Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Santiago Bernabéu indrettes til eksercerplads
Skrevet af Solkysten
Fodboldsergenten Fabio Capello er tilbage i Real Madrid, hvor tilhængerne håber at hans stærke personlighed vil ændre udviklingen
”Gi’ dem en ordentlig stroppetur!” råbte en af tilhængerne foran hegnet, da den italienske fodboldsergent Fabio Capello i juli vendte tilbage til verdens mest berømte fodboldklub for at rette op på den formodede disciplinkrise i omklædningsrummet. Til svar et skævt smil fra en mand, der har været en myte i klubben siden han for ti år siden kom til undsætning i en situation, der meget ligner den nuværende.

I sæsonen 1995-96 lå et karakterløst Real Madrid på en trist sjetteplads i ligaen, da Capello fik sat skik på tingene og samme år vandt mesterskabet foran Ronaldos Barcelona. Ikke nok med det: Capello rejste ved sæsonens slutning, men han efterlod grundstammen på et hold, der i de kommende sæsoner atter begyndte at vinde europacupper efter 30 års ferie.

Folk forventer ikke mindre af Capello ved denne lejlighed, hvor Real Madrid er i dyb krise på to fronter. Fiaskoen for den sportslige model kan ikke længere skjules efter tre år uden en titel. Desuden har klubben lige været igennem et skandaløst bestyrelsesvalg, som gav grimme skrammer i dens hvide image.

Vandt med rettens hjælp
Ved valget den 2. juli, hvor stemmerne var spredt på fem kandidater, blev Ramón Calderón valgt til ny præsident med mindre end 300 stemmers forspring til nummer to. En snæver margen, og valgresultatet kunne være blevet anderledes, hvis ikke byretten på bl.a. Calderóns opfordring havde beslaglagt postsækkene med 10.000 brevstemmer, fordi proceduren ikke bød på de nødvendige garantier. Det skønnes, disse stemmer ville have favoriseret valgets nummer to og tre.

Problemet er at rettens forbud mod brevstemmerne kun er midlertidigt. Den endelige afgørelse kan trække ud indtil næste år, og sættes de beslaglagte postsække på fri fod, kan de udløse den største institutionelle krise i klubbens historie. Valgets nr. to (Juan Palacios) og især valgets nr. tre (Juan Miguel Villar Mir) vægrer sig stadig ved at betragte kampen om ”Det hvide Hus” i Madrid som tabt.

Tanken går til et lignende problem, der opstod for få år siden i ”Det hvide Hus” i Washington. I begge tilfælde var det kontrollen med en supermagt som stod på spil. Under den tidligere præsident Florentino Pérez udviklede Real Madrid sig på trods af de sportslige skuffelser til verdens største fodboldforretning foran Manchester United.

Fodbold i front
Valgets mange kandidater var enige om at holde fast ved det gode fra Florentinos periode: en økonomisk succesmodel, som har øget omsætningen til mere end 300 mio. euro årligt. Men den økonomiske model skal suppleres med en ny model for den sportslige ledelse. Det må ikke ske igen, at en træner (Camacho) kommer ned i omklædningsrummet og finder en ny spiller (Michael Owen), som han ikke engang vidste, klubben lå i forhandlinger med.

Sandsynligvis vandt Ramón Calderón det amputerede valg, fordi hans projekt overbeviste tilhængerne om, at det er alvor med det nye sportslige selvstyre. Pedja Mijatovic (helten fra den syvende europacup) er blevet sportsdirektør. Men frem for alt stoler folk på Fabio Capello, hvem ingen - hverken spillere eller fodboldpræsidenter - løber om hjørner med.

- Det er en mand som skræmmer, første gang du står ansigt til ansigt med ham, erindrer Real Madrids gamle kaptajn Fernando Hierro, der ellers ikke er kendt som bangebuks. Hierro tilføjer:

- Capello er ren karakter. Men han er også en stor træner der som ingen anden forstår at mentalisere folk omkring sig.

En enorm forandring til Florentino Pérez’ trænere, der med tiden blev mere og mere anonyme og selvudslettende. Den sidste med en fortid på landsbyholdet Dos Hermanas var en from mand der indledte hveranden sætning med yndlingsudtrykket ”med Guds hjælp...” Ikke engang Gud kunne hjælpe ham i selskabet med de forkælede berømtheder, der alle havde nummeret på præsidentens mobiltelefon.
Den nye præsident har hemmeligt nummer, så spillerne har ingen at klage deres nød til i den træningslejr for marineinfanterister, som Capello har installeret i Østrig. Her har han bl.a. lært spillerne, at efter at have drukket en flaske mineralvand, lægger man pænt flasken i skraldespanden i stedet for at smide den på plænen. En lille detalje, som tilsyneladende intet har med fodbold at gøre. Men Capellos arbejde er tusinde små deltaljer, og de har alle noget at gøre med disciplin.

Italiensk jagtmark
På plussiden skal det ikke glemmes, at Florentino Pérez ifølge Ramón Calderón efterlod 160 mio. euro i kasseapparatet. Det var et første skøn, som præsidenten hen ad vejen har reduceret, så det nu ser ud til at Mijatovic vil få 50 mio. til indkøb af nye spillere - plus det, han er i stand til at skrabe sammen ved salget af de gamle.

Kaká (Milano), Cesc (Arsenal) og Robben (Chelsea) var navnene, præsidenten lokkede med i løbet af valgkampen. Det bliver ikke nemt at få plads til dem alle inden for budgettet. I første omgang hentede Mijatovic to nøglespillere på Capellos gamle hold Juventus: Emerson (midtbane) og Cannavaro (forsvar). Fodboldveteraner som bliver Capellos forlængede arm på banen. Den tredje i kikkerten var Manchester Uniteds utilfredse stjerne Ruud van Nistelroy, der drømmer om at genoplive de gyldne dage hvor han og Beckham fabrikerede mål på samlebånd. I alt kommer der fem, seks nye spillere til klubben, lover Calderón.

Lige så spændende er det, hvem Capello ikke vil se på sit hold. Raúl får en ny chance. Ronaldo afhænger af den snak, han og træneren skal have. Roberto Carlos (en af de store skikkelser, som Capello selv havde med for ti år siden) vil Capello næppe gøre meget for at holde på. Batista kan eventuelt bruges i en byttehandel med Arsenal. Zidane har pensioneret sig selv.

Gravesens tid i Real Madrid må også formodes at rinde ud. Danskeren kom ikke på det bedste tidspunkt, og efter en kortvarig succes blev han af de fleste sat i bås som endnu et af Florentinos mange panikkøb i de seneste år.

pod.

Tæt opløb
Stemmefordelingen ved valget i Real Madrid den 2. juli var følgende:
Ramón Calderón: 8344
Juan Palacios: 8098
Juan Miguel Villar Mir: 6702
Lorenzo Sanz: 2377
Arturo Baldasano: 1581
Efter suspenderingen af stemmeafgivningen pr. brev, var valgdeltagelsen usædvanligt lav. For at kunne stemme, skulle vælgerne møde personligt op på stadion, og den 2. juli var mange medlemmer allerede rejst på sommerferie.

Barcelona har fået sin egen valgskandale

Real Madrids ærkerival F.C. Barcelona har fået sin egen valgskandale. Formanden Joan Laporta er blevet tvunget til at gå af, og der er udskrevet nyvalg til september. En dommer har givet tre utilfredse medlemmer ret i, at Laportas mandat udløb den 30. juni i år. Laporta mente, klubbens vedtægter gav ham ret til at fortsætte indtil næste år.
Spørgsmålet er om Laporta får modkandidater til valget, hvor han stiller op med to spanske mesterskaber og en Champions League i frisk erindring hos klubbens medlemmer. Den største fare for Barcelonas fodboldformand er måske, at han også risikerer at blive dømt inhabil for sit brud på vedtægterne.
Forud for den nye sæson har Barcelona ligesom Real Madrid været på rov i det tvangsnedrykkede Juventus. Forsvaret er blevet forstærket med Zambrotta og Thuram.


Har du en kommentar til artiklen? Skriv til journalist per-ole@solkysten.net
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - August 2006
Solkysten - August 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga