Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Poul og John i den idylliske gårdhave
Poul og John i den idylliske gårdhave
Poul Schwartzlose's gourmet-restaurant
Poul Schwartzlose – manden, der i mere end 30 år stod bag en af Tivoli’s kendteste og mest anerkendte restauranter, Balkonen – har åbnet en lækker spiserestaurant i den gamle bydel i Marbella

Restaurant La Fonda de Marbella er noget ud over det sædvanlige. Den udgør et spisested af højeste kvalitet, og i løbet af det halve år, den har eksisteret, er den blevet et hit blandt kvalitetsbevidste spaniere såvel som turister. La Fonda de Marbella ligger på gaden Los Caballeros, lige bag det gamle rådhus på Plaza de los Naranjos (Appelsintorvet).

Huset, restauranten er indrettet i, var oprindeligt beboet af gammel, spansk adel, og det lå i rad og række med flere andre herskabshuse i samme gade. Senere blev huset omdannet til nonnekloster, og før den danske Tivoli-restauratør Poul Schwartzlose rykkede ind i fjor, boede en privatfamilie i huset. Allerede inden Poul forlod den velrenommerede Tivoli-restaurant Balkonen for et par år siden, kom han ofte på besøg i Marbella og faldt pladask for dette andalusiske feriested med en blanding af folk fra nutidens jetset og en spansk lokalbefolkning.

Marbella har gennem årtier udskilt sig fra andre byer på den spanske solkyst. Den har haft ry for at være mere mondæn – en tak dyrere og en tak smukkere. Lige siden 60’erne har den været samlingspunkt for de unge, de rige og de smukke. For mange år siden var Marbella Club identisk med det mest mondæne sted på hele solkysten. Her boede Anita Ekberg om sommeren, og her kom alle de kendte. Og så har den såkaldte fodbold-borgmester, Jesus Gil y Gil, så sandelig også været med til at give Marbella det blå stempel. Han sørgede for forskønnelse af byen og effektiv bekæmpelse af kriminalitet. Han gjorde Marbella til en sikker by at færdes i! Cross-køkken

At pensionere sig selv, når man kun befinder sig i sidste halvdel af 50’erne, havde Poul Schwartzlose trods alt ikke lyst til. Og da han fik klart for sig, at det tidligere adelshus i Calle Los Caballeros var til leje, så gik han sammen med en ungdomsven i gang med at realisere projektet om et spisested dér. Mange ting skulle selvsagt ændres for, at sundhedsmyndighederne ville godkende stedet som restaurant, og samtidigt hermed skulle den gamle, intime atmosfære bevares. Poul betegner selv sin restaurant som et god blanding af et spansk-skandinavisk- asiatisk køkken med tyngdevægt på de kvaliteter, en ægte Middelhavs-restaurant har. Han henviser til, at det tyske madmagasin 'A la Carte' har benævnt køkkenet som et moderne crosskøkken, hvor Chef er fra Holland og souschefen fra London. ’Og,’ som Poul tilføjer, ’selvfølgelig har vi også en spansk kok’.

Crepes Suzettes
En af de mere populære specialiteter på menukortet er en forret bestående af tun-tartar med oliven, solbær og ristede mandler dryppet med soja og limejuice. I øvrigt indtager fisk en betydelig plads på kortet, og eksempelvis søtungefiléer med hummer/- whisky-sauce og store rejer, de såkaldte gambas, er et meget efterspurgt nummer på kortet. Dertil kommer, at Poul gør en del ud af oksekød, hvilket ellers ikke er almindeligt i Marbella-regionen. Hvad den danske restauratør har taget med fra Balkonen i Tivoli, er opskriften på Crepes Suzettes. Dem serverer han fuldstændigt, som det blev gjort på Balkonen, og Crepes Suzettes var som bekendt den dessert, Balkonen var særligt kendt for gennem mange år. Vinkortet er, i sagens natur, overvejende spansk.

Poul forsøger at sælge de mere moderne, spanske vine, de nye Rioja’er, der er lettere i det, end hvad Rioja ellers har været kendt for, de spændende vine fra Ribera del Duero, og desuden prøver man nogle kraftige vine fra Navarra-distriktet i Baskerlandet ved grænsen til Frankrig. Er gæsten absolut til franske vine trods et ophold i vinlandet Spanien, kan La Fonda de Marbella udmærket præstere enkelte sådanne numre. ’De er dog i den dyre ende,’ betoner Poul. Apropos priser betegner Poul Schwartzlose sin forretning som en mellemklasse-restaurant: ’Prismæssigt befinder vi os i mellemklassen, selvom vort skoleridt er højere end så,’ siger han. ’Og af det lokale publikum betragtes vi nok som værende lidt mere luksus-restaurant, end vi selv ønsker det …’

Storebælt
Poul Schwartzlose er søn af den gamle Storebælts-restauratør fra 1950/60’erne, Werner Schwartzlose. Det var ham, der blev sammenkædet med den berømte/berygtede Storebælts-kaffe, som efter sigende slet ikke var så dårlig, som rygtet gjorde den. Men aviserne skældte altid ud på Storebæltskaffen, og selv den efterfølgende restauratør på færgerne, Poul Christiansen, havde svært ved at slippe af med rygtet. I fagkredse har der imidlertid altid stået respekt omkring navnet Schwartzlose, og eksempelvis har Poul i mange år været aktiv i Hotellernes og Restauranternes Arbejdsgiverforening, bl. a. som næstformand.

For nogle år siden stod det klart for Poul, at hans virke som restauratør på Balkonen måtte afvikles. Jobbet var langt mere stressende end, da han startede for 31 år siden, og helbredet stillede nu krav om en tilværelse under roligere former og et bedre klima. Valget faldt altså på Marbella. ’Og jeg er fuldt ud tilfreds med min nye tilværelse,’ fortæller Poul, som dog gerne indrømmer, at han savner alle vennerne hjemme i Danmark og også foreningsarbejdet i Horesta, hvor han lærte ’en masse interessante mennesker at kende’. La Fonda de Marbella har plads til 30 gæster i restauranten, 20 i baren, desuden 30 gæster i den hyggelige gårdhave (patio’en), og endelig er der et selskabslokale til 50 gæster.

Hvad Poul ikke mindst er glad for, er, at sønnen John (28) er kommet til Marbella for at deltage i forretningen. John har status som maitre (overtjener), og han var også med på Balkonen, hvor han var restaurantchef. Han er uddannet på Butlers Wharf Chefschool i London.

Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven
Solkysten

Solkystens Golf Service


Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga