Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
© Eldad Yitzhak - Fotolia
© Eldad Yitzhak - Fotolia
Pensionister gør front mod skatteminister
Skrevet af Solkysten
Skatteminister Kristian Jensen bekræfter i et brev, at Danmark vil søge dobbeltbeskatningsaftalen med Spanien ændret, så både private og sociale pensioner kan beskattes i Danmark.
Således kan ingen være i tvivl om behovet for den nye danske forening ”Redan”, der har til formål at søge politisk indflydelse med henblik på at bevare den nuværende dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Spanien.

Foreningen er nu en realitet efter den stiftende generalforsamling, hvor den første bestyrelse kom til at bestå af Bent Krone (formand), Ole Gertsen (kasserer) samt Claus Carøe og Jens Gylling.

I den forløbne måned har Redan endvidere holdt informationsmøder om foreningens formål og virke i Marbella, Fuengirola samt Almuñecar. Nye møder på Costa del Sol er planlagt i denne måned.

Den danske taktik
På informationsmøderne redegjorde Bent Krone for det historiske forløb på området, herunder situationen i Portugal, hvor dobbeltbeskatningsaftalen i 1994 ensidigt blev opsagt af daværende skatteminister Ole Stavad. Der forventes ikke en tilsvarende opsigelse af den dansk-spanske aftale, selv om alle partierne i Folketinget ønsker ændringer på området.

I stedet søger Danmark en forhandlingsløsning med Spanien, således at både private og sociale pensioner kan beskattes i Danmark. Denne taktik har den danske regering allerede med held anvendt på andre dobbeltbeskatningsaftaler, bl.a med England, Tyskland, Sverige og Polen.

Da Redan ikke kan forvente hjælp fra politisk hold i Danmark, vil foreningens indsats blive rettet mod de spanske politikere og embedsmænd.

Claus Carøe orienterede om den franske søsterforening, stiftet i 1998, og om denne forenings foreløbige resultater.

Ministerens brev
Claus Carøe informerede endvidere om et brev, som et medlem af Redan netop havde modtaget fra skatteminister Kristian Jensen, hvor denne bl.a skriver:

”Den nuværende dansk-spanske dobbeltbeskatningsaftale svarer ikke til dansk forhandlingspolitik. Aftalen medfører nemlig, at privat og social pension kun kan beskattes i det land, hvor modtageren er hjemmehørende (dvs. resident; red).

Efter dansk opfattelse skal privat pension beskattes i det land, som har givet skattefradrag for indbetalingerne til den pågældende pensionsordning. Når f.eks. indbetalinger til en dansk pensionsordning er blevet begunstiget ved skattefradrag og dermed nedsættelse af dansk beskatning gennem hele opsparingsperioden, bør der også ske dansk beskatning af udbetalinger fra ordningen.
Efter dansk opfattelse skal social pension beskattes i det land, hvorfra den udbetales. Baggrunden er, at størrelsen at f.eks. danske pensioner er fastsat efter danske forhold. Danske sociale pensioner er således fastsat på et niveau, så de kan rumme en almindelig dansk beskatning. Danmark søger derfor at få ændret den dansk-spanske aftale på disse punkter.”

Såvidt skatteministerens ord. Med denne udmelding kan ingen være i tvivl om, at kræfterne må koncentreres om at forklare spanske politikere og embedsmænd, hvilken skadevirkning, det vil få - også for det spanske samfund - hvis store grupper af pensionister får deres rådighedsbeløb kraftigt beskåret. Det er dette arbejde, Redan vil stille sig i spidsen for, forklarede Claus Carøe.

Foreningen vil endvidere med jævne mellemrum udsende et nyhedsbrev til medlemmerne med informationer på skatteområdet i Danmark og Spanien.

Nye møder
På informationsmøderne var der også indlæg af Kent Holmstoel om konsekvenserne af den netop afsagte EF-dom, der er gået Danmark imod på pensionsområdet, samt af Martin Davidsen, der kort orienterede om den nye spanske skattereforms mange fordele i 2007. Mange fremmødte benyttede lejligheden til at melde sig ind i Redan, hvor kontingentet udgør 50 euro pr. husstand.
I marts er der nye informationsmøder:

Fredag den 2. marts kl. 11 i DSS Fuengirola-Mijas (sponsor Jyske Bank).
Fredag den 16. marts kl. 11 i DSS Torre del Mar (sponsor Sparbank Vest).

Endvidere planlægges et møde i Estepona, men tid og sted var ikke fastlagt ved redaktionens slutning. Efter møderne er de respektive sponsorer vært for en forfriskning og tapas, og der er mulighed for at melde sig ind i foreningen. Tilmelding kan endvidere ske hos de danske pengeinstitutter, Cajamar i Fuengirola og la Cala, eller via internettet, hvor yderligere oplysninger om foreningen også er tilgængelige på www.redan.es.

Martin Davidsen
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2007
Solkysten - Marts 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga