Selv om de tre år, hvor den Frie Forfatning af 1812 var ved magt, kun var en kort fase i Spaniens historie, var det alligevel en interessant periode, idet man for første gang fik lejlighed til at føre forfatningens principper ud i praksis.

Noget af det første man foretog sig, var at genoprette alle de liberale symboler, som var blevet forbudt i 1814 som f.eks monumenter og navne på gader og pladser, og nye aviser og skrifter udkom i stor mængde. Landet sydede af optimisme og håb, men spørgsmålet var, om denne optimisme og disse nye principper ville være tilstrækkelige til at sætte skik på landets styrelse i en så prekær situation, som det befandt sig i. Ville befolkningen slutte op om regeringen og støtte den i den store opgave, der lå foran den?

Fernando VII og dronningen går i land i Cádiz efter at være blevet befriet.

Der viste sig også straks store vanskeligheder, idet de liberale snart delte sig i to partier: De moderate liberale og de yderligtgående liberale, og deres indbyrdes stridigheder blev efterhånden en fare for regeringen. En sejr for de yderligtgående ville alarmere de konservative magter i Europa, som frygtede en opblussen af de revolutionære kræfter, som siden 1789 havde forårsaget så mange krige og så megen ødelæggelse i det gamle Europa

For at vise sin gode vilje tilgav regeringen de ?forfranskede? og deres stillingtagen under José Bonaparte. De kunne således nu vende tilbage til Spanien, selv om der var visse begrænsninger, som medførte en utilfredshed blandt mange af de ca. 12.000, som nød godt af dette amnesti. Disse misfornøjede var indflydelsesrige personer, som nu blev modstandere af den liberale regering.

Dertil kom en række ?patriotiske selskaber?, som dukkede op sammen med forskellige hemmelige sekter, som fik indflydelse på det politiske liv ikke alene i Spanien men overalt i Europa på samme tid. Det samme var tilfældet med frimurerbevægelsen, som med sin mystik og hemmelighedsfuldhed tilfredsstillede den tids interesse for det okkulte.


Trods sådanne politiske vanskeligheder blev der alligevel gennemført visse praktiske reformer.

En af dem var at forene den møntfod, som var gældende i Spanien med den, der var gældende i de oversøiske provinser (den tids euro!), og det blev forbudt at handle med franske penge, som havde været i omløb fra José Bonapartes tid.

Undervisningssystemet blev yderligere forbedret og blev gratis og gældende for alle. Der blev oprettet l0 universiteter rundt om i Spanien og 22 i de spanske besiddelser i Amerika. Bønderne nød også godt af de nye forordninger, idet den ?tiende?, som de hidtil havde betalt til kirken, blev reduceret til halvdelen.

Efter fransk mønster blev landet opdelt i 52 provinser - en opdeling som blev basis for oprettelsen af de administrative kredse, som blev vedtaget i 1833, og som har holdt sig til nutiden.

Samtidig vedtoges den første spanske straffelov, som samlede alle de hidtil eksisterende, indviklede love og som betød et stort fremskridt med hensyn til rationaliseringen af det spanske retssystem. (Det mærker man ikke meget til i dagens Spanien!)


Den moderate regering blev imidlertid mere og mere upopulær, og i mange byer protesterede man imod regeringen i Madrid, som man mente fjernede sig fra de liberale idealer.

I Sevilla, Cadiz, Málaga og Valencia kom det til oprør og sammensværgelser, som truede med at munde ud i en bevæbnet, indbyrdes kamp mellem de liberale og de kræfter, der støttede en enevældig kongemagt. Fængslinger og henrettelser hørte til dagens orden, og den liberale regering måtte til sidst give op.

Dette skyldtes ikke den indbyrdes kamp, men især de europæiske stormagters indblanding. Østrig, Rusland, Preussen og Frankrig, hvor monarkiet efter Napoleons fald var blevet genindsat i Ludvig XVIII?s skikkelse, havde med voksende uro set gennemførelsen af en fri forfatning med en begrænset kongemagt i Spanien.

For et land, som netop var kommet ud af en lang og vidtrækkende revolution, og som nu regeredes af den samme familie, som herskede i Spanien, ville en revolution i Spanien ikke alene betyde en fare for Fernando VII, men også for Borbon?erne i Frankrig. Desuden havde Fernando VII efter at være blevet nødt til at acceptere den Fri Forfatning ved gentagne lejligheder bedt sin onkel Ludvig XVIII om hjælp


De europæiske magter, med undtagelse af England, som med Wellington i spidsen nægtede at være med, besluttede nu - samlet i Den Hellige Alliance og tilskyndet af Chateaubriand - på kongressen i Verona 1822 at foretage en militær aktion mod Spanien.

Ludvig XVIII sendte sin nevø, hertugen af Angulema, i spidsen for en ekspeditionsstyrke, de såkaldte San Luis? l00.000 sønner mod Madrid med det formål at styrte den Fri Forfatning og genindsætte det absolutte monarki. Efterhånden som denne hær rykkede nærmere Madrid besluttede regeringen at trække sig tilbage i sikkerhed til Sevilla og derefter til Cadiz.

Den kongelige familie med Fernando VII i spidsen nægtede at følge med, hvorefter man, for ikke at erklære kongen for forræder, i stedet erklærede ham gal og uegnet til at regere. Han så ikke anden udvej end at forlade Madrid - i virkeligheden som regeringens fange.

Trods de sædvanlige løfter om at ville kæmpe til sidste mand viste det sig hurtigt, at den spanske hær ikke ville være i stand til at yde en effektiv modstand mod Angulemas hær, og man kom til et forlig, hvorefter man befriede kongen mod at denne lovede at glemme, hvad der var sket.

Kongens enevældige magt genindførtes, og 6 dage senere drog kongeparret triumferende ind i Madrid i en karet trukket af 24 unge mænd, mens folk jublede og råbte: ?Død over Den Fri Forfatning! Leve inkvisitionen!?


Fernando VII glemte hurtigt sit løfte om tilgivelse, og det blev begyndelsen til den såkaldte hvide terror, med vilkårlige arrestationer, tortur og summariske henrettelser.

Dette første udbrud af had og hævn blev fra begyndelsen af 1824 efterfulgt af systematisk undertrykkelse med permanente militære kommissioner i alle provinser med det formål at straffe det absolutte monarkis fjender (el eje del mal!), og der blev indført streng censur, som blev lagt i hænderne på de gejstlige.

Alle de liberale, som i første omgang havde reddet sig fra fængsling, følte sig igen truet og endnu engang gik strømmen af emigranter til Frankrig og England.

Hofmaler Goya, som var overbevist liberal, frygtede for sit liv og gik under jorden hos en ven, hvor han holdt sig skjult i 3 måneder. Nogle måneder senere blev der givet et vist amnesti, og han vovede sig frem fra sit skjul og bad kongen om tilladelse til at tage til Frankrig for at besøge nogle kurbade for at bekæmpe sin reumatisme. Han kom aldrig til kurstederne men tog varigt ophold i Bordeaux sammen med sin familie til sin død i 1828.

Efter disse første 3 år med en liberal regering, år der var fulde af fejlagtige dispositioner, fulgte nu ti år, hvor Fernando VII styrede landet som enevældig konge, indtil sin død i 1833, en periode hvor det heller ikke lykkedes at opnå den ønskede fred blandt de forskellige politiske fraktioner, en nødvendighed for landets fremgang.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---