre århundreder.

Siden den 21. juli 1704, hvor en engelsk flåde besatte Gibraltar, har der været kold og undertiden varm krig mellem de to lande. For første gang er der udsigt til at suverænitetsstriden om den strategiske klippe kan finde en løsning, som er acceptabel for begge parter.

Eneste problem: der er en tredje part - gibraltareanerne selv - som er alt andet end begejstret for den løsning, der er udsigt til.

?Forræderi,? klager Gibraltars førsteminister Peter Caruana. Han har nægtet at deltage i de nye forhandlingsrunder mellem spaniere og englændere, hvor han kun var tiltænkt en birolle som menigt medlem af den engelske delegation.

Alt er gået endnu hurtigere end de mest optimistiske (eller pessimistiske) havde turdet drømme om i oktober i fjor, hvor den engelske udenrigsminister Jack Straw pludselig reagerede på en føler, spanierne havde stukket ud for flere år siden.

Efter en ny forhandlingsrunde i februar mellem Straw og hans spanske kollega Josep Piqué har ministrene sat sommerferien 2002 som tidsfrist for at nå til enighed.

Uofficielt anses det for givet, at man allerede er blevet enige om hovedlinjerne i et kompromisforslag, der gør det muligt for begge lande at redde æren og principperne.

Spanien og England vil deles om suveræniteten over Gibraltar i en overgangsperiode, hvis udløbsdato ikke fastsættes.

Det har spanierne accepteret, forudsat det gøres klart, at deres endelige mål er et 100 pct. spansk Gibraltar i en mere eller mindre fjern fremtid.

For englændernes vedkommende er det vigtigt, at de ikke kan beskyldes for at lade gibraltareanerne i stikken ved at tvinge dem til at opgive deres britiske statsborgerskab.


Lidt historie: Under Francos diktatur var Gibraltar et kært offer for den officielle propagandas oppiskede, spanske nationalfølelse.

?Hr. ambassadør, ønsker De, jeg skal sende flere politibetjente for at beskytte Dem?? ringede en af diktatorens ministre og spurgte under en demonstration foran den britiske ambassade. ?Nej - send mig hellere nogle færre demonstranter,? svarede ambassadøren.

Det endte med at Franco lukkede lågen til Gibraltar. I 15 år spadserede koloniens indbyggere op og ned ad hovedgaden. De fik først lov at slippe ud på den anden side af grænsegitteret, da en demokratisk regering gav forhandlingerne om Spaniens optagelse i det europæiske fællesskab en afgørende impuls.

For at få adgang til det daværende EF var Spanien tvunget til at opgive sin blokade af et gammelt medlemslands territorium.

I dag er de nye partnere i EU under stærkt pres fra de øvrige medlemslande for at finde en varig løsning på konflikten om Gibraltar. Koloniens 25.000 indbyggere er gang på gang den direkte årsag til, at man ikke kan blive enige om en fælles politik for 300 mio. europæere, f.eks. på luftfartsområdet.

Spanien er led og ked af at være gidsel af sin historie. Og det er England også, efter at Gibraltar mistede sin militære betydning som proppen i Middelhavet.

Sorteper kommer til at ligge hos gibraltareanerne, som statsretsligt kun har begrænset indflydelse på deres fremtid. Deres højeste ønske - en selvstændig stat - er umulig at realisere ifølge Utrecht-traktaten, som Spanien og England indgik i 1713. Heri fastslås, at hvis England forlader Gibraltar, skal klippen leveres tilbage til Spanien. Både Spanien og England understreger nødvendigheden af at respektere Utrecht-traktaten.

I Gibraltars grundlov fra 1969 har englænderne til gengæld garanteret, at der ikke bliver nogen ændring i koloniens nuværende status, uden at gibraltareanerne spørges til råd først.

Det forudsætter en folkeafstemning om den aftale, som Piqué og Straw i dette øjeblik er ved at forhandle på plads.

Spanien har (tilsyneladende) accepteret en sådan folkeafstemning, selvom resultatet med sikkerhed ville blive et nej i det nuværende klima.

?Selv om gibraltareanerne stemmer nej, vil en spansk-engelsk aftale under alle omstændigheder være en milepæl i koloniens historie. Den bliver udgangspunkt for alle fremtidige forhandlinger,? understreger en spansk diplomat.

Præcis det samme frygter gibraltareanerne. De er bevidst om, at med en skriftlig aftale mellem de to store lande starter en proces, som de får svært ved at kæmpe imod på lang sigt, efter at selv The Times har bifaldet den fremlagte forhandlingsskitse.

Efter kæppen - guleroden. Både England og Spanien søger at overbevise gibraltareanerne om de fordele, som en aftale om Gibraltar fører med sig for koloniens indbyggere.

I det officielle comuniqué fra februars forhandlingsrunde tilbyder spanierne f.eks. at stille 100.000 telefonlinjer til rådighed for Gibraltar. Hvad man skal bruge alle disse linjer til nævnes der intet om? Gibraltareanerne har iøvrigt tidligere opgjort deres behov til intet mindre end en mio. nye telefonlinjer.

Spanierne, som altid har klaget højlydt over Gibraltars ?parasitære økonomi?, risikerer unægtelig at bidrage til den samme med en ny overbudspolitik på området.

Og nu venter vi alle spændt på det officielle udspil fra tandem?en Piqué-Straw.

?Der er stadig mange vanskeligheder, som skal løses,? advarer begge parter, selvom både spansk og engelsk presse tager det for givet, at forståelsen mellem ministrene er næsten total.

(Ovenstående er et uddrag af ?Spansk dagbog? marts 2002)

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---