Revolutionen i 1868 havde til følge, at Isabel II og hele den kongelige familie måtte gå i eksil i Frankrig. Det tog hende nogen tid at forstå, at hun ikke længere kunne regne med folkets hengivenhed og støtte.

I Paris blev hun centrum for mangfoldige intriger, som havde til hensigt at genoprette Borbon?ernes kongedømme, men det blev hurtigt klart, at dette kun kunne ske med en ny person, så efter megen tøven og efter at have indset, at hendes dramatiske henvendelse til det spanske folk i 1869 ikke fandt den mindste genklang, abdicerede hun højtideligt til fordel for sin 13-årige søn Alfonso.

Efter at have regeret i 35 år som dronning i Spanien fulgte nu andre 35 roligere år i eksil. Hun overlevede sin søn, som døde i en ung alder i 1884, og selv døde hun i en alder af 73 år, den 9. april 1904, tre år efter at hendes barnebarn, Alfonso XIII, havde besteget den spanske trone.


I Spanien delte de tre ledere af revolutionen, generalerne Prim og Serrana samt admiral Topete, magten imellem sig, men det var general Prim, der som præsident for ministerrådet blev den, der kom til at lede regeringen.

Året efter, i 1869, oprettedes der en ny forfatning, som gik for at være den mest liberale i tidens Europa, men der var stadig et stort problem at løse: Hvem kunne, og hvem burde være konge i Spanien?

Størstedelen af de revolutionære kræfter ønskede et nyt dynasti i spidsen for regeringen, og for dem var spørgsmålet om Isabel II?s 13-årige søn ude af betragtning. Man ønskede heller ikke hertugen af Montpensier, som ustandseligt havde intrigeret mod sin svigerinde Isabel II, og Don Carlos, carlisternes kandidat, kunne der slet ikke være tale om.

General Prim, som siden 1864 havde været talerør for de fremskridtsvenlige, og som havde været den egentlige ophavsmand til revolutionen, udtrykte sin mening i det trefoldige: ALDRIG Borbon?er, ALDRIG Carlister, ALDRIG Montpensier.


Blandt de mange europæiske prinser, der kunne komme i betragtning, og som tilfredsstillede både de nationale og de internationale interesser, og som fandtes værdige til at fortsætte Spaniens stolte historie, lykkedes det general Prim at gennemtrumfe valget af Amadeo, hertugen af Aosta, en prins af huset Savoy, hvis dynasti gik tilbage til år 1213.

Valget blev også af stor betydning for den nye, nationale italienske regering, som blev ledet af de liberale. I udenrigspolitikken følge begge lande sig tiltrukket af et nært latinsk fællesskab og samarbejde som base for en glorværdig fremtid.

Til alt held var de europæiske stormagter tilfredse med valget af hertugen af Aosta, som først og fremmest havde pligt til at redde Spanien fra at blive en republik. Amadeo, søn af den italienske konge, Victor Emanuel II, var først utilbøjelig til at påtage sig det store ansvar, idet han mente, at han med sin militære karriere ikke egnede sig til den svære opgave, det var at dirigere et land, der som Spanien var splittet og delt i så mange modstridende partier.

Hårdt presset af sin far indvilligede han dog på betingelse af, at han blev valgt med et klart flertal af det spanske parlament som et udtryk for folkets ønske.

Mange var imod kandidaten. Republikanerne mobiliserede sig, og de spanske Grandes protesterede, men resultatet af valget blev 191 stemmer ud af 311, et resultat som var tilstrækkeligt som basis for at forestå en konstitutionel regering især i betragtning af, at hertugen af Montpensier kun fik 27 stemmer, og prinsen af Asturien, Isabel II?s søn, kun opnåede 2 stemmer. Mere overraskende og uventet var det, at republikanerne opnåede 63 stemmer.

Valget af Amadeo tilfredsstillede ikke størstedelen af de spanske folk. Nogle betragtede ham som en ugudelig magthaver, søn af den italienske konge, som havde frarøvet paven sit rige og erklæret den evige stad for hovedstad i et forenet Italien.


En spansk komite blev sendt til Firenze for at ledsage Hertugen af Aosta til Spanien.

De første varsler om en vanskelig tid mødte ham, da han og hans følge gik i land i Cartagena. Her fik de nyheden om det attentat, som en ukendt person havde foretaget på General Prim nogle dage i forvejen, og på samme tid, som Amadeo I holdt sit indtog i hovedstaden, døde generalen af sine sår.

Han var den eneste, som havde været i stand til at holde de forskellige politiske fraktioner sammen, og den eneste der havde kunnet støtte Amadeo I i den første vanskelige tid. Dennes første officielle handling straks efter at være ankommet til hovedstaden var da også at vise sin deltagelse ved at tage afsked med General Prims jordiske rester.


Det spanske folk modtog deres nye konge med ligegyldighed og kulde. De, der havde været imod hans valg, latterliggjorde ham som Don Makaroni eller som Kongen af 191, en hentydning til det antal stemmer, han havde opnået ved valget.

Det spanske aristokrati viste sig fra begyndelsen fjendtligt stemt overfor en udenlandsk konge. Kirken så også skævt til ham. Carlisterne gjorde igen oprør, og en ny faktor, republikanerne, viste også deres modstand imod ham. Han må have følt sig som i krig mod alle.

Den politisk uligevægtige situation i Spanien var uholdbar i længden. Yderst til højre i den politiske skala dukkede carlisterne op igen, især i Baskerlandet og Navarra, og deres tilhængere så arvefølgespørgsmålet som en gunstig lejlighed til ved våbenmagt at genoprette monarkiet på en traditionel kristen basis.

Til venstre mobiliserede republikanerne sig, styrket af revolutionen og den nye liberale grundlov. Deres proselytter fandtes i havnebyerne omkring Middelhavet og i de andalusiske landsbyer og ofte i forbindelse med venstreorienterede grupper.

Samtidig var der grobund for de socialistiske idealer og organisationer, som især udviklede sig indenfor en ny befolkningsgruppe, som bestod af industriarbejderne i de store byer og landarbejderne i Katalonien og Andalusien.

I Amadeo I?s regeringstid orienterede den spanske arbejderbevægelse sig hovedsageligt hen imod anarkistiske tendenser ved oprettelsen af en spansk afdeling af den I Internationale i året 1868.


Amadeo I?s korte historie med tre parlamentsvalg på to år og syv forskellige regeringer med 100 ministerskift giver ikke udtryk for en personlig fiasko, men snarere for det spanske samfunds umodenhed i dets lange vej mod moderne tider.

Amadeo I opfyldte alle sine konstitutionelle pligter fuldt ud, brød med det gamle klikesystem indenfor hoffet og holdt sig langt væk fra politiske intriger. Alt tyder på, at han var afholdt af det menige folk, som altid hyldede ham, når han optrådte offentligt. Men i det store og hele blev han betragtet som en fremmed. Han lærte aldrig at tale ordentligt spansk, men måtte klare sig med en tolk, hvilket ofte vanskeliggjorde problemerne.

Dronningen, Maria Victoria dal Pozzo, gjorde sig populær - ikke ved strålende hoffester, men ved sociale opgaver, og hun bidrog ofte med sine egne penge til oprettelsen af sociale institutioner.

For Amadeo I, som kom til at tilbringe godt to år i Spanien, var denne tid kun en episode i hans 45 år korte liv, men det blev en meget betydningsfuld tid i Spaniens historie. Han blev landets første demokratiske konge og var nærmere det moderne spanske monarki end nogen anden spansk konge i den moderne tid.


En varm juliaften i 1872 var kongeparret på vej til en koncert i Retiroparken siddende i en åben karet, da en gruppe på seks mænd, som lå i baghold, forsøgte at myrde dem, og det var kun takket være kuskens åndsnærværelse, at de slap fra det med livet i behold, mens kuglerne kun ramte kareten.

Ved parlamentsvalget i 1872 fik de radikale et overvældende flertal. Carlisterne gjorde oprør, republikanerne samlede sig under deres sorte faner, og de konservative forlangte Borbon?erne genindsat. Amadeo I forsøgte at løse problemerne med værdighed, men det hele var en krig, hvor alle var mod alle. I et brev til kongressen abdicerede han og gav afkald på den spanske trone for sig og sine efterkommere.

Tidligt den næste morgen forlod Amadeo I og hans familie landet ledsaget af et lille følge, og Spanien blev erklæret en republik.


Attentat på det kongelige par.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---