Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
La Constancia var Manuel Agustín Heredias store jernindustri i Málaga. Graveringerne fra 1800-tallet er fra Archivo Díaz de Escovar og stillet til rådighed af sparekassen Unicajas fond.
La Constancia var Manuel Agustín Heredias store jernindustri i Málaga. Graveringerne fra 1800-tallet er fra Archivo Díaz de Escovar og stillet til rådighed af sparekassen Unicajas fond.
Da Costa del Sol var Ruhr
Skrevet af Solkysten
Det er ikke nemt at gætte, men for 150 år siden var Costa del Sol Spaniens Ruhr-distrikt.
”Sandsynligvis bemærker en udlænding straks ved ankomsten, at han har lagt Spanien bag sig.
I Málaga finder han få andalusiske skikke, mens han hæfter sig ved de høje fabriksskorstene i rød mursten, et upoetisk bidrag af det arbejdsomme England. Hvis den fremmede er englænder, vil han ofte høre sit sprog tale, og ikke kun af engelske læber, men af spanske; han vil kort sagt opfatte, at fremskridtet har sat foden på den spanske kyst,” skrev en engelsk præst ved navn Thomas Debary efter sit besøg i 1849.

Det er pudsigt, eller deprimerende, at bemærke aktualiteten af Debarys fordomme. Dengang som i dag var mange gæster fra Nordeuropa omhyggelige med at få foragten for Spanien og Andalusien ud gennem sidebenene, inden de gik i gang med at rose fremskridtet. Sidstnævnte formodedes naturligvis at være et rent udenlandsk bidrag: arbejdsomme engelske fabriksskorstene, for ikke at tale om det engelske sprog.

Den gejstlige har nemt kunnet glæde sig over smoggen, for på det tidspunkt producerede Málaga tre fjerdedele af nationens støbejern. Bagefter forarbejdede byens metalvirksomheder det videre til alle tænkelige produkter fra blikdåser til dampmaskiner.

Det var Málaga, som introducerede den moderne kemiske industri i Spanien, og sæbefabrikkerne eksporterede til store dele af Europa. Inden for tekstilindustrien måtte byen stille sig tilfreds med andenpladsen efter Barcelona (Spaniens anden industrielle pioner), men Málagas største væveri beskæftigede dog 2000 medarbejdere. Dertil kom en vigtig grafisk industri, garverierne, teglværkerne, spritfabrikkerne, 20 sukkerfabrikker og 100 vinhuse, som gjorde hedvinen med byens navn til et af verdens kendteste varemærker.

En lokal vinhandler, Manuel Agustín Heredia, gav stødet til hele den efterfølgende udvikling. Han skulle bruge jernbånd til vintønderne, og i stedet for at købe dem i udlandet, startede han en lokal produktion.

Havnens rolle
I 1832 indførte Heredia de moderne engelske højovne på sit jernværk La Concepción, der lå i Marbella nær Sierra Blancas miner. Bagefter foregik pudlingen på hans fabrikker i Málaga.

Den anden store foregangsmand var også vinhandler. I 1846 tog Martín Larios de nye engelske maskiner i brug på byens første industrivæveri.

Vist havde det ikke kunne have ladet sig gøre uden den fremmede teknologi, og i modsætning til den selvtilfredse Mr Debary var hverken Heredia eller Larios bange for at åbne øjnene mod omverdenen.
Deres indsats var ekstra fortjenstfuld, fordi Málaga i modsætning til andre af Europas spirende industriregioner savnede et af de vigtigste råstoffer. I Marbella var der jernmalm, men man var tvunget til at bruge de dyre og ineffektive trækul, eller importere rigtige kul fra England.

Havnen var afgørende for at det kunne lade sig gøre. Herfra kom ikke blot kullene, men alle de nye ideer. Hvor internationalt havnemiljøet var, får man indtryk af i H.C. Andersens skildring fra 1862. Under sit besøg talte digteren 24 rødhvide flag på mastetoppene. Málaga var Spaniens største eksporthavn til Europa og Afrika, og nummer to til Amerika.

Da de nu alligevel handlede med Málaga, valgte mange familier, især engelske og tyske, at flytte bopælen sydpå. Her fusioneredes de hurtigt med det lokale borgerskab i forretninger og ægteskaber, og således kom der hele tiden ny inspiration og ny kapital til.

Krisetider
I 1800-tallets sidste årtier blev Málagas økonomi ramt af flere kriser. Byens vigtige metalindustri var handicappet af transportudgifterne til kullene som desuden blev belagt med told. Baskerlandet, der havde adgang til toldfri kul, overtog Málagas førerstilling inden for sværindustrien. De nordspanske nationalister har aldrig haft skrupler ved at appellere til den spanske protektionisme, når den gavnede deres interesser. Dengang som i dag blev de fredelige andalusere diskrimineret, fordi de hverken truede staten med borgerkrige eller terrorisme.

I 1884 ruinerede vinlusen terrasselandbrugene i Málagas bjerge. Eksporten af 32 millioner liter vin gik i stå, og da vinbønderne var klar til at genoptage produktionen af den søde, stærke málaga, havde forbrugerne fået smag for mere tørre vine. Det skal tilføjes, at denne ændring i smagen havde været længe undervejs, og vinbønderne burde have reageret, inden situationen forværredes af det tvungne afbræk i produktionen.

Trods alt gik Málaga ind i 1900-tallet som en vigtig industriby. Den stadig eksisterende cementfabrik i La Araña (Rincón de la Victoria) var den første i Spanien som producerede portlandcement.
I 1920 finansierede tysk kapital et stort blyværk (Los Guindos) der fik malmen med tog fra Jaén-provinsen. Værket lukkede i 1979, og kun en 106 meter høj skorsten på San Andrés kvarterets nyanlagte bystrand minder om dets eksistens.

Den mægtige tekstilindustris eneste overlevende (Intelhorce) drejede nøglen om for to år siden efter flere års dødskamp.

I fjor høstede man formodentlig de sidste sukkerrør, fordi den eneste overlevende sukkerfabrik (Azucarero de Guadalfeo i Salobreña) nu har lagt produktionen om.

Hele strækningen fra lufthavnen til Almuñecar var i 1960’erne endnu kendt som Costa Cañera - Sukkerrørskysten - men først fik rørsukkeret konkurrence af det økonomiske roesukker, og siden af turismens hurtige spekulationsforretninger med jorden.

Udlændingene kom, og spanierne rejste
I de sidste 50 år har Costa del Sol satset meget ensidigt på den nye industri turismen. I første omgang charterturisterne, og i dag de bofaste turister, som man har kaldt dem med et godt udtryk. Mennesker, som bor på stedet størsteparten af året, men alt for tit bliver ved med at være turister, fordi de ikke kender eller interesser sig for landets historie.

Mange tager for givet, at Costa del Sol trådte ud af den tredje verden ved Tjæreborgpræstens alfaderlige hånd. I virkeligheden forholdt det sig stik omvendt. Da præsten landede med caravellen fuld af solhungrende turister, emigrerede store grupper af kvalificerede industriarbejdere i den modsatte retning for at finde job i Nordspanien eller Nordeuropa.

Industribyen Málaga gennemrystedes af de sidste krampetrækninger, og den spirende turistindustri kunne langtfra absorbere al den overskydende arbejdskraft.

Desuden er det muligt, de gamle metalarbejdere ikke var nemme at omskole til tjenere og flamencodansere ved grisefesterne, hvor rejsebureauerne præsenterede de nordeuropæiske turister for en andalusisk folklore opfundet til lejligheden.

Den glemte historie
Det er dog ikke blot tilflytterne som er uvidende om Málagas industrielle fortid. Det samme kan siges om de nye generationer af indfødte malagueños der er vokset op mellem byggekraner og servicevirksomheder. Man har ikke gjort meget for deres historiske bevidsthed.

I Marbella, hvor det hele startede, har udviklingen kun skånet den såkaldte ”Embudo” eller ”Tragt”, der ligger som et mystisk tårn i havet ud for bystranden. I 1972 lastede et skib den sidste jernmalm fra minen i El Peñoncillo. En sindrig 2400 meter lang svævebane bragte mineralerne ned fra bjerget til et stort depot på den anden side af hovedvejen. Herfra gik en ny svævebane ud til ”Tragten”, hvor malmen gled ned i lastrummene.

I Málaga udarbejdede kommunen i 1999 en liste på 47 bevaringsværdige monumenter over byens industrielle fortid. I mange tilfælde var det kun fabriksskorstene som havde overlevet - ensomme skildvagter mod den blå himmel, eller fanger mellem højhusene, hvorfra man kunne kigge ned i de sodsværtede mundinger. Men på listen fandtes også solide industribygninger, hvis overlevelse nemt kunne sikres ved indretningen af spændende borgerhuse.

Det var en nystiftet bevaringsforening (”Asociación en defensa de las Chimeneas y el Patrimonio Industrial”) der pressede kommunen til at udarbejde listen over disse monumenter.
- Måske skulle vi hellere have ladet være. Listen tjente kun til at vise kommunen, hvor den skulle køre bulldozerne i stilling, siger formanden José Antonio Ruiz ironisk.

I dag - ikke engang ti år senere - er 17 af de 47 monumenter allerede forsvundet i historiens sorte hul.
Der er heldigvis stadig nogle overlevende perler - f.eks. en hel bydel som Colonía Santa Inés, der i sin tid skød op omkring et stort teglværk. Flere af de største virksomheder byggede den slags arbejderbyer, komplette med skoler og andre institutioner til de ansatte.

pod.



Marbella ligger ”Tragten” stadig som minde om gamle dages udskibning af Sierra Blancas jernmalm.
Marbella ligger ”Tragten” stadig som minde om gamle dages udskibning af Sierra Blancas jernmalm.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2007
Solkysten - Marts 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga