Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
På Uranienborg indrettede Brahe verdens første moderne observatorium.
På Uranienborg indrettede Brahe verdens første moderne observatorium.
Spansk pragtværk om Tycho Brahe
Skrevet af Solkysten
Efter 404 år er Tycho Brahes bog om den nye astronomi blevet oversat fra latin til spansk.
Et lille forlag i Málaga – specialist i historiske værker – har udsendt et pragtværk, der trykkes i 950 nummerede eksemplarer med særlig appel til bogsamlere.

De fleste af den store astronoms landsmænd vil også blive klogere af at læse det videnskabelige studium (200 sider), som indleder værket. Forfatteren er Nicolás García Herrera, som virkelig er blevet grebet af sit emne.

- Tycho Brahe er en af renæssancens mest fascinerende skikkelser. Som 17-årig beslutter han at bruge resten af sit liv på at studere himlen, fordi han til sin forargelse opdager, man hverken kan stole på Ptolemæus eller Kopernikus. Ingen af dem er i stand til at forudsige det præcise tidspunkt for en konjunktion mellem Saturn og Jupiter. Den 17-årige lover sig selv, at det skal blive anderledes, og han holder ord. Tycho Brahes nøjagtige målinger af himmellegemernes bevægelser satte senere eleven Kepler i stand til at fastslå, at planeterne bevæger sig i elipser om solen (ikke cirkler, som Kopernikus havde troet). Keplers arbejde var igen forudsætning for, at Newton kunne udlede lovene om tyngdekraften. Det startede alt sammen med Tycho Brahe, som grundlagde den moderne astronomi på verdens første observatorium, Uranienborg på øen Hven, forklarer Nicolás García Herrera.

Kepler bekostede i 1602 - et år efter mesterens død – udgivelsen af hans livsværk. Her finder man bl.a. tegningerne af de nye instrumenter, der satte Brahe i stand til at reducere fejlmargenen i datidens målinger fra flere minutter til et halvt sekund på himmelsfærens skala. Alt sammen før astronomerne fik hjælp af kikkerten.

Det nye spanske værk er tredelt. Efter det videnskabelige studium følger en faksimile af Keplers udgivelse fra 1602. Tredje og sidste del er den spanske oversættelse. Hele værket er håndsyet og indbundet i ægte læder.

- Tidligere var bogen udover latin kun tilgængelig på dansk og tjekkisk. Det var en af vore abonnenter på serien af gamle og sjældne værker, der foreslog os at kaste et blik på Tycho Brahe, og opgaven har holdt os beskæftiget et helt år. I dag er der kun få personer tilbage, som kan oversætte Brahes perfekte, men yderst videnskabelige latin. På et senere tidspunkt udgiver vi måske bogen som en økonomisk mere overkommelig billigudgave, forklarer forlagsdirektøren, Antonio Javier Navas y Millán. I juni præsenterede han værket på Real Academia de San Fernando i Madrid, hvor bl.a. den danske ambassadør Niels Pultz var til stede.

Tycho Brahe var større som eksperimentator end som teoretiker. Hans verdensbillede var en kombination af det nye og gamle. Jorden forblev i centrum, men de øvrige planeter begyndte at dreje om solen, der selv drejede om jorden.

Samtidig slog Brahe hul på alle forestillingerne om et uforanderligt univers, da han en nat opdagede en ny stjerne på himlen. I dag ved vi, det drejede sig om en såkaldt supernova – populært sagt en stjerne, der eksploderer og en kort tid lyser mere op end alle andre. Som kuriosum kan nævnes, at et hold af spanske astronomer for to år siden lokaliserede de sidste rester af Brahes’ forulykkede stjerne i stjernebilledet Cassiopeia.

Privat var Tycho Brahe ikke nem at omgås, og af samme grund gik han uden næse – eller bedre sagt med kunstig næse - efter en duel. Senere kom han op at toppes med Christian IV, hvorefter han forlod Uranienborg og blev udnævnt til kejserlig astronom i Prag. Her døde han af sprængt urinblære, fordi han ikke kunne bekvemme sig til at rejse sig fra bordets glæder. Tjekkerne siger stadig ”fuld som en dansker” i erindring om den store og mærkelige mand, der udåndede med ønsket på læberne om at han ikke måtte have levet forgæves.

pod.

Tycho Brahe: ”Mecánica de la Astronomía renovada”. 492 sider. 950 eksemplarer, nummerede foran notar. Bogen kan kun bestilles gennem forlaget og koster i starten 175 euro, en pris der vil stige hen ad vejen.

Forlag:
Editorial San Millán, Málaga
Tlf. 902 024 772
E-mail esm@editorialsanmillan.org
Hjemmeside: www.editorialsanmillan.org
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - August 2006
Solkysten - August 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga