Lynjustits
Skrevet af Solkysten
Costa del Sol er ikke blot turisternes, men forbrydernes paradis. I fjor voksede antallet af anmeldte forbrydelser 23 pct. i Marbella, oplyste PSOEs Miguel Angel Heredia i en forespørgsel i parlamentet. Ifølge Heredia var udviklingen mindre drastisk i andre feriebyer som Estepona, Fuengirola, Torremolinos og Benalmádena, men også i disse var stigningen i kriminaliteten langt større end de 10,5 pct. på landsplan, som med god grund har forskrækket politikerne.
Få dage senere blev Heredias oplysninger forøvrigt bestridt af Partido Popular. PP hævdede at kriminaliteten ?kun? var vokset 16 pct. i Marbella, mens den til gengæld steg 30 pct. i Torremolinos og Benalmádena.
Endnu senere bidrog statsadvokaturen med sin egen version: kriminaliteten voksede 23 pct. øst for Málaga (Vélez-Málaga og Torrox), og 5 pct. vest for provinshovedstaden!
Der er åbenbart frit valg. Solkysten har bedt om at se de nøjagtige tal for hvert enkelt af kystens politidistrikter, men efter en dags betænkningstid nægtede regeringens delegation i Málaga at give dem fra sig. Hvorfor?
Under alle omstændigheder synes alle parter at være enige om, at et meget alvorligt problem på landsplan er dobbelt så alvorligt i nogle feriebyer. Derfor er der også grund til at glæde sig dobbelt, fordi parlamentets partier uden undtagelse har besluttet at tage udviklingen alvorligt. Forud for sommerferien (højsæson for såvel turister som tasketyve) har de givet hinanden håndslag på at indføre lynjustits mod kriminelle, der tages på fersk gerning.
En lovovertræder skal modtage sin dom få timer efter at være fremstillet i dommervagten, hvis vedkommende sigtes for en mindre forbrydelse som simpelt tyveri.
Sager med en strafferamme på op til ni års fængsel skal efter planen sluttes med en dom til gerningsmanden i løbet af maksimum to uger.
Folks retsbevidsthed er i de seneste år blevet groft krænket af professionelle forbrydere, som forstår at udnytte det spanske retsvæsens utålelige ineffektivitet. Det bedste eksempel herpå er måske, at i fjor nåede 4000 personer at blive anholdt fem eller flere gange, fordi dommerne satte dem på fri fod lige så rask som politiet bragte dem for retten.
40 pct. af de anholdte var iøvrigt udlændinge. Efter at den illegale immigration helt er undsluppet myndighedernes kontrol, har talløse tyvebander af udenlandsk oprindelse fundet arbejdsvilkår i Spanien, som de aldrig turde drømme om i deres hjemland.
I løbet af de næste måneder får dommerne nu mulighed for at gøre kort proces - aldrig bedre sagt.
Herefter er spørgsmålet, om de vil være deres opgave voksen. Med de sørgelige tilstande inden for spansk retsvæsen in mente er det svært at føle sig alt for optimistisk.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2002
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2002
