Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Tiltrækning via e-mail
Skrevet af Solkysten
Nanna klikkede sin e-mail åben på sin bærbare computer. Hun arbejdede som free-lance journalist i Danmark og denne måneds opgave bestod i at dække ”Danske kunstnere på Costa del Sol”.
Det var helt perfekt med en opgave i Spanien i februar måned!

Hun læste den nyindkomne mail; ”Hej fra Ole”. Hvor pokker havde han hendes e-mailadresse fra? Hun klikkede på mailen, imens deres første møde den anden dag panorerede forbi hendes indre blik.
”Hej Nanna. Dejligt at møde dig. Jeg nød virkelig dit selskab. Det er godt, det her ikke er en telefonsamtale, for så ville den være fyldt med pinlige pauser eller hektisk ”small-talk”, imens jeg tog mig sammen til at spørge dig ... om det, jeg nu spørger dig om. Er du single ... og hvis jeg spurgte dig om du kunne du tænke dig at spise frokost eller middag, hvad ville du så svare? Pyh, der slap det ud. Send mig en mail, så ringer jeg dig op. Ole”

Nanna stirrede på skærmen. Hvad skulle hun nu gøre? På den ene side så virkede Ole sjov og dejlig nem at tale med, men han var bestemt ikke ”kærestemateriale”... så afgjort ikke. Sådan noget vidste hun bare med det samme.

Nanna klikkede på ”besvar mail” og skrev; ”Hej Ole. Jeg nød bestemt også dit selskab. Jeg sidder og forsøger at læse mellem linierne på første del af dit spørgsmål, men jeg tror bare, jeg skærer direkte ind til benet. Ja, faktisk er jeg vel single (selv om jeg slet ikke har vænnet mig til tanken endnu ... jeg har kun været single i et par måneder, og jeg slikker stadig mine sår, så jeg er bestemt ikke et potentielt ”kæreste-emne” for øjeblikket), men hvis du spurgte mig om jeg havde lyst til frokost eller middag, så ville jeg formodentlig svare … at siden jeg rent faktisk spiser frokost og middagsmad ret jævnligt, så kunne vi gøre det sammen ... engang. Nanna”

Sådan. Det var vel ikke til at misforstå. Distance ... men uden at være afvisende. Ja tak til venskab ... men forvent endelig ikke andet. Selvfølgelig havde han hendes e-mail adresse! Den stod jo på hendes visitkort.

Nanna sukkede. Endnu en mail var landet i hendes indbakke. Hun klikkede den åben. – Nej, nej, nej! Hun havde ikke tid til det her. Der var deadline i morgen aften på denne artikel... Hun skulle nå at have kommentarer fra otte forskellige billedkunstnere, så sådan en omgang tågesnak, som ham her leverede, det var hun ikke oplagt til.

”Du spørger, hvad jeg arbejder med for tiden? – Jeg sidder og rykker hår ud af hovedet på mig selv, fordi jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med alle dine spørgsmål”. Du spørger hvorfor jeg bor, hvor jeg bor... Hvis du vil have en masse romantisk sludder om små landsbyer i de andalusiske bjerge ... hvorfor henter du så ikke bare en turistbrochure om de små hvide landsbyer?” ”Karsten”

Hvem f..... troede han, han var? Kong Gulerod?
Nanna klikkede lynhurtigt på ”besvar mail” og skrev;
”Vi er faktisk nogen, der lever i en verden, hvor virkeligheden består af deadlines, der skal overholdes, hvis man skal gøre sig håb om at modtage en check ... så hvis du vil citeres for andet, end at du sidder og rykker hår ud af hovedet, så bedes du svare mig inden kl. 12.00 i morgen formiddag”. ”Nanna”
Sådan!

***

Nanna lod vandet løbe nedover kroppen, indtil der ikke var mere varmt vand. Hun lukkede skyndsomt for bruseren og vred vandet ud af sit lange, kobberfarvede hår, inden hun svøbte et håndklæde om hovedet. Hun gav kroppen den helt store tur med creme, ansigtsmaske, og negleklipning. Det var sjældent, hun havde tid til det, men i morgen skulle hun ikke andet, end at skrive artikelen færdig. Det var dejligt. Hun valgte en svag rosa neglelak og gav både tånegle og fingernegle en omgang. Til slut hældte hun et glas vin op og tændte sig en smøg, imens hun strittede med sine våde negle.

Når hun nu kom til at mærke efter, så havde hun overhovedet ikke lyst til at gå ud med Ole. Hvorfor spilde tiden på noget, der ingen fremtidsudsigter havde? Det var så besværligt med den slags, hvor den ene var interesseret i en romantisk forbindelse ... og den anden ikke var... Desuden begyndte hendes biologiske ur at tikke voldsomt. Hun var 32 år og stadig barnløs. Nanna pustede den sidste røg ud, inden hun tværede skoddet ud i askebægeret. Og det kunne jo have lange udsigter med børn og familie, når der ikke engang var en partner indenfor rækkevidde.

På vej forbi computeren opdagede Nanna, at hun havde fået endnu en mail.
Nanna smilte, mens hun læste mailen.

”1–0 til dig! Du har min uforbeholdne undskylning for at have opført mig utilgiveligt arrogant. Der ligger en bar i gå-afstand fra dit hotel ... lige der, hvor puebloen starter. Morgenmad i morgen klokken 10.00 ... på min regning”? ”Karsten”

***

Nanna spadserede ad stien ned mod landsbyen. Mandeltræerne blomstrede og der var en lyd af rislende vand fra floden, som ifølge de fastboende normalt altid var udtørret om sommeren. Hun mærkede solens stråler i ansigtet, da hun nærmede sig landsbyens første huse... Hun stod et øjeblik med lukkede øjne og nød solens varme i ansigtet i februar måned, og da hun åbnede øjnene igen, så hun ind i et par blå humoristisk, smilende øjne.

- Jeg går ud fra, du er Nanna? Manden, som hun skød til at være sidst i 30’erne, betragtede hende med et humoristisk glimt i øjnene.
Hun smilede tilbage og nikkede. – Så må du jo være Karsten ... selv om hårpragten ikke ser ud til at have taget nogen skade?

Han lo dybt og hjerteligt og strøg ligesom automatisk sit lange kraftige hår bagover med den ene hånd. – Skal vi, spurgte han og viste vej med hånden over mod baren.

***

De sad ved vinduet i den spartansk indrettede spanske bar og spiste varmt brød med tomater og olivenolie. Nanna skyllede resten af sin friskpressede appelsinsaft ned og nikkede bekræftende, da tjeneren spurgte om hun ville have mere kaffe. Hun fandt sine cigaretter, tændte en og lagde sin notesblok med kuglepen på bordet.

Karsten duppede sig med en papirsserviet rundt om munden. Han så på hende med sine klare, stærke øjne og spurgte ligeud; – Jeg håber ikke, der sidder tomatkerner i mit skæg?

Nanna betragtede ham et øjeblik. Han passede perfekt ind i barinventaret. Med sit kraftige lange hår, et trimmet fuldskæg og den hvide lærredsskjorte med elegante, vide ærmer og stramme manchetter ved håndleddende og den brune faconsyede skindvest så han ud, som om han kom fra en anden tidsalder ... og det var sandsynligvis ikke langt fra barens tidsoprindelse. Hun rystede smilende på hovedet. – Dit skæg ser fint ud, svarede hun.

Karsten var ikke nær så besværlig at interviewe, som hun havde forestillet sig. Han havde en lidt ironisk, humoristisk facade, som Nanna hurtigt opdagede blot dækkede over en stor følsomhed.
- De mennesker, du maler, har sådan nogle fantastiske udtryk, så man næsten kan ”læse” deres smerte, glæde eller rædsel blot ved at se på deres øjne, ansigtsudtrykkende og kroppenes holdning ... hvordan får du al den følelse frem?

Karsten iagtog hende ironisk, mens han tændte en smøg. Han pustede røgen ud, mens han holdt hendes blik fast. – Nogle gange så sætter jeg noget vanvittig tungt ovenpå mine bare tæer, og ... så føler jeg smerte... Når jeg så løfter det af igen ... så bli’r jeg så glad. Karsten holdt en lille kunstpause. – Men når jeg så taber det ned over tæerne, fordi jeg slet ikke kan løfte det ... så bli’r jeg rædselsslagen ved tanken om, om jeg nu osse taber det næste gang, jeg prøver at løfte det...

Nanna bevarede øjenkontakten uden at le, som han tydeligt forventede af hende. Hun lagde hovedet lidt på skrå og spurgte; - Føler du kun smerte, når du sætter noget tungt på tæerne?

Karsten slog blikket lidt ned, inden han så på hende igen. – Du skal være god til at iagttage mennesker for at male følelser ... men du skal selvfølgelig også kende følelserne for at kunne male dem... Nu smilte han endelig uden ironi, bare et ganske almindeligt varmt menneskeligt smil. – Ja, jeg kender både til smerte og glæde .... var det det, du ville vide?

Nu smilte Nanna et smil der på forunderlig vis forvandlede sig til latter.

***

Hun slap tastaturet og sukkede tungt; endelig færdig. Nu skulle hun bare lige have sendt artiklen afsted pr mail. Hun klikkede sig hurtig ind på sin postkasse og så med det samme overskriften fra en ny mail, som hun klikkede åben. ”Dejlig dag! Dejlig pige! Karsten. P.S. Dejlig middag klokken 19.00 i mit atelier ... tør du”?

Hm. Hvad var der ved den mand, der provokerede hende noget så vanvittigt ... og i næste sekund kunne få hende til at smelte og le? ”Tør du”? Hun nærmest fnøs det for sig selv ... imens hun automatisk gik på opdagelse i sin kuffert Hun skulle under ingen omstændigheder se pyntet ud ... men hun ville jo gerne se hammergodt ud .... bare sådan på en afslappet måde!

***

Det var stadig lyst, da Nanna spadserede ned ad markvejen til Karstens atelier. Hun bemærkede straks det store gavlmaleri på facaden ind til ateliet. Wauw! Det var eventyr, der ville noget. Hun bevægede sig langsomt over mod maleriet. Det var malet, så den store bygning lignede et eventyrslot, og da hun kiggede på porten, som lignede en hængeport ... ja så lød der raslen af kæder og porten sænkede sig ned og blev til en bro, hun skulle gå over for at komme ind.

- Dejligt, du kunne komme, sagde Karsten, - kom med indenfor.
Nanna bevægede sig tavst smilende efter ham ind i bygningen, imens hun drejede hovedet efter alle de forunderlige ting hun så. Der var helt utrolig højt til loftet og de mange ovenlysvinduer gav et fantastisk lys i rummet, hvor meterhøje palmer og malerier komplementerede hinanden smukt mod de rustikke materialer, ateliet var bygget af.

- Det er så utrolig smukt ... jeg har aldrig set noget lignende, brast det ud af Nanna.

Karsten smilede. – Det er jeg glad for, du siger ... stedet her betyder meget for mig. Jeg har selv lavet det hele. Han hældte to glas rødvin op og rakte det ene til Nanna. – Nåede du din deadline, spurgte han.
- Lige akkurat, svarede Nanna, - jeg havde lige lidt problemer med én kunstner ... men det er klaret, tror jeg nok? Hun holdt en lille kunstpause... – Du ved kunstnere kan være noget så forfængelige ... eller rettere sagt; de kan have en enorm trang til opmærksomhed...

Karsten nippede til sin rødvin, inden han plantede sit stærke, klare blik i hendes. – Det har du sikkert ret i ... det er formodentlig derfor, de er kunstnere ... eller rettere sagt, det er formodentlig drivkraften hos alle der udtrykker sig ... på den ene eller den anden måde ... f.eks også forfattere og journalister ... tror du ikke? Han smilte sødt til hende.

Nanna løftede sit glas. – Skål, sagde hun, og gengældte hans smil.

***

Hendes hjerte bankede vildt, da hun nåede tilbage til hotellet og det kriblede sødt alle steder i kroppen, imens hun klædte sig af. Hvorfor var hun ikke blevet? Det havde været en fantastisk aften. Karsten havde serveret hjemmelavet indisk mad. Hun elskede indisk mad. Hun sukkede. Han var et geni til at skabe stemning. De havde ikke spist før der var helt mørkt, og hun vidste, at det havde været helt bevidst fra hans side, for det havde givet ham lejlighed til at tænde de smukke bambusfakler ved spisebordet og den trearmede lysestage på bordet imellem dem. Selvfølgelig havde han sat musik på til maden ... ikke påtrængende højlydt musik, men smuk, dæmpet instrumental musik, der gik lige til hjertet. De havde talt om alt. Hun havde fået adgang ind bag den ironiske facade, og hun havde set den følsomme, stærke mand der boede inderst inde. Alt havde været perfekt. Hvorfor havde hun sagt, at hun blev nødt til at tage hjem? Nanna lukkede øjnene og mærkede så tydeligt, som foregik det nu og her, hvordan Karsten havde kærtegnet hendes nakke, da han kyssede hende godnat. Hun gøs. ”Er du sikker på, at du skal hjem ... lige nu”, havde han hvisket. Alt i hende havde skreget; Nej ... jeg vil hellere blive her, imens hun hørte sin egen stemme svare; ”Ja, jeg er desværre nødt til at gå nu”.

Det var alt for intenst. Luften havde været tyk af tiltrækning. Havde hun bare kunnet gå en lille halv time og få alt på plads ... få bearbejdet de voldsomme følelser, så var hun sikkert blevet der. Nanna hang sit tøj over stoleryggen og stod ubeslutsom. Hun overvejede et sekund at klæde sig på og køre tilbage ... men det magiske øjeblik var sandsynligvis forpasset...

Hun satte sig og åbnede sin mail. En middagsinvitation fra Ole. Hun svarede lynhurtigt. ”Hej Ole, Jeg tror alligevel ikke det er en god ide med den middag ... jeg er faktisk ikke single mere. Nanna”. Hun smilte et tindrende smil. Nogle gange blev hun forbavset over sig selv.

Der lød et ”pling” og en ny mail lå i hendes postkasse. Hun mærkede adrenalinet i kroppen og tog en dyb indånding inden hun klikkede mailen åben.

”Nu tror jeg, der står 2-1 til mig. Jeg var arrogant, men turde indrømme det og undskylde... Du blev angst for nærheden og intensiteten og flygtede hjem til trygheden. Jeg ligger her og kan slet ikke sove, fordi der er et billede af en dejlig kvinde med kobberfarvet hår, som har klistret sig fast på indersiden af mine øjenlåg... Du kan stadig nå at udligne??? Mange længsler fra Karsten”.

Nanna sank. Det prikkede af energi i huden. Hun rejste sig beslutsomt og begyndte at klæde sig på.


Dorte Holm Jensen
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2007
Solkysten - Marts 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga