Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Anni Dahms
Anni Dahms
Anni Dahms
Skrevet af Solkysten
Anni Dahms kom til Costa del Sol for 16 år siden netop i denne måned, og for 12 år siden åbnede hun den første Annis Vitalshop.
I dag er der Vitalshop'er i Los Boliches, inde i selve Fuengirola, i Elviria ved Marbella og i Nerja - plus at man kan handle i webshoppen på Annis omfattende og velfungerende hjemmeside. Privat deler hun et stort hus i Benalmádena med sine sønner, Nils og Peter - og ikke mindst den charmerende minipuddel Silvia.

Vi har sat den 63-årige syge- og sundhedsplejerske, biopat og ernæringsvejleder i "stolen" til et par nærgående spørgsmål

De 10 hurtige:

1. Mad: Økonomi eller økologi?
- Økologi.
2. Drikke: Øl eller Vin?
- Begge dele - men af god kvalitet.
3. Four o’clock: Kaffe eller the?
- Efter siesta kl. 17 gerne kaffe med et lille stykke økologisk chokolade
4. Rejser: Storbyferie eller palmesus?
- Med stor fornøjelse begge dele - så længe jeg ikke skal ud i en robåd i høj søgang...
5. Film: Steven Spielberg eller Pedro Almodóvar?
- Steven Spielberg
6. Bøger: Biografier eller krimi'er?
- Det bliver mest til faglitteratur...
7. Husdyr: Hund eller kat?
- Gerne begge dele.
8. Sport: Golf eller en vandretur?
- Vandreture og en tur på motionscyklen på terrassen.
9. Transport: Bil eller cykel?
- Bil eller gå-ben.
10. Tøj: Joggingsæt eller habitjakke?
- Individuelt, bekvemt tøj er det, jeg foretrækker. Og jeg er så heldig at have to venner, der henholdsvis maler og syr det meste af mit tøj.

Anni er velforberedt, så det er ingen sag at springe videre til de 10 lange spørgsmål:

1. Hvad er det største ”plus” ved at bo i Spanien?
- Først og fremmest at det er et multietnisk samfund - og så selvfølgelig klimaet, den fantastiske natur og den lidt afslappede livsstil, der stadig er her. Her bliver man accepteret fra alle sider, bare man kan klare sig selv.

2. Hvad savner du mest hjemme fra Danmark?
- Lyngby Storcenter! Jeg savner også at kunne tage på et eller andet weekendkursus, hvor undervisningen foregår på ens eget sprog. Og så bøgen i maj måned...

3. Hvad betyder det for dig at være dansker – især når du bor hernede?
- Jeg har egentlig aldrig følt mig specielt dansk. Nok er jeg født og opvokset i Midtjylland - i øvrigt med en vestjysk mor og en ærkekøbenhavnsk far - men jeg følte mig aldrig rigtig "hjemme" der. Jeg er vel en slags verdensborger, der vil kunne falde til de fleste steder - så længe der ikke hersker vold eller hungersnød. Eller er alt for koldt...

4. Gør du noget særligt for at blive integreret, eller omgås du mest andre skandinaver?
- Jeg vil nok gerne integreres mere, end jeg er. Men alligevel føler jeg mig rimeligt integreret i det multietniske samfund, som jeg synes, jeg befinder mig så storartet i.

5. Hvilken egenskab hos andre mennesker sætter du størst pris på?
- Tolerance, nysgerrighed over livet, munterhed og glæde - og så en evne til at tænke selvstændigt, gerne i kombination med at være en god lytter.

6. Hvilken egenskab hos dig selv kan du mindst lide?
- At jeg hader konflikter! Jeg er blevet bedre til det med årene, men der er stadig langt igen... Så kan jeg heller ikke lide, at jeg er så panisk angst for alt kryb - edderkopper, kakerlakker og så videre. Og så er der lige højdeskrækken...

7. Hvad synes du er dit livs største bedrift?
- At jeg efterhånden tør at give udtryk for den, jeg er, og bare være mig selv. Og at jeg har fjernet mig meget fra massebevidstheden om, hvad der er "rigtigt" og "forkert".

8. Har du gjort én ting i dit liv, som du virkelig inderligt fortryder?
- Mange... Men en af de ting, jeg virkelig fortryder, er, at jeg lod min mor komme på plejehjem. Hun kunne sagtens være kommet ned til mig og have haft nogle gode år.

9. Hvilket menneske beundrer du – og hvorfor?
- Uh - der er mange mennesker, jeg beundrer: Alle hverdagens helte, som man ikke hører om i medierne, men som på en eller anden måde gør verdenstjeneste - for eksempel tager sig af nødstedte dyr. Lægen, der giver sig tid til at sidde på sengekanten og tale med patienten. Og dem, der tør at stå frem og sige, hvad de mener, selv om det er på tværs af vedtagne normer.

10. Hvis du vandt en million euro og kunne bruge dem til lige, hvad du ville – hvad skulle de så bruges til?
- 10 procent skulle gå til børneprojekter i Afrika - og jeg ville selv aflevere dem og følge, hvordan de blev brugt. Så ville jeg invitere børn og børnebørn på en rigtig dejlig ferie i to uger. Købe mig et dejligt hus, ikke for langt fra vandet. Give lønforhøjelse - og investere i udviklingen af Annis Vitalshop.

Der er kunder i butikken, så Anni må tilbage til Vitalshoppen.
I næste måned kan du møde en mand, der kan synge med på Povl Kjøller-sangen "Jeg er så glad for min cykel" - men som nok er mere kendt for et vist indkøbscenter med kraftigt dansk islæt. Mød Lars Viggo i Solkysten i november.

Naia Bang / Texthuset
Foto: Poul Frey Skøtt
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2006
Solkysten - Oktober 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga