Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Billedkunstneren Jens Kromann.
Billedkunstneren Jens Kromann.
Fra Middelfart til Moclinejo
Skrevet af Solkysten
Ved Rincón de la Victoria drejer jeg op i bjergene mod Benalgabón og fortsætter gennem endeløse rækker af hårnålesving, indtil den hvide landsby Moclinejo åbenbarer sig i dalen til højre.
Jeg parkerer udenfor byporten og spadserer gennem landsbyen, som klatrer op ad bjergsiden. Jeg spørger en lille, sortklædt kone, som sidder på en trappesten, om vej til Plaza España. Hun peger på kirketårnet, og jeg tager det sidste hårnålesving gennem Moclinejo på apostlenes heste.

De gør ikke meget i husnumre på Plaza España, men heldigvis er der navn på postkassen, der hvor jeg skal ind.

Et markant år
År 2006 er ikke et hvilket som helst årstal, når det handler om den autodidakte billedkunstner Jens Kromann. Han blev født I Middelfart I 1936, og han har således fejret sin 70-års fødselsdag i år. Men ikke nok med det; han har også 50-års jubilæum i år som maler.

- Jeg begyndte at male i 1956, fortæller Jens, - samme år som jeg startede på lærerseminariet.

Der gik dog nogle år, før Jens begyndte at udstille. Til gengæld er hans udstillingsliste i dag imponerende lang og international. Allerede i 1973 udstillede Jens udenfor Danmarks grænser i England, Spanien og Island, og siden da har han løbende føjet nye eksotiske steder til sin udstillingsliste, bl.a. Tokyo, Kuwait, Seul, Bangkok … og ikke at forglemme; Nuuk, som har en central placering i Jens’ hjerte.

Den aparte dreng
- Jeg var i den situation, fortæller Jens, at jeg fik ansættelse som lærer på ”Danmarks bedste skole” i Middelfart efter min seminarietid, og da jeg havde været der i seks år ... tja, hvad skulle der så ske? Det var ikke rigtig spændende at tænke på at søge ansættelse på en anden skole i Danmark... Det kunne jo ikke blive bedre, end det allerede var.

Maleriet blev mere og mere vigtigt for Jens, men han havde også en trang til eventyr, hvilket udmøntede sig i forskellige overvejelser bl.a. at søge job hos Lauritsens Rederi som en slags ”socialpædagog” for de unge sømænd, eller at rejse med Danida til Indien. Udfaldet blev ansættelse som lærer i Nuuk på Grønland ... en ansættelse som varede i fire år, og som desuden skabte ubrydelige kærlighedsbånd til stedet og folket.

Jens’ eventyrtrang var ikke noget, der bare pludselig opstod; den havde stukket næsen frem mange gange tidligere i hans liv.

- Det er utroligt, siger han, - at jeg nogensinde blev skolelærer, for jeg har aldrig brudt mig om at gå i skole, da jeg var barn. Jeg stak faktisk ofte af fra timerne.

Jens boede ved Lillebælt, og i stedet for skolen gik han ned til fjorden med sin flitsbue og så hang han i piletræerne og skød fisk.

- Jeg havde regnet ud, siger han, hvor lange mine pile skulle være, for at ramme igennem fisken og fæstne sig i havbunden ... og det virkede. Bagefter kunne jeg så bare vade ud og tage pilen med fisken med mig op i mergelgraven, hvor jeg dækkede den til med ler og stegte den på et bål. Når leret var stivnet, så var fisken færdig ... og skindet blev siddende på indersiden af leret ... så den var lige klar til at spise.

Jens beskriver sig selv som barn som en lidt aparte dreng med en stor samhørighed med naturen.

- Min far var gartner, og han arbejdede fra tidlig morgen til sen aften. Alligevel satte han sig ved bordet og læste højt for hele familien ... hver aften; det var jo før fjernsynet gjorde sin entre. Han læste tykke romaner ... ofte Dostovjevski … jeg forstod ikke det hele, men det lagde sig alligevel som noget tiltrækkende mystisk i mit sind... Jeg tror min far kunne Dostovjevskis romaner udenad, han havde en hel lang boghylde med hans værker.

Maleren og mennesket
Jens begyndte at male i 1956, og da han permanent kvitter sit lønarbejde ... skriver vi 1976.
Efter Grønland gik turen til Jylland, hvor Jens blev ansat som seminarieadjunkt i formning på Esbjerg Seminarium.

- Jeg flyttede til Fanø, hvor jeg boede i otte år, men efter fire år kvittede jeg mit job ... nu måtte det briste eller bære!

I dag er Jens lykkelig for beslutningen om at blive det, han allerede var, på fuld tid ... nemlig billedkunstner.

Kunstkritikeren Ole Lindboe siger følgende om Jens Kromanns billeder; ”De er autentiske, fordi han virkelig føler for det, han gør. De har nerve, fordi han forstår at lægge al sin følsomhed ned i dem. De har ånd, fordi han vil langt mere end blot male smukt. Og de musikalske kommer af hans drevne måde at omgås farverne på. Han er sandt for dyden en kolorist, så det synger og danser henover hele lærredet og forplanter sig ud til beskueren.”

- En god dag er kun en god dag, hvis jeg får malet, siger Jens Kromann. Jens’ hustru, Birte, nikker samtykkende og tilføjer; - Jens er ikke til at holde ud, hvis han ikke får malet.
Birte ved hvad hun taler om, for selv om Jens og Birte ”kun” har været gift i tre år, så har de været sammen de sidste 20 år, og det er Birte der tager sig af markedsføringen.

- Jeg er ikke tilknyttet noget fast galleri, fortæller Jens, - jeg har altid følt et behov for at komme tættere på mine kunder, end et galleri giver mulighed for. Det er dejligt, at få lidt feedback, og det får du sjældent på et galleri.

Birte kvittede også sit job for år tilbage, for at kunne rejse med Jens rundt i verden, hvor han udstillede, og for at tage sig af markedsføringen.

Når parret er i Danmark bor de kun to gader fra Nyhavn på 3. sal.

Man kan så filosofere over, hvordan et naturmenneske kan bo halvdelen af året i en lejlighed i en storby?
- Vi har skam indrettet os en lille ”privat” krog i den fælles have, forklarer Jens, - og jeg har plantet et æbletræ til Birte ... naturligvis hendes yndlingsæbler fra Lolland.

Spanien
Byhuset I Moclinejo spiller en væsentlig rolle i Jens Kromanns billedproduktion.
- De fleste af mine billeder, fortæller han, - bliver til i ateliet i Andalusien, hvor dagslyset har en helt anden intensitet end I Danmark.... Når så vi er i Danmark, så arbejder jeg mere med praktiske ting som indramning o.s.v.

Andalusien og Grønland filosoferer jeg, men det lyder næsten som et spørgsmål, og Jens svarer; - Kunst har med kontraster at gøre, og mange af mine grønlandske billeder er blevet til i Spanien.
Birte og Jens har haft byhuset i Moclinejo i syv år, men bekendtskabet med Spanien startede for mange år tilbage.

Siden slutningen af 80’erne har Jens og Birte lejet hus forskellige steder i Andalusien, bl.a. Frigiliana, når dagslyset svandt i Danmark ... men altid var til at stole på i Spanien.

- Mit første møde med Spanien, fortæller Jens, - går helt tilbage til 1957, hvor jeg og en ven tomlede den hele vejen herned og gik over Pyrenærerne.

Det er også blevet til to separatudstillinger i Spanien: henholdvis Palma de Mallorca i 1973 og Madrid i 1981. Sidste år medvirkede Jens Kromann desuden i en fællesudstilling i Galeria Krabbe i Frigiliana.
Parret er tilfredse med at pendle mellem Danmark og Andalusien. De kan godt lide vekselvirkningen ... og desuden har de fem sammenbragte børn og børnebørn, der trækker fra de nordlige breddegrader.
I oktober får Jens Kromann travlt. Han skal udstille i Nuuk på Grønland og desuden holder Jens og Birte åbent hus i galleriet i Moclinejo to weekender ... nemlig den 14. og 15. samt den 21. og 22., hvor alle interesserede er velkomne, så længe det er lyst. For, som Jens Kromann udtrykker det; - Elektrisk lys giver kun en afglans af virkeligheden.

Dorte Holm Jensen


www.jenskromann.dk

Åbent galleri:
Plaza España 1
Moclinejo
Den 14. og 15. samt 21. og
22. oktober
Tid: Så længe der er dagslys.


Kunst har med kontrast at gøre, siger Jens Kromann.
Kunst har med kontrast at gøre, siger Jens Kromann.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2006
Solkysten - Oktober 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga