Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Og regnen kom
Skrevet af Solkysten
I november håbede jeg på at vi skulle få regn, og jeg fik da mit ønske opfyldt. Desværre blev det som så ofte før, når der endelig går hul på skyerne, at der kommer lidt vel rigeligt på én gang.
Oktober måneds nedbør kom spredt over mange dage, og selvom vi præcis kom op på normalnedbør, var der ikke en dråbe i floderne. Jorden tog alt til sig, fordi regnen kom i små portioner på få millimeter.
Visse steder i Andalusien - og i Spanien som helhed - kom der ganske store mængder, der så småt gav en lille stigning i vandreservoirerne, men bekymringen rundt omkring bredte sig, og den 1. november kom miljøministeren med en udtalelse om, at vi i fremtiden må nøjes med 60 liter daglig pr. person.
Det bliver spændende at se, hvordan denne rationering vil blive udformet. Det bliver ikke nemt at være have- eller poolejer. At vande planter er ikke det værste man kan gøre. Vandet kommer tilbage til naturen og skal i hvert fald ikke gennem et rensningsanlæg.

Som om vejrguderne havde hørt miljøministeren, så åbnede himlens sluser sig over Costa del Sol de første dage i november, og på to dage havde de fleste steder fået nedbør, der lå omkring 120 til 150 mm. Det var mere end kloakker og vandløb kunne nå at føre bort. Store oversvømmelser var resultatet, og snesevis af biler blev taget med i floderne i Málaga og ført helt ud i Middelhavet. Man kan undre sig over at mennesker parkerer i et flodleje.

Temperaturen efter regnen holdt sig oppe på de ca. 20 grader, og mange af de planter og træer, der havde det rigtig skidt efter en lang tørke, har taget væden til sig med glæde.

Også fuglene er glade. Nu kan de finde føde i den jord, der ellers var som cement. I min have synger rødhalsen fra morgen til aften, og mange dage er det et helt kor af rødhalse, der nu er her for at overvintre og blander sig med standfuglene. En af dem følger mig intenst når jeg er i gang i haven, sidder ofte blot få meter fra mig og lader en rislende strøm af krystalklare toner lyde, og selvom jeg af og til er helt ked af at starte et eller andet moderne, motoriseret haveredskab for ikke at forstyrre den, så bliver den hvor den er og fortsætter sin sang, blandet med larmen fra motoren.

Rødhalsen er en af de fugle, der har knyttet sig til mennesket. Ligesom kohejren her i Spanien ofte sidder på ryggen af en ko eller et får og følger med rundt på marken, hvor insekterne bliver jaget op af dyret, så følger rødhalsen mennessket i haven. Den har sikkert engang for årtusinder siden fulgt med pattedyr, og gør det nok stadig, men det er jo nemmere at følge et menneske, der går rundt med sin rive i haven.

Rødhalsen er populær overalt, og den lever stort set i hele Europa og findes i de fleste områder både som trækfugl og standfugl. Trækkende rødhalse fra Danmark er fundet i så forskellige områder som Spanien og Grækenland, så min lille ven kommer måske fra en have i Danmark.

Du kan nu gå ud og lære rødhalsens sang, så er den nem at skelne i sangkoret i foråret, og glæde dig over at vi stadig har fornøjelse af fuglene. Dystre rapporter om fuglenes fremtid i verden er netop kommet frem på miljøkonferencen i Nairobi, og holder de stik, ser det sort ud. Specielt taler man om de udtørrede vådområder i Middelhavslandene - områder hvor fuglene skulle raste. I Spanien har vi to meget vigtige områder: Ebro og Doñana. Lad os håbe at de kan blive ved at være natur og vådområder, og at man holder fingrene væk fra dem.

Formand Mao gav engang ordre til at alle vilde småfugle, der spiste ris skulle dræbes. Man myrdede løs på millioner af småfugle. Resultatet var at insekterne tog over, og ris og korn blev ødelagt.
Fuglene har deres plads i naturen. Ikke alene glæder de os med sang og smukke farver, de er nyttedyr som ikke kan undværes.


Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2006
Solkysten - December 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga