Los Pirineos del Sur er turistbetegnelsen for et område, der ligger blot et stenkast fra kysten, ganske vist såfremt man er i besiddelse af overnaturlige evner. Den sproglige overdrivelse skal ikke tages bogstaveligt - det er klart - men lidt er der om snakken, for vi behøver ikke køre i flere timer inden vi når frem til dagens mål, d.v.s. til Alfarnate. Derfra vil vi så starte på dagens vandretur, denne gang til en bjergtop med navnet Pico El Vilo.


Turistpromotorer har bestemt sig for betegnelsen Los PIRINEOS del Sur p.g.a. ligheden med storebroderen i Nordspanien. Er også kendt som La Tierra de los Bandoleros, for netop på de kanter havde landevejsrøverne - lige siden det XIII årh. - frit slag. Bliver også nævnt som Ruta del Aceite y los Montes, og endelig som Ruta de los Tajos som følge af de orografiske forhold.

?Kært barn har mange navne?, men personligt har jeg i sinde at bruge betegnelsen Pirineos del Sur og så skynde mig at tilføje, at Skaberen endnu en gang har gjort sig umage. Resultatet af hans værk er et landskab, der er helt formidabelt. Inkluderer bjerge, dale, floder, vandløb, slugter, huler og har således mange lighedspunkter med Aragoniens skønne bjergmassiv.

Som bilturist kan man nøjes med de visuelle indtryk, der bydes på under køreturen. Er man indstillet på traveture, er der et utal af muligheder, hvoraf mit allerførste forslag vel nok er et af de mest attraktive.


Der er her tale om en lille landsby, hvis navn stammer fra det arabiske Al-farnat, der betyder kornmølle. Dem var der en del af i de såkaldte gamle dage, for kornproduktionen var en vigtig del af landbruget.

Pueblo?en ligger 925 m.o.h. ved foden af El Pico de Chamizo og deles i to af et vandløb - El Arroyo del Palancar. Tre broer muliggør kommunikationen mellem den ene og den anden bydel, der begge domineres af en høj, kendt som El Cerro del Santo Cristo, hvor der i øvrigt er opført et lille kapel.

En promenade igennem landsbyen er på ingen måde anstrengende, for gaderne er undtagelsesvis aldeles plane uden op - og nedstigninger. De ældste bygninger ligger i Calle Secretaria, samt omkring Plaza del Ayuntamiento (fra det XVI, XVII, XVIII årh.).

Lokale seværdigheder: Ayuntamientoen, Santa Ana kirken samt La Virgen de Monsalud-kapellet, hvor landsbyens patron har sin faste adresse. Alle opført i det XVI årh. efter datidens muligheder og arkitektoniske tendenser.

Er man indstillet på vandring er Alfarnate et godt startpunkt med ikke færre end 13 tilbud, d.v.s. 13 ruter. Et kort står til disposition på kommunekontoret, hvor en venlig funktionær forsyner mig med oplysninger om de forskellige ruter, hvorefter jeg efter anbefaling fra hans side - og efter konsultation med mine vandrekammerater - bestemmer mig for rute no. 1, der går til en nærliggende bjergtop, kendt som El Vilo.

?Te va a gustar ? La vista desde el pico es f-a-b-u-l-o-s-a! ??. Vi får at vide, at vi skal over en af broerne forbi ambulatoriet, forbi en skole og en sportsplads og så ellers følge en grusvej og køre derudad ?

Vi finder broen (landsbyen er jo ikke så stor), hvor en del opslåede skilte indicerer retningen, vi fra nu af skal følge.

Udsigt over Alfarnate - Málaga provinsens højestbeliggende landsby.

Fem minutter senere er vi ude af landsbyen. Vi kører ad en grusvej, der stiger og svinger, men som grusvej betragtet er den yderst acceptabel, og vor chauffør viser på intet tidspunkt tegn på nervøsitet ? (om nu det kære køretøj kan klare strabadserne?).

Ingen problemer indtil vi når frem til en vejgaffel, hvor vi kommer i tvivl. Skal vi til højre, skal vi til venstre? Vi stopper, kigger på vore kort ? Netop på dette tidspunkt dukker Miguel Angel op i sin 4-hjulstrækker. Hurra! En man kan spørge om vej ? Fortæller os, at han i sit køretøj er ude at lede efter nogle af sine får, der har forvildet sig ind i området. Det var sørens!, tænker jeg, en fårehyrde i Toyota! Det havde jeg hidtil ikke stødt på.

?Hvad med jer? Hvor kommer I fra? Hvordan har I fundet på at køre herop? ??

Jo, sådan og sådan ? ?Somos daneses, afiicionados al senderismo ? Pensamos subir hasta El Vilo ??.

?Følg efter?, siger han så og svinger til venstre. Fem-seks minutter senere når vi frem til vejs ende, hvor vi parkerer. Wauw! Femstjernet udsigt over dale og bjerge.

Miguel Angel, for det er navnet på den flinke mand, peger på en landejendom: ?Her er jeg født og opvokset. Herfra gik min daglige gang til skolen i Alfarnate, indtil jeg var fjorten, hvorefter jeg kom i mekanikerlære i Periana, blev udlært, men blev på et tidspunkt klar over, at jeg ikke kunne undvære campo?en ? Overtog mine forældres gård El Alguacil, hedder den, og dertil hører 300 får og 25 geder ? Selv bor jeg i Alfarnate, men smutter op til gården hver morgen kl. 9.00, for der skal holdes øje med dyrene, tages stilling til slagtning af lam og får, malkning af geder o.s.v. Forresten, hvis I ikke har andre planer, vil jeg da gerne lede jer op til toppen ??. Det har vi selvfølgelig ikke noget imod.

Stien starter der, hvor vejen ender. Fra nu af skal vi både bruge ben og stok, det såkaldte 3. ben, der virkelig kommer til gavn i et terræn med stigninger og små forhindringer undervejs. Vi vandrer igennem en herlig skov af fyrretræer, der kun er 30 år gamle. Indtil da, fortæller Miguel Angel, var hele området terrasser og beplantet med korn, men det kunne efterhånden ikke betale sig. Kommunen overtog de terrasserede skrænter, hvor kornet så blev udskiftet med pinjer.

Stien snor sig imellem de efterhånden høje træer. Forsvinder af og til, men så gælder det bare om at stile opad, i retning El Vilo. Bruge intuitionen.

Det har, såvidt jeg kan huske, taget ca. en time at nå frem til en skøn lund - El Prado Capotijo - der ligger 1.300 m.o.h. ?Estamos aquí para ser felices?, siger Miguel. Og det er virkelig lykken! Vi har fundet et par flade sten, der indbyder til en pause. Vi nyder vor medbragte øl og sandwiches indenfor en superb ramme, hvor El Vilo med sine 1.456 meter rager op og lokker videre mod ?toppen af kransekagen?.

Belønningen er et formidabelt view, der inkluderer Middelhavet, Sierra Nevada, samt alle de landsbyer, der hører under la comarca, d.v.s. Periana, Mondrón, Comares, Rio Gordo, Colmenar, Casabermeja etc.

Mødes man med folk i bjergene, opstår der hurtigt gensidig sympati og en helt speciel ?feeling?, hvad der også gjorde den dag, vi var sammen med vor fåreopdrætter og guide fra Alfarnate, der mens vi holdt pic-nic fortalte, at han var ungkarl, at han lige havde brudt med sin ?novia?, og at han nu var fri på ægteskabsmarkedet.

?Jeg kan da skrive om dig i Solkysten?, siger jeg så. ?Det kan være, der findes en skandinavisk pige, der godt kunne tænke sig at bosætte sig i dette paradisiske område og være med til at passe får og geder?.

Han griner højlydt ?Ha, ha, ha ??. Gustav, der er formand for vort vandre-triumvirat ?gasser? ham: ?Hun skal vel ha? egne tænder, kørekort og de klassiske mål 90-60-90??. Jo, jo, det var lige det, vor nye ven kunne tænke sig. ?Ha, ha, ha ??.


Der er sindsygt flot på de kanter!

Ønsker man at overnatte og ikke er særlig krævende, findes der muligheder under konceptet ?turismo rural? (henvendelse til ayuntamiento?en tlf. 952 75 92 40). Et hostal er ved at blive bygget i selve landsbyen. Skulle gerne åbnes ved årets udgang.

Spisesteder:

Meson de la villa, C/. Erija (Alfarnate)
Antigua Venta de Alfarnate, også kendt som Røverkroen.
Los Alazores (i retning Granada, C-341).
Bar Al Andalus, C/. Mediodia 4.
Bar Cristobal, C/. Secretaria 1.
Hvordan når man frem
Fra Málaga ad den såkaldte Carretera de los Montes (C-345).
Fra Vélez-Málaga over Periana (C-356).
Ad autobanen indtil Casabermeja og så ind i land (C-355).
Læseren har noget at glæde sig til.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---