Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
© 3pod - Fotolia.
© 3pod - Fotolia.
Kampen om 21.971 fortabte sjæle
Skrevet af Solkysten
Valgaftenen søndag den 27. maj vil alle de landsdækkende tv-kanaler zoome ind på Ali Babas hule – rådhuset i Marbella ...
... – for at se, hvem der skal regere kommunen i de næste fire år, konservative eller socialister.
Byen, som siden 1991 har været symbol på korruptionen i Spanien, skal vælge mellem to veje ud af korruptionen. Det drejer sig om, hvem der er mest troværdig, så op til byrådsvalget har de store partier sat alle sejl til i bevidsthed om propaganda-effekten.

I de næste uger får Marbellas borgere rig lejlighed til at hilse på de landspolitiske ledere, der har 21.971 lokale stemmer som en af deres topprioriter. Det korrupte bystyres skiftende bagmænd høstede præcis det samme stemmetal ved de to sidste valg i 1999 og 2003, hvor ingen advarsler om den mere og mere åbenlyse korruption gjorde indtryk på indbyggerne. Nu er tiden tilsyneladende inde til at genvinde de 21.971 fortabte sjæle for demokratiet.

Overbudspolitikken
At dømme efter meningsmålingerne er der ingen tvivl om, at Marbella ved denne lejlighed står over for et systemskifte.

Det kan synes mere tvivlsomt, om det er resultatet af en selvransagelse, for 15 år med den politiske model, der blev introduceret af Jesús Gil, har gjort borgerne ekstremt forvænte med demagogisk overbudspolitik.

Ude i byen er det nemt at finde folk, som stadig forsvarer GIL-regimet indtil dette ”løb af sporet” i de seneste år. Det er Marbellas politiske realitet, som de etablerede partiers kandidater er tvunget til at tage i betragtning. De fristes til at tilbyde mirakelløsninger på byens selvforskyldte problemer. Og de går let hen over, at regningen for disse mirakelløsninger skal sendes videre til borgerne i andre kommuner, hvor man holdt sig til spillereglerne.

Det er ingen nem balancegang, og ude i kulissen står GIL-regimets sidste påhit, borgerlisten Causa Ciudadana, på spring for at udnytte situationen. Bag Causa Ciudadana finder man Arturo Moya, som den korruptionssigtede eksborgmester Marisol Yagüe i 2003 ansatte som koordinator af arbejdet på en ny byplan. Moya var til for nylig næstformand i promotor-foreningen ”Federación Andaluza de Urbanizadores y Turismo Residencial” og kan ses som storbygherrernes kandidat ved byrådsvalget.
Et skrækpanorama efter den 27. maj er situationen, hvor Causa Ciudanana er tungen på vægtskålen, for i Marbella har de store partier lige så svært ved at tale med hinanden som de har i det øvrige land. Den brede alliance mellem det konservative PP og det socialistiske PSOE holdt med nød og næppe i det år, hvor kommunen blev administreret af et ikke-folkevalgt byråd.

To kandidater
Forud for valgkampens slutspurt ser det konservative Partido Populars kandidat Ángeles Muñoz ud til at have de bedste kort på hånden.

Den svenskgifte Muñoz’ store fordel er, at hun var oppositionens sidste synlige ansigt i det folkevalgte byråd, som blev tvangsopløst i fjor. Hun og partiet præsenterer sig som det virkelige alternativ til GIL-regimet, efter at PP’s gamle flirt med afdøde Jesús Gil er gået lykkeligt i glemmebogen.

Indtil 2003 tilkom rollen som oppositionsleder socialisternes Isabel García Marcos, men netop derfor voldte hendes forræderi (samarbejdet med Gils kandidat Marisol Yagüe) enorm skade på partiet. Partiafdelingen i Marbella var blevet så utroværdig, at PSOE måtte hente sin nye borgmesterkandidat udefra. Det er til gengæld en politiker med vægt: autonomregeringens minister for handel og turisme, Paulino Plata. Hans største handicap: Alle ved, han meget hellere ville være blevet siddende i Sevilla.
Ángeles Muñoz er parlamentsmedlem i Madrid, men først og fremmest er hun lokalkendt og velanskrevet i Marbella efter mange års tålmodigt benarbejde. Som borgmesterkandidat kan hun tillade sig at love, at hun vil slås som en løvinde for borgernes interesser, fordi ingen overordnede politiske hensyn bremser hende: ”Modstanderne” i såvel centralregeringen som autonomregeringen er socialister. Det har gjort hende til den mest folkelige kandidat.

Paulino Plata har også et godt argument, der faktisk er det stik modsatte: Med socialistisk bystyre, socialistisk autonomregering og socialistisk centralregering bliver det meget nemmere at finde en løsning på Marbellas problemer, lover han. Det har gjort indtryk i byens vigtigste erhverv, turismen, hvor man heller ikke underkender Platas erfaring som turistminister. Mens dens konservative Muñoz er folkets favorit, er socialisten Plata paradoksalt nok erhvervslivets foretrukne kandidat.

Genopdragelsen
Vinderen af valget i Marbella står over for en sand herkulesopgave.

Det er ikke blot problemet med 30.000 ulovlige boliger, der skal rives ned over hovedet på beboerne eller fredes som bevaringsværdige på linie med Alhambra - begge løsninger er dårlige.

Kommunen har næsten lige så mange på lønningslisten som det fire gange så store Málaga, fordi alle GIL-regimets støtter blev belønnet med et ben i den offentlige sektor. Denne femte kolonne af tvivlsom loyalitet og nytte kan man ikke uden videre skaffe sig af med. En dommer har netop ophævet suspensionen af byens tidligere politichef Rafael del Pozo, som er sigtet for en bagatel af ni forbrydelser. Kommunen behøver ikke anvende del Pozo som politichef, men kan ikke slette ham af lønningslisten eller forbyde ham at gå rundt i uniformen med galoner.

Lige som i Napoli eller Sicilien gav mafiaen job til store og små. Ude i byen skabte den en erhvervsstruktur, der var tilpasset kriminalitetens behov. Efter ”Hvide Hval” og ”Malaya” sagerne eksploderede ”Hidalgo” sagen i april. Den formodede bagmand Rafael Cruz-Conde driver en af byens mest kendte advokatvirksomheder. Her blev 250 mio. euro fra narko og prostitution vekslet til mursten, siger bagmandspolitiet. I løbet af operationen anholdt politiet 20 personer, heriblandt fire advokater og tre notarer, og byens mest eksklusive hotel Marbella Club blev registreret fra kælder til kvist.

Efter 15 år med GIL kommer det formodentlig til at tage en ny generation at vænne indbyggerne til den tanke, at sådan noget ikke er normalt. Den demokratiske genopdragelse af Marbella er den virkelige udfordring efter 27. maj.

pod.


Valg på Nettet
De to kandidater til borgmesterposten har begge valgaviser på Internettet, hvor vælgerne kan følge den daglige debat:
Ángeles Muñoz (PP) www.ppmarbella-san-pedro.com
Paulino Plata (PSOE) www.paulinoplata.com

Valg i radioen
Glem ikke at lytte til Radio Solkysten (FM 105) mandag den 28. maj. Til sædvanlig tid (klokken 14) har den danske radio et valgprogram med fokus på de lokale resultater.

To andre brændpunkter
Selv om den lokale inter-esse samler sig om valget i Marbella, er der andre kommuner hvor valgets udfald imødeses med mere end almindelig spænding.
I Benalmádena forsøger den omstridte Enrique Bolín at forny sit borgmestermonopol i spidsen for borgerlisten GIB-Bolín. Hans opgave lettes af striden i det lokale PP, som blev splittet for et halvt år siden. PP’s gamle leder Jesús Fortes stiller op for et nyt parti, Iniciativa Democrática por Benalmádena, der markerer afstanden til Bolín. PP’s ledelse i provinsen foretrak at satse på Enrique Moya, som Fortes beskriver som en marionet i hænderne på Bolín.
I Estepona satser borgmester Antonio Barrientos (PSOE) stærkt på et absolut flertal. Han får brug for det efter at have
stemplet samarbejdspartnerne i borgerlisten PES som ”tyveknægte”.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2007
Solkysten - Maj 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga