Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Nøglen til en sund alderdom ligger gemt i kostvanerne
Skrevet af Solkysten
Det er trist men sandt: først når der kommer økonomiske betragtninger på bordet, synes alvoren at gå op for folk. Jamen, her er så de hårde facts, hvis det kan gøre en forskel.
Ældre udgør for tiden 10 procent af verdensbefolkningen. I år 2050 ventes tallet at være vokset til det dobbelte. Udgifterne til medicin, ældrepleje, hospitalsindlægelser m.v. vil overhale den økonomiske vækst indenom, hvis ikke vi ændrer radikalt på den eksisterende sundhedsstrategi og i langt højere grad sætter kræfterne ind på at forbedre ældres ernæring fremfor at vente, indtil de bliver syge og skal have behandling.

En ny rapport udarbejdet af en gruppe internationale eksperter sætter kniven på struben hos ernæringsforskere og politikere og opfordrer på det kraftigste til en omgående indsats for at forbedre ældre menneskers ernæringsstatus, da det er nøglen til ikke alene en længere forventet levetid men i høj grad også en sundere alderdom. Alene det forhold at mange lande ønsker at holde ældre på arbejdsmarkedet, indtil de fylder 70, er grund til at gøre alt for, at deres fysik og helbred kan stå distancen, og alt tyder på, at en opjustering af ældres indtag af bestemte næringsstoffer (se boks) kan få afgørende indflydelse.

Liv eller død
En ældre persons ernæringsstatus kan i realiteten betyde forskellen imellem liv og død. Tag helt konkret en ganske almindelig lungeinfektion, som for et velnæret menneske er harmløs, men som for en underernæret person (i henhold til mikronæringsstoffer, ikke kalorier) kan være direkte livstruende.

Mest relevant er det måske at kigge på, hvor godt ældre har det, imens de er i live. Hvorfor leve i årevis med et skrantende helbred og et kæmpe forbrug af forskellige slags medicin, når man i stedet kan nyde en sund alderdom uden de store skavanker. Det er her, vi skal sætte ind. Det er på dette område, at en bedre ernæring kan komme til sin ret.

Der er en helt klar årsag til, at mange ældre ikke får tilstrækkeligt med næringsstoffer. Energibehovet er mindre, da fysisk aktivitet normalt aftager med alderen, og jo mindre man spiser, desto færre næringsstoffer får man ind med føden. Nogle ældre har måske mistet ægtefællen og bor alene, og så ryger appetitten samt motivitationen for i det hele taget at lave mad og spise regelmæssigt..

Grønt lys for kosttilskud
Netop det forhold, at ældre for en stor dels vedkommende ikke får nok vitaminer og mineraler ind med føden, er årsagen til, at eksperterne, der har udgivet rapporten (”Nutrition, Healthy Ageing and Public Policy”), blandt andet opfordrer til en større accept af kosttilskud. Det er en let måde at justere ældres næringsstof-status på, og undersøgelser foretaget på netop denne aldersgruppe har da også vist, at tilskud af mikronæringsstoffer (vitaminer, mineraler m.v.) nedsætter risikoen for infektioner og forbedrer kroppens evne til at stå imod.

Indenfor de senere år er der kommet øget focus på blandt andet vitamin D, som man anbefaler specifikt til mennesker fra 65 år og opefter, og man er ligeledes opmærksom på vigtigheden af at få nok af det vandopløselige B-vitamin, folinsyre, som er med til at forebygge åreforkalkning. Efterhånden som forskningen afdækker de forskellige næringsstoffers betydning for forebyggelse af særlige sygdomme, vil den nye viden kunne inddrages i fremtidens ernæringspolitik. Dette kunne dog gå endnu hurtigere, mener visse eksperter, heriblandt forfatterne til den nye rapport.

Bjørn Falck Madsen

Rapporten
Professor David Richardson, videnskabelig rådgiver for Council for Responsible Nutrition (CRN UK) i England har i samarbejde med ledende eksperter fra International Alliance of Dietary/Food Supplement Association (IADSA) udarbejdet en rapport, som ser nærmre på de faktorer, som afgør ældre menneskers ernæringsstatus. Rapporten hedder ”Nutrition, Healthy Ageing and Public Policy”.

Nøglestoffer for ældre
En sund kost skal helst tilføre hele spektret af vitaminer, mineraler, aminosyrer og livsvigtige fedtsyrer, da alle stoffer har betydning for helbredet. Videnskaben interesserer sig imidlertid særlig meget for udvalgte næringsstoffer, da de synes at spille en særlig vigtig rolle. Det gælder blandt andet:

Selen
Sporstof som indgår i en række af kroppens forsvarsmekanismer. Selen har i undersøgelser vist at kunne hæmme kræft med 40-60 procent. Denne cancerhæmmende virkning er forskere for tiden ved at se nærmere på, blandt andet i undersøgelserne PRECISE (Prevention of Cancer with Selenium in Europe) og SELECT (Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial).

Folinsyre
Et vandopløseligt B-vitamin, som er kendt for sin evne til at forebygge neuralrørsdefekter (NTD) hos nyfødte, da vitaminet indgår i den ”programmering”, som sikrer normal celledeling. Folinsyre hjælper imidlertid også kroppen med at nedbryde stoffet homocystein, som har tendens til at ophobes i kredsløbet hos ældre og fremme åreforkalkning

Omega-3
De livsvigtige omega-3 fedtsyrer fra fisk sænker blodtryk og visse typer af blodfedt som triglycerider og har desuden en inflammationshæmmende virkning, som er med til at forebygge åreforkalkningsprocessen i blodårerne. Et højt indtag af omega-3 giver god beskyttelse af både hjerte og kredsløb.

Zink
Stof, der ligesom selen har afgørende indflydelse på kroppens forsvarsmekanismer. Undersøgelser udført på ældre plejehjemsbeboere har vist, at zink-tilskud fører til en betydeligt lavere risiko for infektioner samt et forbedret antioxidant-forsvar i kroppen.

D-vitamin
Dette hidtil oversete vitamin er pludselig kommet meget i centrum. Man kæder mangel på D-vitamin sammen med øget risiko for kræft samt øget tendens til knogleskørhed. Ældre fra 65 år og opefter rådes til at tage mindst 10 mikrogram D-vitamin dagligt som tilskud i pilleform. Flere eksperter mener tilmed, at selv de ekstra 10 mikrogram pr. dag er for lidt.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2007
Solkysten - Maj 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga