Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Den 700-årige synagoge virker hurtigt stopfyldt. Den har kun et gulvareal på 40 kvadratmeter. Mange turister er
Den 700-årige synagoge virker hurtigt stopfyldt. Den har kun et gulvareal på 40 kvadratmeter. Mange turister er
Jøderne som blev borte
Skrevet af Solkysten
I Córdoba finder turisterne straks katedral-moskeen. Den enorme kasse optager et par hektarer af centrum og gør det umuligt at overse to religioner, to kulturer som satte præg på byen og Spanien.
Men hvad med den tredje?

For at finde jøderne skal man nogle hundrede meter ind i den hvidkalkede labyrint foran katedral-moskeen. Hurtigt bliver stræderne til gyder, hvor murene har aflange hulrum for at skaffe plads til navene i de forsvundne æselkærrer. Her i middelalderens jødekvarter ligger synagogen.

Der er kommet skilt op på bygningen, og det er godt det samme, for ellers ville man gå forbi uden at bemærke noget særligt. Den lille port kunne lige så godt føre ind til en privatbolig.

Gæsten passerer en patio og en diminutiv forsal. Derfra træder han direkte ind i det firkantede lokale, hvor rabbineren for 700 år siden ledede den mosaiske bøn. Mændene stod på gulvet, kvinder og børn sad tæt klemt sammen i galleriet oppe under loftet.

Efter katedral-moskeens uendelige rum er det en fantastisk modsætning. Synagogens 40 kvadratmeter er en femhundrededel af det store monument. Således får man straks indtryk af forholdet mellem de vigtigste trosretninger og mindretalsreligionen.

Men samtidig giver det et helt falsk billede af jødernes betydning. De udgjorde måske 10-15 pct. af middelalderens befolkning, og ved flere lejligheder greb de afgørende ind i spanienshistorien, inden de selv forsvandt ud af den.

De forsvandt så sporløst, at inden for Andalusien er der kun en enkelt synagoge - den i Córdoba - som minder om at de har eksisteret. I hele Spanien er der tre, hvoraf de to andre ligger i Toledo ved Madrid.
I historiebøgerne får man øje på jøderne, netop som de er ved at blive usynlige - i 1492, hvor de fik den berømte marchordre ud af landet. Men de måtte jo være til stede for at kunne udvises, og i mere end tusinde år kunne spanienshistorien såmænd lige så godt berettes fra deres synspunkt.

Jødeforfølgelserne
Jøderne blev spredt over hele antikkens verden, da de mistede deres egen stat som straf for oprøret mod Rom. I Spanien var de med sikkerhed i år 220, ved man fra en gravsten i Adra (Almería).

I starten havde de kristne det heller ikke nemt i Rom, men i 313 blev kristendommen statsreligion, og uden at spilde tiden forvandledes de forfulgte til forfølgere. I Spanien levede jøderne dog forholdsvis trygt, fordi de romerske kejsere snart afløstes af de vestgotiske konger.

De vestgotiske indvandrere var arrianere. Kristne, men kættere. De troede ikke på treenigheden og Jesu guddommelighed, og sandsynligvis har det fremmet deres tolerance, at de selv var et mindretal i den romerskkatolske befolkning. Tingene gik først galt i 589, da kong Recaredo gik over til pavens tro, hvorefter han med konvertittens nidkærhed gav sig til at løse jødeproblemet - eller skabe det.

Jødelovene afløste hinanden i hastig rækkefølge. Forbud mod at jøder bestred offentlige hverv. Forbud mod at de ejede jord, giftede sig med kristne, handlede med kristne eller havde kristne slaver. Det sidste lyder absolut rimeligt, men uden slaver var der ingen som drev et stort landbrug dengang. Slaveforbudet var simpelthen en variation af forbudet mod at eje jord.

Recaredo og efterfølgerne forsøgte også at drive djævlen ud af jøderne ved at tvinge dem til døbefonten. I praksis var det umuligt at føre alle de fromme hensigter ud i livet, men undertrykkelsen skabte et had, som blev katastrofalt for den spirende spanske nationalstat.

Da muslimerne invaderede landet i 711, modtog jøderne dem som befriere. Mange steder som Sevilla var de en femte kolonne som hjalp belejrerne med at erobre byen indefra. Bagefter bemandede de garnisonen, og deres nye herrer fik frie hænder til at fortsætte erobringen af Spanien.

Emirerne og senere kalifferne glemte aldrig, hvad de skyldte jøderne, men det gjorde de kristne heller ikke. Fremover var det ikke blot drabet på Gud (i sig selv alvorligt!) som jøderne havde på samvittigheden.

Kaliffens bedste mand
Jødernes guldalder var 900-tallets kalifat. De betalte skat for religionsfriheden, og de fik aldrig lov til at bygge nye synagoger. Til gengæld havde de i praksis monopol på en række lukrative erhverv som handlen med slaver og ædelstene. Det samme gjaldt pengeudlåning, en aktivitet som hverken muslimer eller kristne havde sympati for, omend de ofte havde brug for lånet.

Et særligt ulækkert jødeerhverv var produktionen af eunukker, som fandt sted i industriel målestok, fordi araberne som andre orientalske folkeslag foretrak kastrerede slaver til mange formål - ikke blot til at holde øje med haremskvinderne.

Jøderne havde som alle andre været agerdyrkere, indtil forfølgelserne tvang dem til at opgive jorden og flytte formuen over i lommen - og i hovedet. Lægevidenskaben var en anden jødisk specialitet.
Guldalderens store figur var Hasday ibn Shaprut der på en gang var læge og minister for den mægtigste af alle Córdobas kaliffer, Abd al-Rahmán III.

Ibn Shaprut er kendt for verdens første vegetarianske slankekur. Den var tiltænkt Sancho ”Den Tykke”, kongen af León som undersåtterne ikke tog alvorligt på grund af hans umådelige fedme. Godt nok stillede Ibn Shaprut som betingelse, at den kristne konge skulle kureres i Córdoba, og at han skulle møde til fods. Måske har kuren været helt overflødig, da stakkels Sancho nåede frem fra Nordspanien.

Anekdoten viser Ibn Shaprut som kaliffens lige så drevne udenrigsminister. Fodrejsen til Córdoba har været en enorm ydmygelse for Sancho, for hesten var det vigtigste symbol på middelalderens adelsskab. Det var ikke uden grund, de kaldte sig riddere.

Kalifatets rolle for vesteuropæisk kultur er kendt. Muslimerne genopdagede grækernes næsten glemte videnskab som trængte op til os andre fra Córdoba. Færre ved at Córdoba også var den jødiske verdens Athen, hvor Hasday ibn Shaprut samlede de bedste af sine trosfæller i et fornemt intellektuelt hof.
Da kalifatet kort efter årtusindeskiftet faldt sammen som et korthus, drog det jøderne med sig i faldet.

Islam eller døden
I 1013 blev Córdobas jøder ofre for de første jødeforfølgelser i det muslimske al-Andalus. Under en borgerkrig blev de atter tvunget til at vælge side, og ved denne lejlighed valgte de forkert.
I dag kan man spare sig ulejligheden med at lede efter fysiske beviser på Córdobas jødiske guldalder - de findes ganske enkelt ikke. Jødekvarteret lå et andet sted i byen, og de sørgelige rester er helt begravet under senere byggerier.

I de næste århundreder skyllede to horder af nordafrikanske muslimer ind over Andalusien. I modsætning til araberne havde nordafrikanerne ingen taknemlighedsgæld til jøderne. Desuden var de religiøse fanatikere, mens araberne havde været et relativt omgængeligt herrefolk, blot man var punktlig med skatterne og passende underdanig i det daglige.

Under almoraviderne kunne jøderne endnu betale sig fra forfølgelserne med stærke pengesummer. Da almohaderne erobrede landet, blev de stillet over for valget mellem islam eller døden.
Der var næsten ingen jøder tilbage, da de kristne generobrere fra Nordspanien i 1212 trængte ind i Andalusien og (historiens ironi!) blev modtaget af de overlevende jøder som befriere.

En renæssance-figur
Ejendommeligt nok var det i denne rædselsperiode, at det jødiske Córdoba frembragte sin største og mest universelle skikkelse.

I jødekvarteret står en statue af lægen, teologen og filosoffen Maimónides. Hans bronzesko er blankslidte, fordi det giver held og visdom at lade hånden glide hen over dem.

Som læge betragtes Maimónides som en af forgængerne for den præventive medicin, og hans tanker om betydningen af sunde kostvaner og et godt sexliv virker helt moderne den dag i dag.

Som teolog og filosof er han også vores samtidige. Han er en rationel sjæl, der opmuntrer folk til at studere naturens love, fordi de nødvendigvis må være Guds love. For Maimónides er det utænkeligt, at tingene er i modstrid med hinanden.

Med sådanne ideer ydede Maimónides det lærde Córdobas sidste tjeneste til Europa. Hans værker var meget kendte i den kristne verden, hvor de var med til at udløse renæssancens nysgerrighed og videbegærlighed. Men samtidig med at Maimónides tændte lyset for os andre, gik det ud for ham selv.
Hans familie måtte flygte for almohaderne, da Maimónides var 13 år. Hele livet underskrev han sig som ”sefardien” – spanieren – men han døde i Cairo.

Uundværlige påny
De fleste jøder flygtede i den modsatte retning. I det kristne Nordspanien tog kirken og folket imod dem uden begejstring, men snart gjorde jøderne sig lige så uundværlige for kongerne, som de havde været for kalifferne.

Deres ankomst medførte et opsving for handlen og finanssektoren. Begge dele var lige så vigtigt for den kristne generobring som krigen. Da jøderne sammen med Fernando III ”Den Hellige” i 1236 vendte tilbage til Córdoba, overlod han dem derfor bydelen, der i dag kendes som jødekvarteret.
Mange får associationer til ghetto, når de hører ordet. Intet kan være mere forkert.

Córdobas jødekvarter strækker sig mellem moskeen (der straks blev indviet som katedral) og byporten Puerta de Almodóvar ved den gamle landevej til Sevilla.

Det var byens bedste handelsstrøg, som hverken lokale eller fremmede kunne komme uden om. I gaden Judería, der støder op til katedral-moskeen, får man et godt indtryk af basarens muligheder. Varerne i de bristefærdige butikker vælter ud af dørene på gaden. Mange turistsouvenirs er såmænd de samme som byens gæster købte med hjem dengang.

Smykkebyen
Kvarteret lå færdigt til indflytning. Gaderne er arabernes snørklede labyrint fuld af uregelmæssige småtorve og blindgyder. Toetages husene følger også den arabiske model, selv om moderne herskabspalæer (relativt moderne fra 1700-tallet) har invaderet hele boligkarreer.

Dengang havde de handlende værksted i stuen, hvorfra en trappe gik op til privatboligen på første sal. Kort før synagogen er der en snæver passage ind til zoco’en med en moderne rekonstruktion af disse værksteder. Her har de også bredt sig til øverste etage for at udnytte pladsen, men ellers foregår aktiviteten lige som dengang. Håndværkerne, hvoraf de fleste er smykkekunstnere, udfylder ventetiden mellem kunderne ved arbejdsbænken.

Halvdelen af Spaniens smykker kommer stadig fra Córdoba, og den tradition kan føres tilbage til byens jøder.

Det var beskedne, men ganske idylliske håndværkerkår i jødekvarteret. Typiske for jødernes anden guldalder, da de i kølvandet på de kristne generobrere var med til at genbefolke Andalusiens byer og på mange måder havde status som en priviligeret gruppe.

I lang tid var det kun en årlig skat til kirken på 30 sølvmønter - mere ydmygende end økonomisk belastende - som mindede Córdobas jøder om deres gamle forbrydelse.

Kongens ejendom
En af grundene til jødernes succes inden for handel og håndværk var, at disse professioner nød ringe social anseelse i det kristne samfund af krigere og agerdyrkere. På den måde var det jøderne som fik mulighed for at lægge skilling på skilling. Næste skridt var at de dygtigste gav sig til at arbejde med kapitalen, og således forvandledes de andres misundelse til had.

Pengeudlånerens små kunder betalte dyre renter. De store kunder var kongerne. De havde det meget nemmere, for i stedet for at betale lånet tilbage, gav de pengeudlåneren koncession på skatteopkrævningen. Jøden kom selv til at kradse pengene ind, og det var jøden - ikke kongen - som befolkningens vrede gik ud over.

Middelalderens jøder var kongens ejendom. Det var ikke slaveri, men den eneste garanti som jøderne havde for deres sikkerhed. Overladt til de lokale myndigheders administration var det aldrig gået.

I tider med en stærk kongemagt trivedes jøderne. Når samfundets øverste autoritet slækkedes, stængede man dørene og sikrede skodderne, så snart nattemørket sænkede sig over jødekvartererne.

To pogromer
I 1391 startede en stor pogrom i Sevilla, hvorfra den bredte sig til resten af landet. Det var slutningen på den anden guldalder. Nogle steder som Barcelona blev jødekvartererne helt udraderede ved denne lejlighed, og i Córdoba var mange af de overlevende så forskrækkede, at de skyndte sig at konvertere til kristendommen.

Det tjente kun til at grave en ny kløft mellem gammelkristne og nykristne. Córdobas næste store pogrom i 1473 var rettet mod de omvendte jøder, hvis oprigtighed mange tvivlede på. (Sikkert ofte med rette, set fra de gammelkristnes synspunkt - desuden havde de nykristne bevaret en kedelig evne til at leve lidt bedre end naboerne!) I tre dage måtte befolkningen af jødisk afstamning og byens garnison søge tilflugt i fæstningen.

Kongemagten beskyttede faktisk jøderne til allersidst, men i januar 1492 overgav muslimerne deres sidste fæstning i Granada til de kristne generobrere.

Samme år i marts fik jøderne valget mellem at konvertere eller forlade det genforenede Spanien.
Det er umuligt ikke at hæfte sig ved sammenfaldet. Jøderne havde finansieret den kristne generobring, men nu var de ikke længere uundværlige for kongerne.

Islamisk arkitektur
Der er ingen spor af Córdobas store synagoge som Fernando III gav tilladelse til at bygge i de lykkelige år efter tilbagekomsten i 1236. Ingen aner, hvor den lå. Biskoppen klagede til paven, og det endte med, at den blev revet ned.

Af en stentavle fremgår, at Córdobas eksisterende synagoge blev gjort færdig i 1315 af Isaac Moheb søn af Efraim. Med 40 gæster inden for dørene virker den stopfyldt. Den var aldrig noget særligt, men det er derfor den stadig eksisterer.

Efter jødernes udvisning blev den hospital for folk med hundegalskab. Derefter brugtes lokalet som mødested og kapel for skomagerlauget. Fra den periode skimter man resterne af et kristens kors på væggen over for nichen, hvor Toraens ruller opbevaredes. Til sidst tjente lokalet som folkeskole, indtil man i 1884 opdagede stedets historie under en istandsættelse.

Da der ikke eksisterer en særlig jødisk arkitektur, er det kun detaljer som de hebræiske skrifttegn og 12 vinduer (et for hver af Israels stammer) der røber byggeriets anvendelse. Synagogen er tydeligt for enhver bygget af muslimske håndværkere, hvis stil var højeste mode i flere generationer efter generobringen. I sin tid har synagogen virket endnu mere islamisk, da de nøgne undervægge var dækket med kakler eller kulørte tæpper. Længere oppe har væggenes tætte vegetation i bleg gips også skinnet i alle regnbuens farver. I dag kan vi kun beundre formerne, men de giver samme indtryk som vi får af en botanisk have på et sort-hvidt foto.

Den farlige stolthed
Over for synagogen ligger Casa de Sefarad, et lille museum der er indrettet i den ene fløj af et gammelt jødisk herskabshjem.

I virkeligheden var beboerne konverteret til kristendommen. Man skal ikke hæfte sig så meget ved gårdspladsens mosaik med den store davidsstjerne, for den er en moderne tilføjelse. De røde pletter rundt om patioens søjlehoveder er mere interessante. Det er et gammelt jødetegn, som beboernes forfædre en overgang havde båret ude i byen, så rettroende kunne tage sig i agt for dem. Efterkommerne ophøjede det til en art våbenskjold, der viser, hvor stolte de var af deres oprindelse.

Måske for stolte. De konverterede jøder var igennem generationer i søgelyset for inkvisitionen. Sidste gang, man hører om jøderne i Córdobas historie, er i 1666, hvor 23 konvertitter tvinges til at forlade byen.
De efterlod ingen monumenter - kun et par røde pletter omkring nogle søjlehoveder og en synagoge bygget af deres fjender.

Men de efterlod blodet.

Vigtig arv
Den muslimske fortid er en modesag på venstrefløjen, hvor ærkespanske López’er og García’er har gjort de arabiske gener til et spørgsmål om en særlig andalusisk identitet. I virkeligheden har de en meget vigtigere jødisk arv, for i modsætning til muslimerne var en stor del af jøderne i stand til at integrere sig.
Da 150.000 jøder forlod Spanien i 1492, var der lige så mange som konverterede og trods ydmygelser og uretfærdigheder fandt deres plads i den nye kristne kultur. Før dem havde talløse andre gjort det samme efter hver ny pogrom.

Det nationalkatolske Spanien blev i høj grad præget af det jødiske blod, både det som løb i årerne på en så indtagende skikkelse som Sankt Teresa af Ávila, og det som drev storinkvisitoren Torquemada.

Uden for Spanien forblev sefardijøderne - de spanske jøder - så trofaste mod deres gamle land, at man jævnligt hører gæster fra New York tale et gammeldags, men helt forståeligt middelalderspansk i Córdobas synagoge. Mindet om jøderne lever i ånden. Store mindesmærker – dem nytter det ikke at holde udkig efter.

pod
Har du en kommentar til artiklen? Skriv til journalist per-ole@solkysten.net

Fotos er bl.a. stillet til rådighed af Córdoba kommune (Direccíon General de Cultura y Turismo).

På Nettet
www.turismodecordoba.org - Turismens officielle hjemmeside i Córdoba.
www.casadesefarad.com
- Det lille jødiske museum over for synagogen.
www.redjuderias.org
- Hjemmeside med information om flere spanske byers jødekvarterer.
www.cordobacard.com
- Et nyttigt rabatkort for turister der planlægger et længere ophold i Córdoba.

Córdobas jødekvarter
Córdobas ældste bydel starter lige foran katedral-moskeen. Udover jøde-kvarteret finder man den romerske bro, Caballerizas Reales (de kongelige stalde, som i dag er et flot udstillingscenter) samt det gotiske kongeslot i katedral-
moskeens nærmeste nabolag – det gamle Córdoba i en nøddeskal.


Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2007
Solkysten - April 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga