Liliane Kemp Rejsemedarbejder
Liliane Kemp Rejsemedarbejder
Gensyn med Teba
Skrevet af Solkysten
Solkysten - Juni 2002
?El Tajo del Molino? er velegnet til picnic.
Jeg vil til enhver tid påstå, at Teba hører til et af Málagaprovinsens mest attraktive udflugtsmål. Inden for det sidste års tid, d.v.s. efter mit sidste besøg for ca. tre år siden, har en energisk borgmester gjort sit bedste for at få samlet og udstillet værdifulde arkæologiske fund, der nu befinder sig i byens arkæologiske museum. Andre nyheder fra de kanter: En gammel oliemølle fra det XIX årh. er blevet konverteret til hotel og restaurant.

Det er 20 år siden, jeg aflagde Teba mit allerførste besøg, delvis vel vidende om stedets historiske baggrund, men også inspireret af et par artikler i spanske rejsemagasiner, der kommenterede en bortførelse, der som hovedperson havde haft ?una muchacha del bonito pueblo de Teba en la provincia de Málaga?, en lidt usædvanlig bortførelse må dertil siges, for hovedaktørerne var ifølge skribenterne ?interplanetariske væsener, der på en nabohøj fandt gunstige landingsbetingelser, fik øje på en lokal teenager, bød hende pænt ombord, turede rundt med hende i nogle dage og afleverede hende ligeså pænt tilbage?. Historien er ganske spændende, vil læseren give mig ret i, selv om man ikke giver fem flade ører for de såkaldte flyvende tallerkener med dertil hørende besætning af ?grønne mænd? med frø-øjne og dinglende antenner.

Lad mig, inden jeg går videre, fortælle lidt om Teba.

Byen ligger nord for Guadalhorce-dæmningen. Blotter sig midt imellem nogle småbjerge - La Camorra, El Camorillo etc., er omringet af skov og marker, hvis afgrøder af korn, solsikker og oliven nyder godt af lokale vandløbs generøsitet. Geder, får og grise trives også fint på de kanter ? Resultatet: En tilfreds bonde!

Den samme konklusion har stenalderfolket sandsynligvis fundet frem til, for de var de første, der åbenbart sagde: ?Hov, her er ikke så dårligt!?. Gik i gang med at slibe sten, spidse pile samt fremstille redskaber, der skulle bruges i marken og i hjemmet. Sidstnævnte var på daværende tidspunkt lidt primitivt indrettet og belysningen var da også sparsom, for karbidlampen var ikke opfundet, og professionen ?møbelsnedker? var et ukendt begreb. Men det kan tænkes, at stenaldermama?en hyggede sig med sin stenaldermand og sine stenalderunger i de nærliggende huler - El Pilarejo og La Cueva de las Palomas, hvor ægtefællen godt kunne finde på at dyppe fingeren i noget afbrændt kul og i lighed med Picasso afbilde en tyr eller en bisonokse som led i et ritual, der skulle sikre ham en vellykket jagt.

Og så kom romerne. Navngav stedet, der kom til at hedde Attegua. De skyndte sig at bygge en fæstning - det gjorde de jo, så snart de fik øje på en velegnet høj. Borgerkrig inden for det Romerske Imperium ? Julius Cæsar når frem til Guadalhorce-dalen og de omkringliggende områder. Besejrer Attegua. Tæppefald.

Næste akt: En maurisk hær når frem til nutidens Teba. Bryder sig åbenbart ikke om navnet. Attegua skifter til Ostipo - en lettere udtalelse for en maurisk tunge. ?Den fæstning er for latterlig, alt for let at indtage??, konkluderer datidens mauriske ingeniører, der mærkelig nok vidste alt om planimetri, stereometri og trigonometri samt sinus- og cosinusværdier. ?Her skal der bygges en borg, og fæstningen skal forstærkes med højere mure og forsynes med vagttårne?. Man gik i gang med værket, og befolkningen, der oprindeligt boede indenfor murene flyttede engang i det XIV årh. ned ad bakkerne.

I 1389 - efter flere forsøg - lykkedes det den spanske konge Alfonso XI at erobre Teba. Muslimerne flygtede, og borgen d.v.s. hovedbygningen, der var velegnet til bolig efter datidens forhold, blev tilbudt en adelsmand af Guzman-slægten, velkendt for sine meritter i kongens tjeneste.


Et par ord om den skotske adelsmand James Douglas
Mens jeg nu er i gang med at berette om landsbyens historiske baggrund, kan jeg ligeså godt indflette en ekstra historie, der denne gang handler om en vis James Douglas, bedste ven og våbenfælle med skotternes allerførste konge - Sir Robert Bruce. Selv om jeg altid spidsede ørerne i historietimerne, vil jeg blankt indrømme, at jeg aldrig havde hørt om de to gentlemen.

Nå, men James Doulgas, der havde overlevet sin ven og herre, var på vej til Det Hellige Land. Hans bagage bestod af en trækiste, for i anno domini 1330 var produktionen af ?Samsonite?, ?Vuitton? og lignende varer endnu ikke påbegyndt. I bunden af kisten lå ? den afdøde konges hjerte, der efter ønske skulle begraves i Jerusalem. Undervejs får James Douglas en SOS melding fra den spanske konge Alfonso XI: ?I need your help in Teba. Please come!? Han beslutter sig for at fravige sin rute, smutte sydpå, hjælpe den spanske konge i kampen mod maurerne. Skynder sig frem til Teba, hvor han deltager i et slag. Mister livet.

Til ære for begivenheden findes der i landsbyen et monument med engelsk og spansk tekst. Hvad skete der egentlig med den skotske konges hjerte? ? Who knows!


Historien om den franske kejserinde, der blev født i Teba
En descendent af Guzman-familien - Hertugen af Teba var hans titel- der havde adresse på El Castillo de la Estrella, den førnævnte borg, besluttede sig til at skifte bopæl, dog fortsat i samme landsby. (Huset eksisterer stadig under navnet La Casa de las Columnas). Hertugen fik to døtre der - kunne man tænke sig - løb rundt i gaderne iført mammelukker og blondebesatte krinolinekjoler, selvfølgelig under opsyn af franske guvernanter. På et tidspunkt flyttede familien til Granada, og da pigerne kom i den giftefærdige alder, blev de sendt til Paris, for chancerne for at finde en passende prætendent, d.v.s. en mand med position, formue, chateaux-besidder med høj procent ?blåfarvet? hæmoglobin, var større i nabolandets hovedstad end i det provinsielle Granada.

Familien havde gode forbindelser, og pigerne blev inviteret til hoffets baller, hvor datidens mest eftertragtede ungkarl, Napoleon III, var vært. Den efterhånden lidt ?modne? kejser fik øje på Eugenia, den ganske yndige grevinde fra Teba, og oplevede den berømte ?coup de foudre?, friede og blev gift med hende i 1853 i en alder af 45. Tre år senere fik de en søn, i Frankrig kendt som ?Ørnen? - L?Aiglon - der i en alder af 23 mistede livet i en stupid fight med zuluerne i Sydafrika. Kejseren, der havde været landsforvist som følge af uheldige krigshandlinger, havde allerede lukket sine øjne under sit eksil i England. Kejserinden måtte bære sin sorg i over fire årtier, for hun døde først i 1920 som 94-årig.

Eugenia de Montijo, under hvilket navn den franske kejserinde var kendt i Spanien, besøgte hver sommer sin fødeegn, d.v.s området hvor vi i dag er på tur, men om den del af hendes liv kan der berettes ved en anden lejlighed.


Lidt om byen og dens seværdigheder
Teba ligger 555 m.o.h. Har ca. 4.400 indb. Ved at følge de anbragte skilte når man automatisk frem til El casco urbano, d.v.s til centrum, hvor der findes P-pladser, der ligger lige op til hovedgaden, hvor der i øvrigt også findes et par barer. En bar er altid et godt startpunkt for en sight--seeing, der - synes jeg - bør starte ved Plaza de la Constitución, et charmerende lille torv med bænke, træer og fontæne. Netop her ligger det lokale Ayuntamiento, og i samme bygning er der blevet indrettet et arkæologisk museum, som jeg kan anbefale på det varmeste. Læs videre for således at få at vide, hvad det drejer sig om.


El Museo Historico Municipal
På ikke mindre end 60 forskellige steder - allesammen indenfor en beskeden radius - har arkæologer i årevis gravet og svedt i den bagende sol. Resultatet af deres arbejde kan vi opleve på det lille museum, som er en sand perle.

Fem afdelinger med hver sit display af historiske fund samt forklarende tavler gør besøget let fordøjeligt. Yderst interessant, efter min mening, er afdelingen med ting fra Iberernes tid. Stort indtryk gjorde også den Romerske afdeling, hvor et par skulpturer vel nok kan betragtes som noget af det bedste indenfor genren og epoken. ?Erotes? hedder den ene, og den anden er en buste af kejser Tiberius.

Skulpturerne har været brugt som udsmykning af villaer, tilhørende velhavende borgere fra en romersk bosætning, der så få kilometer udenfor Teba. Stedets nuværende navn er ?El Tesorillo?, men meget er der ikke at se, for arkæologerne er lige startet med deres udgravninger.

Kustoden hedder José Camarena. Han sidder ved kassen og sælger billetter (husk at man får rabat, såfremt man er over 60). Når han så har indkasseret de små beløb, det koster at besøge museet, tilbyder han sig som guide. Lov mig at sige ?sí, sí, con mucho gusto??, for José viser sig at være en yderst velinformeret person, og under hans guiding igennem museets fem sale kommer man på intet tidspunkt til at gabe, d.v.s. at kede sig ? Efterhånden som man bevæger sig frem fra stenalderen og videre op gennem de efterfølgende årtusinder har José en skøn evne til at holde vor interesse vedlige. Hans information bliver af og til suppleret af en yngre mand, Gabriel, ligeledes specialist i byens historie. Han byder os venligst på sight-seeing op til ?El Castillo de la Estrella?.

Museet er åbent lørdag og søndag 12-14 og 18-20. Ellers efter aftale på tlf. 952 74 80 20 (om morgenen) og 952 74 90 88 (om eftermiddagen).


El Castillo de la Estrella
Borgen hæver sig 100 meter over Teba. Ses på lang afstand. Er altid et oplagt objekt til fotografering. At smutte op til den er simpelthen obligatorisk! For det første hører den til et af Málagaprovinsens mest interessante bygningsværker indenfor genren. Dernæst kan man fra højen glæde sig over den mest fabelagtige panorama-udsigt.

Vejen op til denne seværdighed er ikke asfalteret, men man kan sagtens komme frem, parkere og så ellers bruge benene det sidste stykke vej.


?Uden mad og drikke duer helten ikke?
Efter veloverstået sight-seeing trænger man altid til en pause. Sult og tørst melder sig, og så er det, man kan tage tilbage til Teba, hvor der findes barer med gode tapas (?Hermanos Sevillanos?, ?El Doblon de Oro?, ?Bar Tola?).

Lige uden for byen på hovedvejen til Ronda findes en anden mulighed.

Der er tale om en restaurant, der bærer navnet ?Molino de las Pilas?, hvor en olivenmølle fra 1882 er blevet restaureret med nænsom hånd af en dygtig arkitekt. Interiøret er utrolig spændende, for spisesalen står under tegnet ?olivenproduktion? med alt, hvad der hører sig til af maskineri og redskaber. Menu-kortet satser på ?gastronomia tradicional?, der oversat betyder egnsretter. Priserne er som her på kysten.

Der er fuldt besat i week-enderne, men vil man reservere bord, så er telefonnummeret 952 74 86 22.


Er man indstillet på pic-nic, hvad så?
Spørg efter ?El Tajo del Molino?, der ligger blot 3 km. udenfor Teba. Et livligt vandløb baner sig vej igennem en spændende slugt med høje klipper, inden det løber ud i Guadalteba-søen. Finder man et passende sted med lidt græs og et par flade sten, vil man uden tvivl kunne nyde sin medbragte madkurv.


Ruten
Kysten-Coin-Ardales i retning mod Campillos. På tilbagevejen skal man stile efter Guadalhorce-dæmningen, nord-øst om søerne, hvor vejen fører bilisten gennem skønne skovområder med næsten konstant kig til det turkisfarvede vand. Tilbage til Ardales og videre hjemad mod kysten.


NB! I netavisens arkiv af gamle artikler finder du ideer til masser af andre spændende udflugtsmål!
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2002