Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Veninder
Skrevet af Solkysten
De havde ikke vekslet ét ord!
De havde blot nikket til hinanden, da de blev præsenteret, og alligevel havde de været bevidste om hinandens tilstedeværelse hvert sekund.
Lærke havde ligefrem kunnet føle hans opmærksomhed som et indtrængende element, uanset hvor i galleriet hun havde befundet sig.

Han havde mange smilerynker. Selv når hans ansigt tilsyneladende var lagt i neutrale folder, strålede disse milde, furede linier ud fra øjenkrogene, men det var ikke det første hun havde lagt mærke til; det var hans udstråling og noget i hans øjne.

Lærke stod ud af bruseren og fik med et par hurtige bevægelser svøbt et håndklæde om sit hår, så hun lignede en turbanklædt fotomodel fra en hårshampoo-reklame.

Mens hun frotterede sin våde krop gled hendes tanker automatisk tilbage til gårsdagens fernisering.
Dette noget i hans øjne? Tja, hun gyste velbehageligt. Det var svært at beskrive, men han udstrålede denne eftertragtede substans af rå, upoleret maskulinitet mixet med følsomhed og en rolig hvilen i sig selv.

Det var et rent tilfælde, hun var kommet til ferniseringen. På vej hjem fra en strøgtur var hun løbet ind i Ole, som hun ikke havde set længe. Han havde insisteret på at hun skulle gå med ned i galleriet og få et glas og hilse på gamle venner. Hun havde været booket op af klienter hele dagen og trængte mest af alt til at gå hjem og smide benene op i sofaen og sende sit hoved på afspadsering, men Ole havde fået sin vilje. Lærke smilede for sig selv. Ole var okay, men det forekom hende absurd, at de nogensinde havde været par. Ungdomskærester var måske også mere præcist udtrykt. Lærke havde været 21 år og studerende, da de flyttede fra hinanden. Nu var hun 33, selvstændig web-designer og havde flere bo-sammen forhold bag sig. Hun tilbragte altid somrene i Danmark, hvor hun vedligeholdte de businesskontakter, som hun levede af resten af året i Spanien.

Hun sendte Ole en taknemmelig tanke. Det var hans skyld, hun havde mødt Per.
Da hendes øjne mødte hans, havde hun haft en underlig fornemmelse af, at hans blik gik lige igennem hendes facade og stedkendt fandt vej ind til de mest intime lag i hendes væsen. Hun havde følt en blufærdighed, der slet ikke passede til hendes alder og som hun forlængst troede, hun var vokset fra.
De kunne ikke have talt sammen, med mindre de havde sprunget alle etiketter over, om hvordan man indleder et bekendtskab.

"Small talk" ville have været helt ved siden af - næsten blasfemisk, og siden ingen af dem havde fundet det rigtige at sige, så blev der ingenting sagt … verbalt, men deres øjne havde kommunikeret stærkere og mere intenst, end de kunne have gjort med ord. Han havde kærtegnet hende med øjnene!

Selv nu, mere end et døgn efter, følte Lærke en foruroligende varme i kroppen bare ved tanken om hans blik. Hun så det hele tiden. Ligegyldigt hvad hun lavede, hvilede erindringen om hans intense, undersøgende blik på hende og sendte små elektriske stød gennem hendes krop.
Hun sukkede.

Han hed Per. Han havde masser af smilerynker og en utrolig dybde i sit blik. Det var alt, hvad hun vidste. Nej, hun vidste også, hun måtte se ham igen!

*

Hun betragtede kritisk sit spejlbillede. Hun ville gerne klæde sig mere farverigt, men det gik oftest som nu; hun endte med at være klædt i sort fra inderst til yderst.

Sort var hendes farve. Det slankede og fremhævede hendes askeblonde hår på en smuk måde. Lærke var ganske godt tilfreds med sit spejlbillede, det var bare følelsen af, at hun burde skifte farve en gang imellem, der gjorde hende kritisk.

Nå, pyt. Hun skulle ikke gøre indtryk på nogen. Det var jo bare en fødselsdagsmiddag hos Winnie, som hun havde kendt siden de var børn.

Hun skulle møde Winnies seneste erobring. Winnie skiftede kærester, i næsten samme tempo som andre skiftede sengetøj, og Lærke havde for længst, i al hemmelighed, bestemt, hun ikke ville investere energi i Winnies "kærester", før de havde holdt i mindst et par måneder.
Hun holdt meget af Winnie, men deres syn på mænd, kærlighed og erotik var så forskelligt som ild og vand.

*

- Tak, det havde du da ikke behøvet… Winnie åbnede døren og tog imod Lærkes gave. - Læg frakken og hjælp mig, jeg er vildt bagud, og Per kommer snart, stønnede Winnie og forsvandt ud i køkkenet.
Lærke hang sin frakke op til lyden af Leonard Cohens dybe stemme. Der var ikke noget galt med Winnies musiksmag.

Der duftede dejligt af paprikasauce i køkkenet. Winnie skænkede to glas rødvin.
- Gud hvor er jeg glad for, du kommer så tidligt. Jeg synes, det er hundrede år siden vi har talt sammen … sådan rigtigt.

Lærke nikkede og nippede til sit vinglas.
- Tillykke med fødselsdagen.
- Tak, jeg må hellere se hvad der er i pakken, sagde Winnie og åbnede den. - Wauw!
Hun holdt en sort blonde-bodystocking op foran sig, inden hun gav Lærke et knus. - Hvor er den bare flot. Tak skal du ha’.

- Jeg håber dit nye "fund" også bli’r glad for den, lo Lærke.
Winnie lavede en pudsig grimasse og pegede på salaten ved køkkenvasken.
- Det gør han sikkert … gider du lige give en hånd med?
Lærke skyllede salaten. Hun sendte Winnie et hurtigt sideblik.
- Hvordan går det med kærligheden?
Winnie stod med ryggen til og rørte i gryderne på komfuret. Hun vendte sig om.
- Det ved jeg ikke rigtig, Winnie tøvede … jeg tror, jeg er hårdt ramt, men jeg ved ikke rigtig med ham…
- Hvad mener du? spurgte Lærke.
Winnie sukkede og rullede med øjnene.
- Han siger, han ikke vil ind i et fast forhold. Han nyder mit selskab … men det kan aldrig blive til noget med os.
Hun bemærkede en klang i Winnies stemme, som hun ikke havde hørt før.
- Hvordan har du det med det?
Winnie stønnede.
- Jeg havde først tænkt mig at lave om på det, skrue al charmen på og al det der, men nu er jeg ikke så sikker mere.
- Hvorfor ikke?
Winnie tog en slurk af sit vinglas, inden hun svarede.
- Jeg tror ikke, han generelt har noget imod faste forhold. Jeg tror bare, det er … et fast forhold til mig, han har noget imod.
Lærke tørrede hænderne i et viskestykke.
- Har du spurgt ham, om det er sådan, det er?
- Næh, ikke endnu, svarede Winnie, - jeg er ikke sikker på, jeg har lyst til at høre svaret.

*

Hun sad med lukkede øjne og svømmede helt væk til lyden af Bryan Ferrys stemme. Winnie var ved at skifte tøj og ordne makeup. Hun følte et lille stik af ømhed overfor veninden. Hvor var livet dog underligt. Her havde Winnie givet den som "femme fatal" flere gange, end Lærke brød sig om at huske, og guderne måtte vide hvor mange knuste hjerter, hun havde på samvittigheden. Og nu, hvor det så ud til Winnie selv var brændt varm for alvor, var der noget, der kunne tyde på, det var hendes tur til at få sit hjerte knust.
Løn som forskyldt ville nogen nok sige, men hun kendte Winnies angst for nærhed og vidste, det var den, der havde fået hende til at afbryde mange forbindelser …

Det gav et spjæt i hende, da det pludselig ringede på døren.
- Gider du lige? Råbte Winnie fra soveværelset.
Hun rejste sig og gik ud i entreen.

De stirrede på hinanden igennem døråbningen, som om de hver især havde problemer med at forstå, hvad den anden lavede præcis der.
Det suste for Lærkes ører, og hun følte en blussende hede i kinderne.
- Må jeg komme ind? Han smilte ganske svagt.
- Selvfølgelig, lo hun og åbnede døren helt op.
Han lagde en buket blomster på kommoden, imens han hængte sin læderjakke op.
- Hvad laver du her … Lærke?
Tænk han kendte hendes navn. Hans stemme føltes som et kærtegn.
- Winnie er en gammel veninde, svarede hun.
- Så gammel er jeg da heller ikke, afbrød Winnie, der i det samme kom ud i entreen med en sky af parfume omkring sig. - Ja, det er så Lærke, sagde hun, - og det er Per.
Lærke nikkede og ønskede sig langt væk. Hun havde svært ved at være naturlig.
Per! Hvorfor havde hun ikke bemærket navnet? På den anden side set; der var så mange, der hed Per.
- Vi har hilst på hinanden, smilede han og rakte Winnie blomsterne.

*

Lærke forstod ikke, hvordan det lykkedes hende at komme igennem middagen. Hun havde en underlig ambivalent følelse af at befinde sig midt i et mareridt og på samme tid have en svævende fornemmelse af salighed i kroppen.

Hver gang hendes øjne mødte Pers, var det som om gulvet forsvandt under hende. Hun blev underlig svimmel og vægtløs, og hun havde ingen kontrol over sit ansigts mimik; hendes læber trak sig ligesom automatisk ud og op i et tåbeligt smil. Det samme så ud til at være tilfældet med Per.

Lærke havde lyst til at skrige "JA" og smide sig op på bordet lige der mellem paprikasaucen og salaten, så intense var deres ordløse øjeblikke af kontakt, men de splintredes og frøs til is inde i hende, da hun bemærkede Winnies anstrengte, forpinte udtryk.

Derefter forsøgte hun helt at undgå øjenkontakt med Per. Hun koncentrerede hele sin opmærksomhed om Winnie, hvilket også virkede kunstigt. Desuden var det svært at føre en samtale med hende; Winnie svarede med enstavelsesord og virkede i det store og hele, som om hele forestillingen var en belastning ud over alle grænser. Lærke var tilbøjelig til at give hende ret.

På vej hjem i taxaen lukkede hun øjnene. Det var bare for meget! Det var evigheder siden, hun havde mødt en mand, der gjorde indtryk på hende … og af alle mænd skulle det så lige være ham, der tilsyneladende betød så meget for Winnie.

Veninders mænd var tabu. Sådan var det bare. Hun sukkede dybt og åbnede øjnene. Hun kunne ikke gøre for, hvordan hun følte, men hun havde selv ansvaret for, hvordan hun handlede på sine følelser.

*

Lærke havde en tudende Winnie i røret en time efter, hun var gået i seng.
- Han er gået, snøftede Winnie.
Hun ledte febrilsk efter et par medfølende ord.
- Hvad sagde han? Spurgte hun stille.
- Han sagde bare, det var bedst, han gik … og han følte ikke det var en god idé, hvis vi sås mere. Det ville ikke være fair overfor mig.

Hun lyttede længe til Winnie. Det var tydeligt, hun havde brug for at tale.
- Hvad syntes du om ham? Spurgte Winnie til sidst.

Ordene satte sig fast i Lærkes hals. Hun kunne jo dårligt sige, Per var det dejligste, hun havde mødt i en menneskealder, og at hele hendes krop sitrede bare ved tanken om ham. På den anden side set ville hun ikke lyve.

- Han virkede da meget sød, svarede hun let.
Det var svært at rumme alene. Hun var vant til at tale med Winnie om sine følelser, men lige præcis de følelser, som strømmede gennem hende nu, dem kunne hun ikke dele med Winnie. Dem måtte hun klare alene!

*

Da Lærke gik hjem fra et møde, dagen efter Winnies fødselsdag, arbejdede hendes tanker på højtryk.
Hun vidste, hun blev nødt til at få snakket med Winnie, men det havde ikke føltes rigtigt at gøre det i telefonen i går aftes. Desuden … hvad var der egentlig at tale om? Der var jo ikke sket noget, der var til at tage og føle på. Det hele var undertoner, antydninger, luftige fornemmelser … ja, som hun gik der forekom det hende pludselig, at det hele måske nærmest var fri fantasi og overfortolkning.
Telefonen ringede i samme øjeblik, hun låste døren op til sommerhuset.

- Lærke.
- Det’ Per!
Lærke vidste ikke, hvad hun skulle sige, så hun sagde ingenting.
- Jeg er dybt rystet. Jeg har været helt ved siden af mig selv, siden jeg så dig til ferniseringen… Da jeg kom hjem i går aftes, opdagede jeg, at den er helt gal; jeg kan hverken sove eller spise, ja jeg kan faktisk ikke koncentrere mig om noget som helst. Der er hele tiden en pige med askeblondt hår og sort tøj i mit synsfelt… Jeg har aldrig haft det sådan før, og jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal håndtere det?
Lærke sukkede.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige…
- Bare sig du vil møde mig igen! … Jeg ved godt, det er en fuldstændig akavet situation for dig, men Winnie har hele tiden vidst, det ikke var seriøst fra min side. Det har jeg ikke lagt skjul på.
- Jeg synes, det er svært…
- Betyder det at du har lyst til at se mig?
Lærke fornemmede Pers tilbageholdte åndedræt, og hun mærkede hvordan hendes læber automatisk skilte sig ad i et smil.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde nej.
Der lød et lettelsens suk i mobiltelefonen.
- Ah, der holdt du mit liv i dine hænder et lille øjeblik.
- Var det så slemt?
- Værre! Men nu kan jeg trække vejret igen.
Hun kunne ikke holde latteren tilbage.
- Det her er lidt vanvittigt.
- Ja, svarede han stille, men bare tag den tid du har brug for. Det er nok for mig at vide, vi skal ses igen… Hvornår tror du det kan blive?
Hun tøvede. Hun forestillede sig, at de kyssede hinanden, men lige inden deres læber mødtes, dukkede Winnies ansigt op imellem dem. Tiden gik lidt i stå. Hun trak vejret dybt og sukkede.
- Det kan ikke blive, svarede hun langsomt og dæmpet.
- Men du sagde lige … jeg troede… Per rømmede sig.
- Jeg sagde, jeg havde lyst til at se dig, men at have lyst til noget er ikke altid ensbetydende med, at man skal følge sin lyst… I det her tilfælde vælger jeg at se bort fra min lyst, fordi der er noget andet, der vejer tungere.

Der var stilhed i nogle sekunder.
- Jeg kan virkelig godt li’ dig, hviskede Per.
- I lige måde, hviskede Lærke tilbage og trykkede på afbryderen.

Hun blev siddende ganske stille i meget lang tid med en underlig blanding af varme og tomhed i kroppen. Mobilen ringede et par gange, men hun lod den ringe.
*
Winnie kom sig forbavsende hurtigt. Allerede tre uger efter fødselsdagen var hun sit gamle selv igen. Lærke mødte hende på en café inde i byen.

- Jeg har mødt verdens skønneste fyr, stønnede Winnie og kastede dramatisk hovedet bagover. Lærke smilede lidt anstrengt og lyttede fraværende til alle de begejstrede adjektiver, som Winnie overstrømmende hængte på sit nye fund.

Det susede underligt i Lærkes hoved. Hun lukkede øjnene og så et gennemborende intenst blik og hørte en stemme hviske: "Jeg kan virkelig godt li’ dig".

- Hallo, er der nogen hjemme? Winnie lagde en hånd på Lærkes skulder.
- Ja, det må du undskylde, jeg var lige lidt væk.
- Er du okay? spurgte Winnie.
- Jeg har det fint, svarede hun, - jeg faldt bare lidt i staver.
- Hm. Winnie betragtede Lærke undersøgende.
- Hørte du overhovedet et ord af, hvad jeg sagde? Spurgte hun så.
- Det meste … tror jeg. Lærke tog sig sammen og smilede til Winnie.
- Du har mødt verdens største vidunder…
- Yes, og vi rejser til Barbados sammen … i 14 dage. Winnie viftede triumferende med en rejsebrochure. - Vi rejser i overmorgen. Gider du at vande mine planter? Winnie rakte Lærke nøglen til sin lejlighed uden at vente på svar.

- Åh for resten, sagde Winnie, det havde jeg næsten glemt. Jeg har en lille gave til dig. Hun stak Lærke en kuvert af håndlavet papir smukt bundet med en silkesløjfe. - Jeg er løbet, jeg skal hjem og pakke.
Hun smilede, da hun så kuvertens indhold. På et stykke hvidt karton havde Winnie skrevet med sirlig håndskrift;

"Hvorfor skulle du og Per sidde og sukke af længsel hver for sig? Det er for dumt … og det gør ikke mig lykkelig!
Din Winnie."
Nedenunder stod et telefonnummer.
xxxxx
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2006
Solkysten - Juli 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga