Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Splintret glas i sjælen
Skrevet af Solkysten
Hun så ham med det samme, hun trådte ind i lokalet!
En tung blues tonede gennem rummet og aktiverede smerten, som Annette troede, hun havde fået bugt med for længst.
Han sad i et hjørne med sin karakteristiske grønne filthat på hovedet og slog rytmen med pegefingrene på bordet. En gang trommeslager ... altid trommeslager.

Han så op og stoppede brat sit trommeri, da deres øjne mødtes tværs igennem lokalet. Annette glemte alt om, hvem hun skulle møde i baren .. og hvornår. Hun trak vejret dybt ind og mærkede, hvordan hun i slowmotion bevægede sig over mod Thomas, næsten som via en hypnotisk kraft.

Deres øjne slap ikke hinanden et sekund, den tid det tog Annette at gå fra baren og over til Thomas’ bord. I virkeligheden tog bevægelsen under to minutter, men alligevel var det som om, hun gennemlevede to års sårethed, længsel og undren på den korte strækning.

En hel verden af ”hvorfor’er” bølgede igennem hende og krævede svar.

*

Første gang Thomas og hun mødte hinanden, havde de ikke vekslet ét ord. De sad overfor hinanden ved et bord hos en fælles bekendt en hel aften ... meget bevidste om hinandens tilstedeværelse, uden at tale sammen. Nonverbalt fløj der dog både forventninger, håb og løfter i luften imellem dem.
Næste gang, de mødtes, havde Thomas nærmest ”belejret” hende, fra hun trådte ind af døren, og det på trods af, at hun var inviteret med af en af Thomas’ mandlige venner.
Den eneste årsag til at Annette havde invilliget i invitationen fra Steffen, var at hun måtte se Thomas igen, og hun vidste, han ville være der.

Det var en stor fest i forbindelse med en fernisering og en indflytningsfest. Thomas var billedkunstner og hans billeder var hovedattraktionen på kunstudstillingen. Desuden spillede han trommer i et band, som skulle spille til festen.

Hun havde set hans blik for sig lige siden de mødtes første gang. Et alvorligt, ærligt, vedkommende og underlig velkendt blik som havde været umuligt at viske ud.

Steffen havde forsøgt at vinde fodfæste hos hende på forskellig vis; han var galant, underholdende og meget ihærdig, men lige meget hjalp det. Annette have åbenlyst kun øjne for Thomas, og det var så tydelig gensidigt, at Steffen til slut tog sit nederlag med en humoristisk distance.

- Måske er der lidt sandhed i det med, at kvinder finder skaldede mænd mere sexede end andre, sagde han og strøg demonstrativt en hånd igennem sit kraftige hår, imens han med et påtaget, resigneret smil stirrede på Tomas’ hår og den bare plet på hans isse. Annette og Thomas lo hjerteligt og Thomas ruskede Steffen kammeratligt i nakken.

Da Steffen gik videre for at finde andet selskab, så de på hinanden med skinnende øjne og omfavnede hinanden uden et ord.

- Jeg har talt dagene til denne fest, hviskede Thomas. – Jeg måtte bare se dig igen ... og jeg har været så sur på mig selv, fordi det ikke var mig, der inviterede dig med.

Annette trak sig lidt tilbage og lagde hovedet på skrå. – Hvorfor inviterede du mig egentlig ikke? Hun betragtede ham intenst.

Thomas smilede forlegent. – Jeg turde ikke. Tænk, hvis du havde sagt nej!
Rædslen var så tydelig i hans øjne, at Annette ikke kunne andet end le.
- Hvordan kunne du forestille dig, at jeg kunne finde på at sige nej? Selv om vi ikke talte sammen, så kommunikerede vi dog en hel del ...

- Tja, for det første tænkte jeg vel ”hvad i al verden vil sådan en smuk ung pige med et gammelt fjols som mig” ? Thomas betragtede hende med et glimt i øjet.

- Jeg er ikke ung, svarede Annette, - jeg er en moden kvinde på 37 år ... og du er hverken gammel eller et fjols. Du er bare 10 år ældre end mig. Det betyder ingenting. Hun holdt en lille kunstpause. – Så hvad tænkte du ”for det andet”?

Han så på hende, som om han overvejede sin ord nøje. – Dels så tænkte jeg vel, at det var ret upraktisk at forelske sig i en kvinde, der bor i Sydspanien, når jeg selv bor i København .... og jeg ville gerne være sikker på, at det var mig, der interesserede dig ... og ikke kunstneren eller trommeslageren. Det er vel sådan en ”erhvervsskade”, tror jeg. Der er så mange rygklappere i denne branche...

Annette smilede og strøg hans kind. – Nu skal du høre, sagde hun, - jeg anede ikke, hvem du var, første gang jeg så dig ... undskyld min uvidenhed, jeg har ikke set dine billeder før i dag ... og jeg har endnu ikke hørt dig spille trommer. Men, sagde hun drillende, jeg er vild med dine billeder, de er helt fantastiske og de gør dig bestemt endnu mere facinerende, men jeg må altså skuffe dig, hvis du troede, jeg vidste hvem du var. Jeg troede, du var en helt almindelig håndværker.

Thomas lo. – Håndværker? Hvorfor troede du det?

- Fordi, svarede Annette, jeg har set dig gå forbi mit hus i hvidt arbejdstøj fyldt med malerpletter ... flere gange.

Thomas skraldlo. – Jep, det er rigtigt. Som du ved nu, så har vi været fire billedkunstnere her i byen, for at udsmykke en stor villa. Og hver dag til frokost har jeg meldt mig frivilligt, som ”proviant-henter i landsbyen”, fordi dit hus lå lige på vejen .... og nogle gange var jeg så heldig at få et lille glimt af dig.
Annette smilede lidt fjollet. – Det vil sige, du vidste, hvem jeg var, før jeg mødte dig.

Thomas nikkede. – Jeg havde spurgt vores fælles bekendt, om hvem den smukke, facinerende kvinde var, som puslede omkring i sin have ved den ombyggede olivenmølle. Da du så pludselig trådte ind af døren, første gang vi mødtes, så blev jeg simpelthen så overvældet ... så jeg overhovedet ikke turde tale med dig. Hvad er din undskyldning for en hel aftens tavshed?
Annette så på ham. – Dine øjne, svarede hun. – I første omgang var det nok med dine øjne, som ligesom kunne se langt ind i min sjæl. Det ville have været alt for intenst, hvis vi også skulle have talt sammen.
*

Hun så ham helt klart nu, hun så rynkerne rundt om hans øjne, som hun vidste blev tydligere, når han smilte ... og det blev de nu, da hun standsede foran hans bord. Han rejste sig uden at tage øjnene fra hende. De knugede hinanden inderligt og i det samme stoppede musikken. Stilheden føltes fin, glasklar og nærmest højtidlig.

Thomas lagde hænderne på hendes skuldre og skubbede hende lidt baglæns, så de kunne se hinanden ind i øjnene igen.

- Jeg er glad for, du overhovedet vil hilse på mig, sagde Thomas. Jeg ville godt kunne forstå, hvis du ikke ville, tilføjede han stille.

Thomas trak en stol ud til hende. – Hvad vil du have at drikke? Stadig vodka og juice?
Annette rystede på hovedet. – Lige nu tror jeg, jeg trænger til en whisky!

*

Hun betragtede ham, mens han gik over til baren. Hvordan kunne hun føle sådan en varme og glæde over at se ham, når han havde gjort hende så ondt?

Fem år havde de haft sammen. Fem år! Ganske vist med pendlen frem og tilbage fra hendes hus i Sydspanien til hans værksted og bolig i København, men fem gode år med en inderlig nærhed og lange telefonsamtaler, når de var hver for sig ... Nej, nærheden havde forandret sig det sidste halve år. Hun havde ikke kunnet sætte dato på, hvornår det skete, men Thomas havde ligesom trukket sig ind i sig selv ... distanceret sig, så hun ikke kunne nå ham.

Det havde gjort ubeskrivelig ondt. Hun havde følt sig så ensom. Til slut havde hun skrevet en lang mail til ham, hvor hun på en måde stillede ham ”stolen” for døren; enten kom han hende i møde og åbnede op ... eller også måtte han stille hende fri til at skabe sig et andet liv.

Af forskellige årsager var det aldrig lykkedes dem at flytte sammen. Annette følte sig ikke fri til at flytte på grund af sin lille søn, som frit kunne besøge sin far, der boede i samme sydspanske landsby, når han ville, og Thomas var arbejdmæssigt så knyttet til kunst- og musikmiljøet i København, at han var nærmest umulig at flytte. I begyndelsen havde de begge været optimistiske og drømt om at tilbringe vintrene i Spanien og somrene i Danmark, men af forskellige praktiske årsager var det aldrig blevet sådan.

Det havde naturligvis slidt på forholdet i længden. Og til slut havde det været næsten ubærligt ikke at have en fremtid sammen inden for rækkevidde.

Thomas havde ringet hende op, efter han havde modtaget hendes brev.

- Jeg synes, vi skal holde en pause, havde han sagt, - jeg kan slet ikke finde ud af noget som helst lige nu...

Mens Annettes hjerte bristede og tårerne banede sig vej, havde hun hørt sin egen stemme svare; - Jeg tror ikke på pauser .... Vores forhold har nærmest været en lang pause det sidste halve år!
Så kom gråden og hun havde lagt røret på, mens hun havde tænkt, at hun ville ringe tilbage, når hun fik lidt mere kontrol over sig selv.

Hun havde hverken set eller talt med Thomas siden ... indtil nu.

*

- Whisky! Thomas rakte hende glasset og satte sig på stolen overfor hende. – Jeg kan læse dig som en åben bog, sagde han og sukkede dybt. Han rømmede sig, tog en slurk af sin drink og tændte en cigaret. – Du vil vide, hvorfor jeg aldrig tog telefonen, når du ringede, og du vil vide hvorfor jeg ikke svarede på dine mails ... Han trak vejret dybt ind og pustede langsomt ud.
Annette betragtede ham afventende.

- Hvis du vidste, hvor jeg ønskede, at du bare skulle dukke op ... og ruske mig og spørge ”hvad foregår der”? Hvis du havde gjort det, havde vi måske undgået de sidste to års adskillelse...
Annette trak læberne op i et ironisk smil. – Så det er faktisk min skyld...?
Thomas lo. – Nej, nej. Overhovedet ikke. Det ville bare have hjulpet mig, hvis du var kommet ... Han rettede sig lidt op. – Jeg er så forfærdelig ked af, at jeg har gjort dig ondt, det var det sidste, jeg ønskede at gøre...

- Hvorfor gjorde du det så? Annette hørte selv hårdheden i sin stemme, men der var ikke noget at gøre ved det; det var sagt, og det kom ud på den måde.

Thomas så alvorligt på hende. – Du har al mulig ret til at føle, som du gør ... men tro mig, jeg har osse haft det forfærdeligt. Du ved, jeg ofte har haft ”vinterdepressioner” ikk’?

Annette nikkede.

Thomas rømmede sig. – Den jeg fik efter vi gik fra hinanden, eller faktisk før, var af en styrke, så den fik de foregående til at synes som ”bare lidt dårligt humør”. Jeg gik helt i sort. Jeg så ingen mennesker i mange måneder, jeg tog ikke telefonen og jeg betalte ikke mine regninger ... alt gik i stå for mig. Det tog mig timer bare at stå op og blive vasket, jeg ... Thomas sank.

Annette tog hans hånd. – Hvorfor fortalte du mig ikke, at det var sådan, du havde det?
- Annette du ved hvordan jeg har det, når jeg har det sådan. Jeg troede ikke, du elskede mig mere ... først dit vrede brev og så din kommentar i telefonen; ”jeg tror ikke på pauser, det sidste halve år har været en lang pause”! Thomas sukkede. – Jeg kan jo godt se nu, at jeg har været en stor idiot ... men jeg kunne ikke se det dengang. Jeg har læst dine mails igen lige for nylig, og du elskede mig virkelig, ... det ser jeg tydeligt nu.

Annette rystede på hovedet. – Jeg forstår slet ikke, hvordan du kunne være i tvivl.
Thomas smilede forlegent og klemte hendes hånd. – Min selvopfattelse var helt ude af trit med virkeligheden på grund af depressionen ... sådan forklarer min læge det. Jeg har gået til samtaleterapi i et halvt år, hvilket har hjulpet mig meget, men det der virkelig har forandret noget, er de antidepressive piller, jeg har fået; det er faktisk lykkedes mig at komme igennem vinteren i år ... ”uden at falde i et sort hul”!

- Jeg ville ønske, jeg havde vidst, hvordan du havde det, sagde Annette tankefuldt.
- Ja, sagde Thomas stille, - jeg ville ønske, jeg havde fortalt dig det.

*

De talte indtil bandet begyndte at spille igen, så var det umuligt at få ørenlyd. De bevægede sig, som efter en stiltiende aftale, mod udgangen.

Natteluften var kølig og frisk. De gik stille side om side og uden at tænke over det, nærmest ubevidst, som en indgroet, aldrig glemt vane, tog de hinanden i hånden. De stoppede op og lo.

- Ved du, at der var en ting, jeg hele tiden var sikker på, sagde Thomas, - selv i mine sorteste øjeblikke. Han så inderligt på hende. – Jeg vidste hele tiden, at jeg elskede dig. Det var jeg aldrig i tvivl om...
- Nej, svarede Annette, - men det var jeg ... og jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget, der gjorde så ondt som det...

Thomas trak hende blidt ind til sig og hviskede ned i hendes hår; - Jeg er så ked af, at jeg har gjort dig ondt...

De stod sådan længe og holdt om hinanden med lukkede øjne. Annette mærkede varmen i brystet og tårerne, der bare måtte ud. Hun sukkede, mens Thomas tørrede hendes øjne, så lo hun; vi er det underligste par, jeg kender ... og det mest ulogiske.
- Hvad mener du? Thomas tørrede endnu en tåre bort fra Annettes kind.
- Du forlader mig, selv om du ved, at du elsker mig ... og jeg tuder, når du kommer tilbage!

- Så er det nok kærlighed. Thomas smilede. – Der er intet i verden så blottet for logik som kærlighed. Han tog hendes hånd igen. – Hvad laver du egentlig i København?

- Jeg har været til forældredag på efterskolen. Morten er på efterskole i Nordsjælland ... faktisk skulle jeg have mødt Mortens far og hans nye kone, der hvor jeg mødte dig, men det gør ikke noget, det var en lidt løs aftale...

- Tænk at Morten er så stor nu, at han går på efterskole ... Hvorfor på Sjælland?
Annette så på ham. – Det er faktisk lidt ironisk. Jeg mener, efter alle de overvejelser, jeg gjorde mig, om det at flytte fra Spanien til København med Morten. Du ved jo, det endte med, at jeg ikke syntes, jeg kunne være det bekendt overfor Morten og hans far.

Thomas nikkede.

- Jo, ser du, kort efter vi gik fra hinanden, så flyttede Mortens far ret pludselig til København på grund af et nyt job. Annette trak på skuldrene. – Jeg vil indrømme, jeg følte mig lidt dum...
Thomas smilede. – Det forstår jeg godt!

Annette skuttede sig. – Jeg begynder faktisk at fryse. Hvad med dig?

- Helt varmt er det ikke, svarede Thomas, - men jeg fryser gerne, hvis det betyder at jeg kan være sammen med dig lidt længere .... Hvornår skal du rejse hjem?

Annette tøvede. – Jeg skal ikke på arbejde før om en uge. Jeg har taget lidt ferie, fordi der var flere ting, jeg ville ordne, mens jeg var i København...

Thomas tændte en cigaret. – Har du tid til ... at se mine nye billeder? Thomas’ stemme rystede let. Han slog ud med armene og sukkede. – Hvor dum kan man være, selv om man har passeret de 50 år? Det lød næsten som om, jeg inviterede dig hjem for at se min frimærkesamling .... Han lo af sig selv. – Annette jeg har savnet dig hver eneste dag de sidste to år ... at leve uden dig er, som ... at have splintret glas i sjælen! Tag med mig hjem Annette! Bliv til i morgen. Bliv en uge .. Bliv resten af livet! Thomas skuldre sank ned som efter en kæmpe kraftanstrengelse. Hans blik borede sig dybt ind i Annettes inderste.

Annette mødte hans blik. Hun følte hans længsel smelte sammen med sin. Så stak hun sin arm ind under hans.

- Kom! Nu ta’r vi hjem, Thomas, sagde hun og vinkede efter en taxa, der netop kørte forbi.

***
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2006
Solkysten - Maj 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga