Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Mona Davidsen indrømmer gerne, at hun har svært ved at glemme mennesker, der blot én gang har løjet for henzde.
Mona Davidsen indrømmer gerne, at hun har svært ved at glemme mennesker, der blot én gang har løjet for henzde.
Mona Davidsen
Skrevet af Solkysten
Mona Davidsen, 51 år, advokat og dansk konsul i Málaga provinsen. Mona bor i udkanten af Marbella sammen med Martin, der er økonom og arbejder med skatterådgivning og datteren Isabella på 17 år, der går på Aloha College.
De 10 hurtige:

1. Mad: Økonomi eller økologi?
Lidt af hvert
2. Drikke: Øl eller Vin
Rødvin
3. Four o’clock: Kaffe eller the?
Kaffe, tak!
4. Rejser: Storbyferie eller palmesus?
Storbyferie. Vi har jo palmerne og stranden, hvor vi bor.
5. Film: Steven Spielberg eller Pedro Almodóvar?
Pedro Almodóvar.
6. Bøger: Biografier eller krimier?
Historiske romaner.
7. Husdyr: Hund eller kat?
Ingen af delene – vi har astma i familien.
8. Sport: Golf eller en vandretur?
En god vandretur ved stranden.
9. Transport: Bil eller cykel?
Bil – hvordan kan man cykle på N340??
10. Tøj: Joggingsæt eller habitjakke?
Mit job forudsætter habitjakke-stil.

Og så går vi lidt tættere på med de 10 lange spørgsmål:

1. Hvad er det største ”plus” ved at bo i Spanien?
Lyset og det milde klima året rundt. Det betyder også grønne haver med mange blomster det meste af året, hvilket jeg holder meget af.

2. Hvad savner du mest hjemme fra Danmark?
Familie og venner – men de er nu flinke til at komme herned. Jeg savner også teatrene, men vi prøver at råde bod på det ved at tage et par årlige ture nordpå. På det administrative plan savner jeg den gode service, der efterhånden råder i den offentlige sektor i Danmark. Her i Spanien støder vi desværre stadig på en del skrankepaveri på de offentlige kontorer, hvor de ansatte endnu ikke helt har forstået ordet ”borgerservice”. Men det kommer vel…

3. Hvad betyder det for dig at være dansker – især når du bor hernede?
Jeg er glad for at repræsentere Danmark i min egenskab af konsul, og jeg vil naturligvis løbende bidrage med hjælp til danske virksomheder og kulturfremstød af forskellig art.
I min advokatvirksomhed betyder nationaliteten mindre. Vi er en international virksomhed med klienter fra de fleste europæiske lande – men dog stadig flest fra Skandinavien. Også vennekredsen er ret international.

4. Gør du noget særligt for at blive integreret, eller omgås du mest andre skandinaver?
Da jeg flyttede herned for mange år siden, besluttede jeg, at jeg hurtigst muligt skulle lære sproget og få nogle spanske veninder. Jeg benyttede min datters skole som indgangsvinkel og inviterede børn og forældre hjem til ”julehjerteklip”. Dét havde de aldrig prøvet før! Men det blev en succes, og vi gentog det i mange år til jul og påske – både hjemme og på skolen.

5. Hvilken egenskab hos andre mennesker sætter du størst pris på?
Ærlighed. Hvis nogen lyver overfor mig, glemmer jeg det aldrig!

6. Hvilken egenskab hos dig selv kan du mindst lide?
Uha! Det er nok, at der ofte er et misforhold mellem det, jeg gerne vil nå – og så min samlede tid. Jeg synes selv, jeg er rimeligt god til at planlægge – men alligevel sker det jævnligt, at jeg ikke når alt det, jeg gerne vil.

7. Hvad synes du er dit livs største bedrift?
Det er store ord – og svært at vurdere. Men det må vel være, at jeg har påtaget mig opgaven med at være Danmarks konsul på Solkysten.

8. Har du gjort én ting i dit liv, som du virkelig inderligt fortryder?
Ja! Da jeg var ung, ville jeg ikke have børn ”før senere”, først på grund af mine studier og siden mine advokatjobs. Jeg fik først min datter, da jeg var 34 år, og efter et par år syntes jeg pludselig, at det var for sent at få flere børn. Jeg holder meget af børn, så i dag fortryder jeg, at jeg ikke fik flere. Heldigvis har jeg min datter – og en ”bonussøn” og nogle dejlige børnebørn i Danmark.

9. Hvilket menneske beundrer du – og hvorfor?
Jeg beundrer mennesker, der uselvisk gør noget for at forbedre andres tilværelse og levevilkår – for eksempel Gandhi og Mother Teresa – men også de mange anonyme hjælpere i for eksempel ”Læger Uden Grænser” og andre organisationer, der rejser ud i den fattige verden for at gøre en forskel.

10. Hvis du vandt en million Euro og kunne bruge dem til lige, hvad du ville – hvad skulle de så bruges til?
Jeg har netop læst om en videnskabelig undersøgelse, der dokumenterer, at et stort forbrug af materielle ting kun giver kortvarig lykke. Undersøgelsen påviser også, at hvis man bliver optaget af den materielle verden, sker det ofte på bekostning af menneskelig kontakt.
Nu spiller jeg ikke – men hvis vi forestiller os, at jeg alligevel vandt pengene, ville jeg bruge dem til at rejse for sammen med familie og venner. Jeg ville også give penge til børnehjem og skoler i Indien, hvor vi har rejst en del, og her vil man kunne se resultaterne af en sådan økonomisk hjælp.

Julen står som bekendt for døren – men om Mona Davidsen får tid til julehjerteklip i år, er tvivlsomt, når hun både skal passe sit fuldtidsjob som advokat og det ulønnede arbejde som konsul.
Efter nytår vender vi stærkt tilbage med en ny, spændende person i Solkystens Røde Stol – og nye spørgsmål.

Fotos: Poul Frey Skøtt
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2006
Solkysten - December 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga