Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Erik Frøkjær.
Erik Frøkjær.
Permanent Frøkjær-udstilling i The Riviera Gallery
Skrevet af Solkysten
Kunstmaler Erik Frøkjær er en kendt og skattet kunstner - også her på Costa del Sol, hvor han udstillede for første gang i 1994 på det eksklusive Hotel Byblos.
Siden er det blevet til mange udstillinger, bl.a. i forbindelse med La Cuenta Vinos’ årlige arrangementer i “Bjørnekælderen”. Jo, god kunst og god vin er en fin konstellation.

Da Erik Frøkjærs billeder er efterspurgte, har The Riviera Gallery i Fuengirola nu hans kunst permanent ophængt, så interesserede dagligt kan kigge ind og nyde den.

Kunstner og forretningsmand
Erik Frøkjær er præstesøn, men født med to væsentlige gener for kunst og forretning. Kunstgenet var stærkest, så som ung rejste han fra præstegården i Sunds ved Herning og til København, hvor han blev elev hos Charlottenborgmaleren Jacob Meyer.

Lærer/elev-forholdet blev til et far/søn-forhold, og i 30 år tog eleven med sin læremester til Italien - hvert år i maj og september. Ved Gardasøen og de omkringliggende maleriske landsbyer, der dengang endnu var nogenlunde forskånet for masseturismen, var der et utal af motiver, og de blev grundlæggende for Erik Frøkjærs karriere og succes som naturalistisk impressionistisk maler af opstillinger, interiører og landskabsmotiver.

Senere dukkede Erik Frøkjærs forretningsgen også frem, og det blev til en kæde af tøjforretninger på Østsjælland, samtidig med at en hobby med travheste udmøntede sig i et berømt stutteri, hvorfra mange derbyvindere kom.

Debut og anmeldelser
Ved Erik Frøkjærs debutudstilling på Den Frie i foråret 1970 skrev kunstkritikeren Erik Nikolajsen (Berl. Tid.): “ Sirligt detaljerede billeder… De er ganske drevne i håndelaget med farvefølsomme arbejder”.
Kunstanmelderen Steen Colding skrev: “Erik Frøkjær er elev af Charlottenborgmaleren Jacob Meyer. Han har ihvertfald lært Frøkjær at tegne og opbygge et billede helt rigtigt. Frøkjær har talent. Det lyser ud af hans billeder, at han elsker sit maleri. På sin vis fører Erik Frøkjær det man forstår ved Charlottenborgtraditionen videre”.

Da Erik Frøkjær første gang udstillede i Spanien på Hotel Byblos i november og december 1994, skrev undertegnede bl.a. følgende: “Frøkjærs motivverden er både inden- og udendørs. Billederne udstråler denne kunstners indre ro og ligevægt, som forplantes videre til den udstillingsbesøgende - en god invistering at få et Erik Frøkjær-billede på væggen.

Musik og farver
I en artikel i april 2004 skrev jeg følgende, som jeg synes fortjener en gentagelse:

“Jeg sad en dag og lyttede til Schubert-musik. Wienerkomponisten, der med sin blomstrende melodik og sit fine og følsomme sind omsatte det til musik, der røber ham som en stor naturelsker. Noget af dette fornemmer jeg også hos Erik Frøkjær, når han med pensel og maling omsætter sit farvesprog til sine billeder. Jeg kunne ikke lade være med at kigge op på min stues endevæg, hvor et af mine billeder er en buket tulipaner malet af Frøkjær. Hvor Schubert i sine kompositioner kan skifte fra dur til mol uden at ødelægge det fine og naturlige, ja sådan noget evner Frøkjær også, og det er det, der gør det dejligt at have et Frøkjær-billede hængende”.

Atelier i Spanien
Erik Frøkjær er årgang 1933 og er igen blevet fuldtidsmaler med bopæl og atelier i Spanien. Tøjforretningerne har været gennem et generationsskifte. Stutteriet er solgt, og maleriet - der i hele hans liv har stået hans hjerte nærmest - er igen dagens væsentlige gøremål.

The Riviera Gallery
The Riviera Gallery er mere end et galleri. Det har vinteren igennem kulturaftener af forskellig art. Om tirsdagen (kl. 19-21) er det “Culture Club Night”, hvor man mødes med kunstnere m.fl. til diskussioner. Onsdagen - også kl. 19-21 - er helliget “Art Student Night” med kurser udi malerkunsten, og torsdage er der akvarelkurser om formiddagen (kl. 11-13), olie- og akrylkurser om eftermiddagen (kl. 17-19), og “Quiz Night” fra kl. 20. Hver lørdag kl. 12-14 er det børnene det drejer sig om.

Udover at galleriet altid har billeder fra 25 kunstnere hængende, har det også en hyggelig café.
P.Ras

The Riviera Gallery
C/ Maestra Angeles Asipazu, Fuengirola (skråt overfor restaurant Lucia)
Mandag-fredag kl. 10-15 og 18-21, Lørdage kl. 10-15
Tlf./fax 952 593 792 - www.rivieragallery.org
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2006
Solkysten - Oktober 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga